14. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Salmeforslag: 730 – 298 – 729 // 157 – 728

Da jeg for efterhånden en del år siden arbejdede et år på Grønland, havde jeg mange store naturoplevelser. Man kan på Grønland se natur, som er ved at tage pusten fra én. Det kan ikke beskrives men må opleves.
Èn af de største oplevelser var en morgen, hvor jeg var kravlet op på et højt bjerg lige udenfor byen, hvor jeg boede, for at se solopgangen med de høje isfjelde i forgrunden.
Først kunne jeg se en lille smule af solen, og så gik det ellers hurtigt. Langsomt kunne jeg se solens stråler brede sig på bjergene omkring og så langt øjet rakte. Man kom til at tænke på Kingos morgensalme: ”Nu rinder solen op af østerlide, forgylder klippens top og bjergets side”. I begyndelsen er det ligesom en kamp mellem lys og mørke, men hurtigt får solen overtaget. Lyset er stærkere end mørket.

Jeg har siden tænkt på, hvor uforglemmeligt et billede det er på, at Guds rige er i frembrud. Det var jo det, der begyndte at ske, da Jesus kom til jorden. Guds rige er i frembrud. På den ene side er Guds rige kommet, men det er endnu ikke dag. Sådan er den tid, vi lever i. Vi lever i solopgangen fra det Højes første stråler, og inden længe bliver det dag, hvor lyset endegyldigt får fortrængt mørket. Fra gammel tid har vi forstået dette billede meget bogstaveligt, idet vores døde i århundreder er blevet begravet med fødderne mod øst, så når solopgangen fra det høje endegyldigt bryder igennem og Jesus kommer igen, så vil de døde kunne sætte sig op i gravene og så sidde med ansigtet mod øst.
I den tid vi lever i nu, i tiden før Jesu genkomst, kæmper lyset og mørket endnu mod hinanden, men Guds rige er på vej. I vores dagligdag kan vi indimellem møde sådanne gyldne øjeblikke, hvor vi virkelig fornemmer solens første, stikkende, varme stråler.

Én af disse gyldne øjeblikke indtraf for den lamme mand ved Betesdas Dam. Betesdas Dam var et badeanlæg lige ved Fåreporten i Jerusalem. Fåreporten var formentlig det sted, hvor man førte de får ind til templet, som skulle ofres. Betesdas Dam var anlagt omkring en kilde, som man mente havde helbredende kræfter.
Her var samlet en stor mængde desperate stakler. ”En mængde syge, blinde, lamme og krøblinge”, skriver evangelisten Johannes. Alle håbede de på helbredelse.
Ud over at skulle kæmpe med smerter, så har det sikkert også for de syge været en ydmygende oplevelse at ligge hjælpeløse til skue for de forbipasserende. Dengang som i dag var det en udbredt opfattelse, at enhver får efter fortjeneste, og at sygdom således tolkedes som Guds straf for et ondt og ugudeligt liv.
Derfor var der ikke mange, der kerede sig meget om den samling mislykkede eksistenser, der lå omkrig Betesdas Dam. De lå og var knust på alle måder: af deres sygdom, af Guds retfærdige dom, og af menneskers fordømmelse.

Betesda betyder ”Barmhjertighedens hus” på hebræisk. Et lidt grotesk navn på et sted, hvor der lå syge, blinde, lamme og krøblinge knust uden deres ubarmhjertige skæbne.
Men Jesus kom den dag til barmhjertighedens ubarmhjertige hus. Han kom som solens gyldne stråler lige hen til ham, der havde ligget uhjulpet i 38 år. Det er ét af de eneste steder i evangelierne, hvor vi hører, at Jesus helbreder en mand tilsyneladende helt på eget initiativ. Ellers er det normalt noget, han gør, når den syge selv eller vedkommendes venner har bedt ham om det.
Men Jesus styrer lige hen mod ham og spørger ham: ”Vil du være rask?”, og uden at vente på svar siger Jesus: ”Rejs dig, tag din båre og gå!” Det var helt bogstaveligt en oprejsning af en mand, der ellers havde ligget i umindelige tider.
Jesus brød ind i den verdensorden, der siger, at de syge selv ligger som de har redt og får hvad de har fortjent. For for Jesus er sygdom ikke et resultat af Guds straf. Og man kan ikke slutte sig til, at de, der bliver syge, har været større syndere end andre.
For eksempel kan man ikke sige, som nogle desværre sagde, da sygdommen AIDS blev kendt, at det var Guds straf over de homoseksuelle. Lige som man heller ikke kan sige, at lungekræft er Guds straf over tobaksrygerne, at skrumpelever er Guds straf over de, der drikker, at blodpropper er Guds straf over de, der spiser for fedt, eller at brækkede ben er Guds straf over dem, der spiller fodbold.
Det ligger os så nær, os, der er så vant til at tænke i årsag og virkning, at se folks lidelser som et udtryk for Guds straf. Jeg hører også jævnligt syge mennesker sige: ”Hvad har jeg da gjort, siden jeg skal have det sådan”, underforstået: ”noget må jeg have gjort galt, det kan ikke være tilfældigt, at det lige rammer mig”. Det er så let, når vi lider, at komme til at se det som en straf.
Men dette er for mig at se ubibelsk. I Lukas 13 spørger Jesus retorisk om de atten mennesker, der blev dræbt ved at et tårn kollapsede i Siloa, om de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem. Det er tydeligt, at Jesus dér afviser denne sammenhæng mellem skyld og menneskelig ulykke. Et tilsvarende sted er i Johannes 9, hvor Jesus bliver spurgt om om årsagen til, at en mand er blindfødt, skal findes i hans egen eller hans forældres synd. Jesus svarer at hans handicap hverken skyldes hans egen eller forældrenes synd.

Der er noget i denne beretning, som jeg mangler at få beskrevet. Og det er reaktionen hos alle de andre syge mennesker, der ligesom manden her har ligget og ventet på at blive den første til at komme ned i den helbredende dam. De har ligget overalt, disse stakkels mennesker, og nu ser de med ét, at den mand, som de kendte så godt, pludselig er i stand til at rejse, bære sin seng og gå omkring. Her var pludselig en helbredelse, der var endnu mere mirakuløs end vandet i dammen, og det var endda Jesus selv, der havde taget initiativet. Den syge behøvede ikke kæmpe sig vej hen til Jesus – Jesus kom til ham.
Det må have medført en kaotisk stemning, hvor alle har råbt i munden på hinanden: ”Kom hen til mig! Spørg også mig, om jeg vil være rask! Sig også, at jeg skal rejse mig!”

Men vi hører intet om alle de stakkels mennesker der bare oplevede endnu en skuffelse og endnu en dag, hvor barmhjertighedens hus slet ikke var så barmhjertig alligevel. Tværtimod var det hele så koldt, kynisk og skånselsløst ubarmhjertigt for alle dem, der ikke blev opsøgt af Jesus, og som heller ikke nåede at være den første til at komme ned i dammen.

Det er et af de store spørgsmål, som rejser sig i forhold til teksten: Hvorfor virker det hele så tilfældigt? Hvorfor er der denne tilsyneladende vilkårlighed? Hvorfor må nogle leve med en livsødelæggende sygdom indtil de dør, mens andre bliver helbredt for den samme sygdom på mirakuløs vis? Og vi kunne fortsætte: Hvorfor har nogle mad nok, mens andre sulter? Hvorfor går nogle til i store naturkatastrofer, mens andre ligger ved stranden og daser? Hvorfor lykkes høsten for nogle og slår helt fejl for andre?

Jeg kan ikke give noget svar på disse spørgsmål. For mig at se har den kristne forkyndelse ikke noget klart og entydigt svar på den anfægtelse, at vi ikke kan finde sammenhæng og helhed i tilværelsen når så meget virker tilfældigt og vilkårligt, og når selv barmhjertigheden indimellem kan opleves håbløst ubarmhjertig.

Det eneste ”svar” vi kan finde i Bibelen på sådanne tunge spørgsmål er, at Bibelen vil hævde, at Gud er også til stede midt i alle de uforståelige og urimelige og usammenhængende dele af livet.

At dette ikke er utroværdig tale, hviler for mig at se på det bibelske faktum, at Gud valgte selv at blive menneske i Jesus Kristus. Han gik selv ind i lidelsen. Gud er ikke fjernt fra vores lidelse. Han har selv prøvet den. Han var kendt med sygdom, og dermed ved han, hvad vi snakker om, når vi klager vores nød til ham. Hvorfor nogle bliver helbredt og andre ikke ved vi ikke. Hvorfor Jesus gik til denne ene mand og ikke til alle de andre stakler Jerusalem, ved vi ikke. Men vi ved, at Jesus er med-lidende, og at han er hos os midt i lidelsen – også når vi ikke føler det.

Ved gudstjenesten må vi også have lov til at stille Jesu spørgsmål videre til tilhørerne: ”Vil du være rask?”. Han spørger os alle, ikke bare dem, der er syge og sengeliggende, men også alle os, der tilsyneladende intet fejler fysisk. For ”rask” – hvem af os kan sige, ansigt til ansigt med Gud, at vi ingenting fejler åndeligt? Overfor ham må vi bekende os som stakler, der ligger ned, og som har brug for den samme oprejsning som den syge ved Betesdas Dam. Vi har brug for at blive rejst op af Gud og få tilgivelse for vore synder.
I det hele taget kan man vel sige, at kirken er én stor Betesdas Dam, et barmhjertighedens hus, hvor alle vi, der er syge, både til legeme og sjæl kan komme og få oprejsning. Kirken er det sted, hvor vi kan gå fra som frie mennesker. Hvor tavlen er visket ren og hvor jeg kan begynde på en frisk. Kirken er ikke et højkulturelt levn fra fortiden. Nej kirken er et sygehus. Et fristed og et oprejsningsted for legemligt og sjæleligt syge, lamme, blinde og krøblinge.