14. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Som tema for denne søndag er sat Midt i nøden. Lektien fra Sl. 39 taler om livets korthed – et vindpust – og er en bøn om Guds nærvær midt i nøden. Jævnfør temaet. Epistlen siger, at lidelsen er anderledes med end uden Kristus. Og så har vi de dejlige ord om Guds trofasthed – denne trofasthed møder manden, der har været syg i 38 år.

Tekstens centrale budskab.
Jesus er midt i nøden. Og han både vil og kan helbrede. Dernæst de centrale ord: synd fra nu af ikke mere, for at noget værre ikke skal ske dig. Det kan være vigtigt at få sagt, der hvor synden er blevet til normaltilstanden – ligesom sygdom var blevet normaltilstanden for manden. Det sætter også sygdom ind i et større perspektiv: der er noget, der er værre end at være syg, nemlig at være adskilt fra Gud i evighed.

Mellem tekst og prædiken.
Først lidt om høstgudstjeneste. En ansats i teksten kunne være dette: manden havde fået hjælp, men da han blev spurgt om, hvem der havde hjulpet ham, kunne han ikke svare. En anonym hjælper er stikordet. Er det ikke ofte sådan? Hvem af os er ikke blevet hjulpet gang på gang! Nogle gange lagde vi slet ikke mærke til det, men opdagede det først flere år efter. Andre gange lagde tingene sig bare til rette, og det uventede skete. De fleste har på et tidspunkt haft denne følelse: underligt, mon der findes en højere magt, som alligevel griber ind i vores verden? Er det ikke det, vi oplever, når vi står med et nyfødt barn i vores hænder? Uanset om man er troende eller ej, ved de fleste godt, at dette nye liv er et under.

Og så kan vi overføre det på høsten. Gaver fra en anonym giver!? Hvem siger egentlig, at det er en selvfølge, at vi år efter år kan høste, arbejde, producere, skaffe mad på bordet, få råd til ferierejser osv.? Mon ikke en og anden ganske almindelig dansker, der ikke tænker Gud med ind i sin hverdag, pludselig kan få denne følelse af, at være blevet hjulpet af en ukendt velgører?
Senere møder manden sin velgører på tempelpladsen. Måske var han gået herop for at takke. Først da han møder Jesus, ser han sammenhængen. Her er den Gud, han skal takke. Nu kom der sammenhæng i hans liv. Nu havde han mødt sin velgører og kunne adressere sin tak det rigtige sted hen. Denne helhed er vel det, vi alle dybest set længes efter. At forstå nogle sammenhænge og kunne se sit liv i et større perspektiv. At kunne aflevere både sin nød og sin tak til ham, der kan og vil hjælpe.
Men nu tilbage til selve prædikenen. En af de fascinerende oplevelser, man kan få, når man besøger Israel, er Betesda Dam. Indtil for nogle år siden vidste man ikke, hvor dette sted var. Men så fandt man under en udgravning et underjordisk vandreservoir med nogle dertil hørende bade. Og i dag er man ganske sikker på, at dette sted er Betesda Dam. Lad gerne menigheden undre sig med over dette vidnesbyrd om biblens pålidelighed.

Her sad de – ubevægelige med ansigter af sten og lemlæstede kroppe. Med øjne stive af bristede illusioner, ventende på at det umulige skulle ske. De var lamme, blinde, døve, spedalske. De mange, ens i deres elendighed, men alligevel med mange nuancer. Sådan er det med menneskelivets elendighed: den udtrykker sig på vidt forskellig måde. Hver har vi vores. Al denne nød var samlet der, fordi de alle havde et spinkelt håb. Og så kunne vi jo nemt finde eksempler på, hvordan mennesker i nød i dag rejser langt og bruger tusindvis af kroner på at opsøge alternative healere. Helsemesser er i dag vore dages Betesda Dam. Navnet betyder for øvrigt vist Barmhjertighedens hus. Var det egentlig ikke kirken, der skulle være vore dages barmhjertighedens huse! Er der her en påmindelse om forbønnens og sygesalvningens tjeneste?
De lå tæt sammen – helt ned til kanten af dammen. Og de havde hver især kun øje for én ting: sig selv! Omstændighederne havde tvunget dem til at blive hinandens modmennesker. Men hvordan kan en lam spænde ben for en blind? De var næsten for dårlige til at konkurrere med hinanden. Men ind imellem lysnede det. Det var, når nogen døde, så rykkede man længere frem i køen. Betesda Dam – et grimt sted, dødens ghetto med indbygget håbløshed. Byrådet lod det i fred. Så vidste man da, hvor man havde udskuddet. Betesda Dam – stedet hvor det menneskelige affaldsprodukt blev opbevaret – ligesom visse gader og banegården i min by.
Men netop der færdedes Jesus! Lige midt i nøden. Og her færdes han stadig! Lige midt i nøden – hvad enten man sidder trygt i sit parcelhus, eller man befinder sig ved Betesda Dam.

Og så ganske kort om Jesu underlige spørgsmål: vil du være rask? Vi ved nok ikke helt, hvorfor han spørger sådan. Men Jesus er jo ikke ukendt med nogen menneskelig reaktion. Han ved, at sygdom kan blive ens identitet. Hvem er du? Jeg er syg! Et menneske kan gemme sig i sygdommen, for den kan bruges som undskyldning for mange ting. Også i ens åndelige liv. Og man kan få sekundærgevinster af at være syg. Må vi ikke regne med, at Jesus også tager højde for denne egn af menneskesindets kringlede geografi? Det er jo hele mennesker, han vil frelse: et frelst menneske med en sund krop og en helbredt sjæl. Spørgsmålet vil kalde manden ud af apatien og give ham en ny identitet – en identitet hvor det unormale ikke længere er det normale. Med dette spørgsmål plantes der et håb i mandens sind.

Prædikenskitse.
En “høstdel” hvor der tales om den anonyme velgører. Dernæst en prædiken med vægt lagt på Jesus som den, der er midt i nøden. Giv gerne god plads til beskrivelsen af nøden – dengang og i dag. Måske er det vigtigere at sætte ord på nøden end at få sagt en hel masse andre rigtige ting. For ved at sætte ord på nøden, henter vi den vigtige pointe hjem om ham, der er midt i nøden. Og så har vi nået meget denne søndag.

Salmer.
378 – 36/20 – 880/877/9ll/940 (alle kan bruges til temaet) – 444 – 655.