15. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

I skal ikke bekymre jer, siger Jesus. Det siger han vel, fordi han godt kan se, at der kan være grund til at bekymre sig. Det kan vel heller ikke være så slemt for os, som har rigeligt af mad og klæder, at høre de ord. Hvad med dem, der mangler de mest nødvendige ting til livets opretholdelse.

Men bekymring er flere ting.

Der er vel ingen, der finder det forkert, når en mor bekymrer sig for sit barn, hvis det er i vanskelige og farefulde situationer.

I salme 73 taler David om, at de, som frygter Guds bud, er mere bekymrede end dem, der tager sig livet let.

Paulus taler om at bekymre sig efter Guds sind.

Jesus siger: I må ikke bekymre jer. Begrundelsen er, at livet er mere end maden og klæderne og I er værd end liljer på marken og fugle under himlen. Det betyder, at I må ikke tænke mere på de verdslige forhold end de himmelske. Naturligvis skal I have omsorg for livets opretholdelse især da hinandens, men tanken på det evige skal altid gå forud for tanken på det jordiske.

Vor mulighed for ikke at bekymre os hænger sammen med at lægge vort liv i Guds hånd i stedt for at tage det i egen hånd. At lade livet hvile i Guds hånd betyder salighed og frelse. At tage livet i egen hånd betyder død og ødelæggelse.

Nogle ældre mennesker, som ikke mere kunne færdes på egen hånd, fortalte om, hvordan nogle unge tilbød at køre dem en tur ud i naturen, til skov og strand, ja sågar i cirkus og teater, men de tænkte ikke på at tage med dem til bibeltime, gudstjeneste og altergang.

Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift, siger Jesus.

Det betyder ikke, at når vi søger Guds rige, så får vi automatisk og derfor alt det andet, dvs alt det, der hører en almindelig hverdag til af mad og drikke og klæder. Men det betyder, at når vi har den holdning og tro, at vort liv er i Guds vor skabers og frelsers hånd, så er også alle andre goder Guds gaver, ”gift” er et gammelt ord for gave, ”til-gift” betyder ekstra gave, og netop ekstra gave, dvs anden gave, hvorimod det ikke at søge Guds rige medfører den holdning, at hverdagens goder ikke er gaver, men fortjeneste. I kan ikke tjene både Gud og Mammon. Nej der er en himmelvid forskel på de 2 ting. Sammen med at tjene Gud hører den viden og holdning, at vi ufortjent modtager alt af hans hånd. Sammen med tjenesten for Mammon hører, at man tror, man fortjener pengene, så man kan skabe sit eget liv, men altså også tager det i egen hånd.

Der findes en lille undervisningsfilm, hvor man først ser en mand løbe efter pengene, så han ikke har tid til at komme og være sammen med de andre. Til sidst er det pengene, løber efter manden, så han ikke kan slippe fri for dem og ikke kan komme og være sammen med de andre. Han vil så gerne tjene pengene, men ender med at blive pengenes træl. Derfor er det at tjene Mammon det stik modsatte af og totalt uforeneligt med at tjene Gud. Først og sidst kan Mammons-tjeneren ikke få tid til at tænke på livet eller dets værdi, dets mening eller mål.