15. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

Tema og budskab

I troen på Gud, som vores Skaber og Fader, har vi ingen grund til bekym­ring, da Han har omsorg for os og vil bevare os gennem livet på alle måder.

Prædiken

Mener Jesus virkelig, vi ikke skal bekymre os? Dagens evangelium giver næsten indtryk af, at Jesus ikke kender særlig meget til den verden, vi lever i: »Hold op med at bekymre jer!« »Stop det!«, siger Han til sine disciple.

Og vi tænker: Så radikalt kan Han da ikke mene det. Bekym­ringer er en del af livet. Det må da skul­le modificeres på en eller anden måde. For i mange situationer er der da grund til bekymring og ængstelse:
dagligdagens udfordringer og livets skrøbeligheder
sygdom, arbejdsløshed, det nye og fremmede forude
ved afrejse for en længere periode
mødres (generelle) bekymring
ulykker og katastrofer; klimaforandringer
hungersnød mange steder i Afrika – og den fattige, som ikke har mad nok til sine børn
den sygeligt døde, der ved, hvilken vej det går … mod døden
og meget meget andet …

Vil det ikke være umenneskeligt at skulle forlange, at vi slet ikke skal bekymre os?!

På den anden side: Aldrig har vi haft det så godt i det danske – materielt set. Alligevel bekym­rer vi danskere os som aldrig før. Disse år melder forsikringsbranchen om, at der er et boom i en helt ny slags forsikringer. Mens man før særligt kun forsikrede hus og bil og havde en ulykkesfor­sikring, tegner danskerne nu i stigende grad forsikringer imod livets genvordigheder. Forsik­ringsselskaber tilbyder i dag forsikring i forbindelse med graviditet, psykiske lidelser og alkoholmis­brug. I Norge og Sverige kan man forsikre sig mod bøder i trafikken!
Andre steder er forsikringsbranchen endnu længere fremme. I USA er det muligt at forsikre sig ved ægteskab og ved evt. skilsmisse. Ja, i Sydkorea inkluderer en sådan forsikring også ægteskabsråd­givning og otte stævnemøder – hvis det nu skulle gå galt.

Alt det kan man godt ryste på hovedet af, men det viser i hvert fald, at Jesu ord om bekymring er aktuelle. I et velfærdssamfund drejer bekymringerne sig ikke så me­get om mad og drikke, men om bedre mad og stærkere drik­ke og mere moderne klæder. Når man er mindre bemidlet, har man sine bekymringer; når man har flere penge, har man andre bekymringer! Bekymringer aftager sjældent med øget indkomst – underligt nok!
Men vi står stadig tilbage med dagens evangelium: Skal vi blot lære af det – og lære andre – at vi ’ikke skal bekymre os’ – what so ever! Hvem kan leve efter denne standard?

Betydningen af: Du må ikke have andre guder

Hvad er det, Jesus gerne vil lære os med disse ord, som Han holdt i sin bjergprædiken oppe ved den nordlige side af Genesaret Sø?

For det første er det vigtigt at lægge mærke til i hvilken sammenhæng, Jesus taler disse ord. Han begynder med at sige: »Ingen kan tjene to herrer… I kan ikke tjene både Gud og mammon.« Hermed griber Jesus fat om det helt centrale og afgørende for kristenlivet. Han henviser til det første og største bud: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte«, og til det 1. bud i Loven, i De Ti Bud: »Du må ikke have andre guder end mig«. Elske Gud af hele dit hjerte! Hvordan ved du, om du gør det? – elsker Ham af hele dit hjerte? Ja, hvis dit hjerte og dine tanker hele tiden bekymrende kred­ser om den næste dag, om situationer og problemer som muligvis kan opstå, om din økonomiske situation, om dine forskellige relationer til andre, om din familie, dit arbejde, din bil, din cykel, din hund – eller hvad nu – så er der ikke særlig meget plads til Gud i dit hjerte, i dine tanker, i dit liv! Er der vel?

I stedet for kommer alle disse ting til at være det, som du primært knytter dig til, holder dig til for at søge tryghed – ja, som om disse ting var selve livet!

MEN: Gud er selve livet. Han er Skaberen og Ham, der giver liv. Han opretholder alt, hvad Han har skabt, og Han har omsorg for sit skaberværk og for sine kære børn. Derfor, siger Jesus, kan alle dine bekymringer være et tegn på, at du er blevet en slave af denne verden, af velfærd og penge, af egen lykke og velstand, af Mammon – og har glemt Gud!
Jesus siger lidt tidligere i Bjergprædiken (lige før dagens evangelium): »For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.« (6,21). ’En skat’ er netop noget, som man vil sætte ens tid ind på, noget man, meget forståeligt, virkeligt vil bekymre sig om. Og her skal du virkelig bekymre dig! Bekymre dig, om du er med i Guds rige. Først af alt skal du bekymre dig om dette – før noget som helst andet! For dette er dén mest vigtige sag i hele dit liv!

Hvad er der på spil, når det gælder bekymringer? Jesus pe­ger på, at når vi lader vort liv fyldes af bekymringer omkring dagens mange mulige og umulige situationer og problemer, så begynder vi at overtræde det første, største og grund­læg­gen­de bud i Bibelen: »Du må ikke have andre guder end mig«. Med andre ord: Vort liv bliver i Guds øjne kendetegnet af afguds­dyrkelse. Og det er galt!
Det rette svar på det første bud i loven er det, som vi også gav for et øjeblik siden i gudstjenesten, nemlig fra Trosbekendelsen: »Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens Skaber«. For hermed siger du jo:

Ja, jeg tror, at Gud har skabt alt.
Jeg tror på, at jeg er Guds skabning.
Jeg tror på, at Han er min kære himmelske Far, som har omsorg for mig og vil mig alt godt.
Jeg tror på, at Han har givet mig livet – og at Han af alt magt og efter sin vilje vil opretholde alt hos mig på bed­ste måde: mit liv, mit helbred, min sjæl, mine lemmer og evner, mine sanser, min fornuft og forstand, give mig tøj, drikke, klæder, arbejde, familie, venner, et hjem, et sted at bo og meget andet.
Jeg tror på, at Han lader alle skabninger tjene til bedste for livet, at Han giver sol, måne, stjerne, dag, nat, luft, ild, vand og alt, hvad jorden frembringer. Ja, at Han lader gode rege­rin­ger fremstå med ledere, som vil fred og tryghed – også i det samfund, jeg er en del af.

Jo længere man borer sig ind i, hvad det er, Gud har skabt og hver eneste dag opretholder rundt om os, bliver man ’lille’. For hvad er det, jeg kan frembringe af mig selv? Når det kommer til stykket, hvor meget kan jeg så kontrollere eller styre efter mit eget hoved i mit eget liv eller i hele verden, så jeg undgår ulykker og problemer? Ikke særlig meget.
Kontrasten hertil kan illustreres sådan, som jeg mødte det hos én forleden. Vedkommende prokla­merede stolt, at han også var religiøs – for han stolede på sig selv. Han kunne klare sit liv på egen hånd. Kan han?

Alt kommer fra Gud og er inden for Hans mægtige syn! Det er dét, der ligger i ordet ”Skaber”. Og det er også det, vi beder i Fadervor, når vi beder: »Ske din vilje på jorden som i Himlen. Giv os i dag vort daglige brød«. Men det er ikke kun det, vi kan se for vore øjne eller har mellem hænderne, Gud Fader giver os. Vi bekender også i Trosbekendelsen, at vi tror på, at Gud hver dag vil bevare og beskytte os mod alt ondt og al ulykke og hindre alle slags fare og unødige problemer. Og at Han gør alt dette af godhed og kærlighed til os, uden at vi har krav på det eller fortjent det. Gud gør det som en kærlig Far.
I Fadervor beder vi også om dette i bønnen: »Led os ikke ind i fristelse, men fri/frels os fra den Onde/det onde«.

Denne virkelighed kalder på taknemmelighed. For hvis det virkeligt er sådan, at jeg hver eneste dag er midt i Guds store kærlighed og omsorg for mit liv, så er jeg også pligtig at »tjene« Ham, og til at vise min taknemmelighed ved at være lydig over for Hans Ord og have tillid til, at Han sørger for mig på alle måder og på bedste måde. Og vise Ham ære.
Derfor har ”bekymringer” ingenting at gøre, når det gælder troen på Gud og troen på, at Han sør­ger for mig og mit liv. Troen er tillid til Gud! Ikke til Mammon. Hvis bekymringer får indpas her, vil de kun ødelægge for­hol­det til Gud.

Betydningen af: Du skal elske din næste

Men hvad betyder det så ’at bekymre sig’ – eller hvordan må vi ’bekymre os’? I den anden del af det dobbelte kærlighedsbud lyder det: »Du skal elske din næste«. Lydigheden og tilliden til Gud fordrer, at du elsker din næste. Og her er det, at tingene bliver meget konkrete. For kærlighed er ikke blot abstrakte tanker og søde ord, men det er langt mere konkret handling i ord og gerninger.

Lovens 2. tavle fortæller os, hvad vi ikke må gøre mod næsten (slå ihjel, stjæle osv.) i både bogsta­ve­lig og overført betydning. Den rummer to sider i sig:
– passivt at afholde os fra at gøre noget skadeligt mod næste
– aktivt at kæmpe for, at det bedste sker for næsten.
Og her er det nærmest kun tiden, fantasien, kreativiteten og muligheder, der sætter grænserne. Så der er nok at tage fat på. Men netop her – i kærlighed – til næsten kan vi blive ramt af bekym­ring, af medlidenhed, af sorg, af smerte, af fortvivlelse!
Denne ’naturlige’ bekymring skal få os til at handle aktivt og kærligt over næsten, og IKKE få os til at tvivle på Gud som Skaberen og Hans omsorg for os, MEN i tro lægge vores bekymringer frem for Ham i bøn og bede Ham handle i sin store barm­hjer­tig­hed.

Jesus beder os altså ikke bare om at stoppe med bekymringer og give ordre til at stoppe klynke­riet! Eller gøre som Brian (i life of Brian): »Always look on the bright side of life«. Bekymringen for næsten skal få os til at handle aktivt:

– hvis vi tænker, at den anden ikke helt kan klare dette – så hjælp ham/hende
– hvis vi tænker på katastroferamte – så giv af vores egen overflod med store sedler og i forbøn
– hvis vi er bekymrede for missionen – så stil dig selv til rådighed i en tjeneste, giv af dine penge, bed for arbejdet m.v.
– hvis en mor er bekymret for sit barn/børn – så vis det i omsorg, opmuntring, hjælp (ikke omklamrende)
– hvis man har problemer i forholdet til en anden – så find ud af, hvordan det kan blive bedre; tal om det, tilgiv og hjælp hinanden til sammen at komme videre
– meget andet kunne også nævnes.

Vi kan sige det sådan:
1) Når det gælder troen på Gud, har bekymringer egentlig INGEN plads overhovedet! Det er sim­pelthen afgudsdyrkelse.
2) Når det gælder kærligheden til næsten, må bekymringer ikke fylde og skabe problemer, men VÆRE ANLEDNING til aktive, konkrete handlinger.

Lad os være helt ærlige: Ingen af os er fejlfrie her! Enten undgår vi denne aktive kærlighed mod næsten – og bryder Guds lov, eller vi fastholder vores tilstand i at have lov til at bekymre os på vores egen måde, om Gud nu virkelig har styr på tingene – og bryder Guds lov.

Guds advarsel og Guds løfte

Dagens evangelium rummer på denne måde både en advarsel og et løfte:

(1) En stærk advarsel om, at vi skal vogte os for afguds­dyr­kel­se. Livet rummer hele tiden anledninger for, at vi vender blikket væk fra Gud og bekymrer os indeni os selv og vil forsøge at klare livet på egen hånd. Det er det samme som at sige: ”Jeg forkaster Gud og regner Ham ikke for noget!”

(2) Samtidig rummer evangeliet et stort løfte til os: Gud kender os, som en Far kender sine børn. Gud kender vores behov og situation og vil alt godt for os. Vi er i Hans stærke hænder uanset hvad. Han elsker os enormt højt.
Hvis du vil vide hvor meget, så se rundt omkring dig. Se hans Skaberværk, og se, hvad det bringer dig. Regnbuen er et tegn på, at Gud aldrig vil glemme os! Eller endnu mere: Se på hele frelsesværket. Det, der kostede Ham Hans egen Søn på et kors for os/mig. Gud blev som en af os og gik i vores sted.
Når Han har betalt så høj en pris for os, tror du så, at Han lige pludselig vil svigte os? – svigte dig og forlade dig i din situation, i dine problemer, i det, der plager dig og optager dig? NEJ!

Vi må have det som barnet i denne lille historie: »Forestil dig et barn, som for nylig er begyndt i skole, og som nu for første gang kommer hjem med lektier. Barnet er så optaget af at gøre sit hjemmearbejde rigtigt, at det har svært ved at lægge det fra sig. Moderen ser, hvordan hendes barn tynges af arbejdet. Til sidst tager hun bøgerne fra barnet og siger: ”Så er det nok. Du skal ikke læse mere. Løb nu ud og leg i stedet for med de andre børn.”« I en vis forstand er det jo en befaling. Men den indeholder sam­tidig en befrielse. For der er en, som har lige så stor magt som læreren, der er trådt ind og har sat barnet fri fra byrden. Og bliver der problemer, er det en sag mellem læ­re­ren og moderen.
Jesus stiller sig imellem os og vore bekymringer og siger: ”Vær ikke bekymrede – søg først Guds rige og Hans ret­fær­dig­hed, så sørger jeg for resten.”

Hvordan skal jeg reagere med mine erfaringer?

Derfor skal vi lære af dagens evangelium, at vi skal ’binde’ vores bekymringer til Gud og lægge dem over til Ham. For Han vil give os sin fred og beskærme vort hjerte mod mismodighed og fra at drukne i bekymringer og frustrationer.
Spørgsmålet er: Vil du lægge dine bekymringer over til Ham? For når du gør det, ’binder’ du samtidig dit hjerte til Ham. Dermed er dit hjerte knyttet til Ham. Det er denne tro, Gud søger efter. At du henter din trøst hos Ham og søger tilflugt hos Ham midt i livets problemer og storme. For når du gør det, kan INTET skille dig fra Gud. INTET. Han vil høre dit råb og dine bønner. Han vil hjælpe, styrke og vejlede. Og Han er hos dig og nærværende i både medgang og modgang. – Ikke med alle gode forklaringer på (selvom det er dem, vi måske helst vil have), hvorfor du nu ikke skal bekymre dig, men blot nær med sin evige, om­sorgs­fulde kærlighed – jf. løfterne og trøsten i Hans Ord.
Hvorfor? Fordi Han er din Skaber og kære himmelske Far, som aldrig vil forlade dig, og som du kan lægge alt over til i din vand­ring gennem livet og hvile i, at Han sørger for dig på den bedst mulige måde i sin store almægtighed og kærlighed.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Forslag til salmevalg

15 Op al den ting
382 Kom brødre
313 Kom regn af det høje
—–
621 Så skal da mammon vige
49 Ingen er så tryg fare