14. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

10 mennesker helbreder Jesus fra en sygdom, som bogstaveligt talt æder dem op – og kun én kommer tilbage til Jesus og takker! Hvad er det lige, der sker! Hvis du havde en dødelig sygdom – og du så bad Gud gøre dig rask – og du så blev rask, så ville du da sige Gud tak, ville du ikke?

Ville du ikke huske at sige Guds tak, hver gang Gud gav dig noget godt?

Jeg tror tit, at vi kan ligne de ni spedalske, som blev helbredt af Jesus, men som ikke kom tilbage og sagde Jesus tak. Ikke nødvendigvis fordi vi er utaknemmelige … men fordi vi så hurtigt glemmer Gud. Jeg har ganske simpelt ikke tal på Guds gode gaver i mit liv og de gange, Gud konkret har givet mig bønnesvar i mit liv. Det uhyggelige er, at hvis I bad mig nævne nogle af disse mange, mange bønnesvar så kan jeg dårligt huske dem. Nogle få kan jeg huske, men ikke alle.

Jeg tror at disse ni jøder, som blev helbredt for deres spedalskhed, de glemte giveren fordi de var så glade for gaven, helbredelsen.
De glemte giveren på grund af gaven – og det er så ulykkeligt, for vi hører i Jesu ord smerten: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«

Jesu kærlighed til disse spedalske ville nemlig andet og mere end gøre dem raske, ville mere end blot give dem en gave. Jesus vil i forbindelse med disse mennesker. For han vil frelse dem fra den evige fortabelse.

I 5 Mos 8 er der et kapitel, der bærer overskriften: Advarsel mod at glemme Herren.:

v7-11: ”Når Herren din Gud fører dig ind i et herligt land, et land med bække, med kilder og med strømme af vand, der vælder frem i dale og bjerge, et land med hvede og byg, med vin og figner og granatæbler, et land med olivenolie og honning, et land, hvor du ikke skal skaffe dig føden i fattigdom og ikke kommer til at mangle noget, et land, hvis sten er jern, og i hvis bjerge du kan bryde kobber, da skal du spise dig mæt og prise Herren din Gud for det herlige land, han har givet dig. Men tag dig i agt, at du ikke glemmer Herren din Gud, så du undlader at holde hans befalinger og retsregler og love, som jeg giver dig i dag.

Der var en fare for folket ved at de fik det dejlige land. Der var noget, de skulle være vågne overfor, nemlig dette ikke at glemme Gud. Vi skal som kristne våge i bøn og tak og vi skal være vågne overfor dette ikke at glemme Gud. For det kan så nemt ske. Det er også det, der er sket i mit liv, når jeg har svært ved at huske alle de ting, Gud har gjort for mig.

Gud beder israelitterne om at noget: ”Husk, hvordan Herren din Gud …”, og så nævnes de mange ting, Gud havde gjort for folket.

Sognepræst Henrik Højlund nævner i en prædiken en mand, som bad følgende: ”Herre, velsign vores hukommelse.” At kunne huske Guds gerninger i historien, i naturen, i mit eget og andres liv – det er en vigtig ting. (Citat fra bogen: Din konge kommer, side 23).

Det er én af grundene til at salmer og lovsange er vigtige, de skal være med til at minde os om Guds gaver, Guds løfter, Guds storhed – og lovsangen skal hjælpe os med at takke Gud.

Disse lovsangsgudstjenester skal tage ved lære af samaritaneren, som blev renset for sin spedalskhed. Han ”vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham.”

Lad os på samme måde hver især takke Gud for alt, hvad han har gjort – og særligt det som Gud har gjort for os, ved at Jesus gik i døden for os.

Vi skal takke Gud for, at Jesus har båret al verdens sygdom. Takke Gud for, at han også i dag helbreder syge. Takke ham for, at han renser os fra synd gennem ordet, dåben, skriftemålet og nadveren, og så må vi hele tiden bede om, at Gud må velsigne vor hukommelse, så vi aldrig glemmer Guds gaver og den Gud, som giver.

I den gammeltestamentlige læsning til i dag, hører vi de samme toner. Der er noget musik, der kaldes soul. I bibelsk forstand er det dét, vi hører i dag – sjælemusik: ”Min sjæl, pris Herren”.

”Min sjæl, pris Herren, alt i mig skal prise hans hellige navn. Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger! Han tilgiver al din skyld, helbreder alle dine sygdomme. Han udfrier dit liv fra graven, han kroner dig med godhed og barmhjertighed. Han mætter dit liv med gode gaver, du bliver ung igen som en ørn.” Salme 103,1-5.

– og salmen fortsætter med denne lovsang.

Lad os også her i Harboøre fortsætte med at prise Herren! Amen!