15. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Salmeforslag: 729 – 727 – 730 // 728 – 42

Nedenfor har jeg vedhæftet den prædiken, jeg holdt i 2006. Som det fremgår, havde vi denne søndag høstgudstjeneste. Flere vil formentlig kunne genkende noget i prædikenen, som minder betænkeligt meget om noget, de selv har skrevet. I så fald: tak for inspirationen!

Hvis man læser nogle af de prædikener, der gennem tiden er blevet lavet over denne tekst, så går det ofte igen, at her kan I se: Vi skal som kristne ikke gøre noget som helst, vi skal bare sidde og lytte til Jesu ord. Og så sætter prædikanten en glorie på Marias hoved og hagler ned på Martha, på den fortravlede husmor. Sådan tror jeg ikke, vi skal læse teksten. Det er sådan en misforstået læsning, der for eksempel gør, at nogle kan finde på at tage til Afrika og forkynde evangeliet om syndernes forladelse, men kun ser det som en sekundær udfordring, at folk er sultne – for der er jo ét, der er fornødent, ikke sandt?
Omvendt duer det heller ikke at gøre Martha til forbilledet på bekostning af Maria. Så får man bare en kristendom, der flittigt sørger for uddeling af mad i Afrika, men midt i sin gode iver helt glemmer at fortælle om Jesus.

Dagens bibeltekst er en fantastisk tekst, fordi den så helt utroligt præcist sætter fingeren på det, der til hver en tid er en fare for kristne til alle tider, nemlig at vi alene hører, hvad Jesus siger som noget, der handler om os og vores frelse, og derfor som noget, der ikke handler så meget om tjenesten for næsten eller handler om at vi er så optaget af at tjene næsten igennem alt vores i øvrigt udmærkede kristne arbejde, at vi aldrig får ro nok i vores hoveder til at sætte os ned for at høre, hvad han egentlig vil sige os.

Jesus siger, at der er ét, der er fornødent og at Maria har valgt den gode del. Men jeg kunne nu godt have lyst til at forsvare Martha lidt. Ikke bare fordi jeg elsker god mad, men først og fremmest fordi der er sådan en velsignelse i tjenstvillige og arbejdsomme menneskers liv. Også fordi jeg må tilstå, at Maria faktisk kan irritere mig lidt. Det er da stangirriterende for folk at gå og knokle for at få det helt nødvendige, praktiske til at hænge sammen og der så er en eller anden overfrom kristen, der bare vil sidde og være gudelig og indadvendt og ikke skænker de praktiske ting en tanke.

Jeg er sikker på, at når så de skulle til at spise, så har Maria ikke holdt sig tilbage. Hun har sikkert nydt Marthas gode mad, og hun har garanteret oven i købet stadig siddet med øjnene hængende ved Jesu læber og overhovedet ikke fået rost sin søster for maden. Jeg kan da godt forstå Martha. Der er noget forkert, når de hænder, der løftes i lovsang, ikke kan finde ud af at tage ved et bord, der skal flyttes, og en gryde, der skal skures. Og når Jesus siger, at Maria har valgt den gode del, så er det jo ikke fordi Jesus bedre kan lide passive, indadvendte, vegetative typer end udadvendte, aktive, handlekraftige typer. I teksten umiddelbart forinden fremhæver han netop den handlende kærlighed. Her hører vi om den barmhjertige samaritaner, hvor han ikke giver en pind for de fromme, overåndelige præster, der bare går forbi den nødlidende. Måske har Lukas ligefrem haft en pointe med at sætte de to tekster så tæt sammen.

Ja, det er jeg faktisk ret så sikker på, at han har. For Jesus har nemlig noget vigtigt at lære os i dag af både Maria og Martha. Jeg tror, at det, Jesus i dag vil lære os, er en ret kombination af Martha og Maria. Først skal vi gøre som Maria og derefter skal vi gøre som Martha! Og for Jesus er denne rækkefølge vigtig. Først det vigtigste, det ene fornødne, og så alt det vigtige. Eller for at prøve at sige det på en anden måde: Jesus vil lære os både at have Marias ører og Marthas hænder. Idealet for et kristent menneske, som Jesus vil vise os, er altså ikke en arbejdssky Maria, der bare sidder på sin flade og lytter med hænderne i lommen og ikke gør andet. Og idealet er heller ikke en fortravlet Martha, der knokler på for at tjene Jesus. Nej, idealet er en Maria der sidder og lytter ved Jesu fødder, og derefter går ud og tjener sit medmenneske, som Martha. Ora et Labora, hedder det på latin. Bed og arbejd. Det er dén rækkefølge, Jesus vil lære både Maria og Martha.

Vi har netop endnu engang fået høsten i hus. Sæt dig nu som en Maria ned og lyt til, hvad Gud har at sige om høsten og gå så bagefter ud som en Martha og forvalt den. Høsten har måske været bedre før, men den er ok. Og så tænker vi med det samme: Det er mit! Vi slår en ring omkring vores besiddelser og siger: Det har jeg tjent og det skal jeg bruge. Vi ser det måske som en naturlov, som en selvfølge, at når vi sår såsæden, så kommer der regn og sol og det spirer og vokser, og til sidst kan vi høste det.
Men i virkeligheden er det en Guds gave. Tænker du midt i høstens travlhed på høsten som en Guds gave? Det er ingen selvfølge. Det er en gave. Sæt dig som en Maria og lad det få tid til at sive ind. Høsten, det daglige brød, vores penge – det hele er en Guds gave. Vi kan godt blive så optaget af at pløje, så, vande, høste og arbejde, at vi helt glemmer, at væksten er Guds. Høsten er Guds gave. Som vi synger det i salmen ”Vi pløjed og vi så’de”: ”Alle gode gaver de kommer ovenned, så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed!”. Gud ønsker at give os høsten på grund af sin kærlighed, og Gud glæder sig, når vi ser vort arbejde lykkes.

Når du nu har siddet ved Jesu fødder og hørt, at høsten egentlig er Guds, som han giver dig som gave, så skal du så i den kommende uge rejse dig som en Martha og forvalte høsten med gavmildhed. Og rækkefølgen er vigtig.
Hvis vi igen vender blikket til lignelsen om den barmhjertige samaritaner, er det jo en beretning om en handelsmand, der var på forretningsrejse til Jerusalem. Men han havde et sundt forhold til sine penge, til sin høst. Han så dem som en gave, og derfor havde han også hjerte til at give noget af det videre som en gave til manden, der lå halvdød i vejgrøften. Han bragte manden, der var faldet blandt røvere til et hotel og betalte hotelejeren for måske et par ugers hotelophold, så manden fik chance for at komme sig. Det har da ikke været billigt! Men samaritaneren havde opfattet, hvad det var for en gave, Gud havde givet ham, nemlig en gave, som han skulle være gavmild med.

Denne tanke har kirken gennem århundreder forsøgt at fastholde på forskellig vis, blandt andet ved at man ved høstgudstjenesterne samler ind til dem herhjemme og i det fremmede, som ikke har det så godt som vi. Derfor vil vi også ved denne gudstjeneste efter prædikenen have høstoffer, hvor vi samler ind her i kirken.

Det er sværere end det lyder at lære at få både Maria og Martha som forbilleder i vores liv.

Jeg tror, at det er forskelligt for os her i kirken i dag, hvem af de to, Martha eller Maria, som vi bedst kan identificere os med. Men Jesus vil i dag sige noget vigtigt både til Martha-kristne og til Maria-kristne. Til os Martha-kristne hedder det fra Jesus: Kom og lyt til mit ord, før du tjener mig. Det, jeg først og fremmest vil give dig, er frelsens gave og ikke en opgave. Lad mig tjene dig først.
Og til alle os Maria-kristne lyder det fra Jesus: Det er godt, at du er kommet og lytte til mine ord. Men gå nu herfra med fred, og tjen Herren med glæde.