14. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

En meditation over prædiketeksten.

Kun én af ti? Jeg er ikke noget særligt. Bare en samaritan – en udstødt. Derfor var det alle tiders, at jeg kom ind i den gruppe. Vi havde brug for hinanden.

Vi var vist 15-20 stykker fra starten. Vi havde fundet et godt fællesskab. Ingen af os havde været noget, men da vi slog os sammen, skete der noget – vi blev »en af dem du ved nok …«.
Nu er jeg alene igen. Pludselig var Simon blevet syg. Det hedder spedalskhed. Noget forfærdeligt noget. Noget hvidt udslæt, der langsomt breder sig – æder alt kødet. Pludselig er det væk. Fingre, hænder, fødder, næse og andre legemsdele – spedalskheden har taget dem.

Simon var vores leder. Han var modigere end alle os andre. Og mere nysgerrig. Og nu var han blevet smittet. “Vi må holde sammen”, havde han sagt, “være solidariske”. Derfor skulle vi alle sammen røre ved det syge sted – »som tegn på, vi holder sammen«. Det var let – dengang. Simon var alle tiders – og han havde hjulpet mig mange gange. Men nogle af de andre turde ikke – og så var vi kun ti tilbage.
Og nu er jeg alene – men rask. Det startede med, at én hørte om Jesus. Han kunne gøre døve hørende, blinde seende, lamme gående.

Det var ikke så sjovt længere at være syg. Selv om vi ti holdt sammen. Ingen ville have at gøre med spedalske. Så vi var nogle, der foreslog, at vi skulle prøve at finde denne Jesus. Og få hjælp. Simon ville ikke. Han var nummer ét – hvad skulle vi med Jesus? Vi klarede os jo meget godt. Så en dag mødte vi ham.
Nu er jeg alene – men rask. Det var ikke Simon, jeg havde brug for – men Jesus. Simon kunne kun smitte mig. Det var ikke de andre, jeg havde brug for. Sammen var vi bare mange, der ikke kunne gøre noget ved sygdommen.

Jesus var anderledes – end alle andre. Han gjorde mig til noget særligt. Han rørte ved mig – ved en spedalsk, ville have med mig at gøre – en samaritaner.
Alting blev anderledes, efter at vi havde mødt Jesus. Han talte bare – ingen undersøgelse. Ingen betaling – ingen underlige fagter. Han talte bare. Og mens vi gjorde, som han sagde, skete det, som han havde lovet os. Og nu er jeg rask – men alene.
De andre var ligeglade med ham. De tænkte bare på at komme videre. Fortsætte, som om intet var hændt. Men jeg undrede mig over hvem han dog kunne være – han, som talte – og så skete det. Jeg undrede mig over, at han ville røre ved en spedalsk – en samaritan – mig.

Jeg måtte takke ham – takke ham for det, han havde gjort for mig. Men mest, fordi han ville have med mig at gøre. Men jeg var jo kun én af ti – kun én af ti?