16. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

Man kan høre – og tale om – denne søndags evangelium på to vidt forskellige måder: Man kan høre det, så det først og fremmest handler om døden. Den alt for tidlige, urimelige død. De skuffede forventninger til fremtiden. Moderen, der mistede den eneste, hun havde tilbage. Eller man kan høre det, så det først og fremmest handler om livet.

Jeg tror det er det sidste, der er meningen. For døden kender vi jo i forvejen som livets fjende nr. ét. Døden kender vi som den magt, der skiller os fra vore kære og bryder bånd over, som vi ikke kan binde sammen igen. Vi er tilbøjelige til at regne på den måde, at døden er stærkere end livet. Vi lever, indtil døden forhindrer os i at leve længere. Døden er den stærkeste.

Men evangeliet til i dag vender op og ned på den måde at tænke på. Den unge mand var død – indtil livet forhindrede ham i at være død længere, fordi Jesus kom forbi. Livets magt var stærkere end dødens magt. Livet i form af, at Gud har besøgt sit folk – og Guds søn talte livets ord, så døden måtte slippe sit bytte.

Derfor er denne beretning en beretning, der skal skabe glæde og håb og livsmod i os ved at male Guds opstandelseskraft op for vore øjne, når det mest er mørke og modgang og måske død, vore øjne ser.

Taknemmelighed, tro og tilbedelse – det er egentlig de tre ting, som mødet med Guds opstandelseskraft vil kalde frem i os – ligesom i mennesker dengang i Nain.

Taknemmelighed over, at Gud er Gud – og at Gud har besøgt sit folk ved at sende sin eneste søn Jesus Kristus til verden for vores skyld. Og taknemmelighed for Guds omsorg og barmhjertighed den dag i dag. Måtte vi kunne fatte bare lidt mere af det, som Paulus talte om i epistlen ”hvor stor bredden og længden og højden og dybden er” i Gud og kende bare lidt af ”Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse”.

Der er en vigtig ting, vi skal lægge mærke til, når det gælder beretningen om opvækkelsen af enkens søn i Nain. Det er hvor initiativet til at hjælpe den unge mand kom fra! Var det moderen, der havde sendt bud efter Jesu hjælp? Nej. Var det naboerne i Nain, der havde fået fat i Jesus? Nej.

Nej, Jesus var kommet på eget initiativ til Nain – netop som de var i gang med begravelsen – sandsynligvis samme dag som den unge mand var død. Og dette begravelsesoptog gjorde så stort indtryk på Jesus, at han af sig selv henvendte sig først til moderen for at trøste hende og dernæst til den døde – og talte livets ord til ham, så han vendte tilbage til livet. Det er virkelig en vidunderlig beskrivelse af Vorherre Jesus, vi her får. Hans kærlighed, hans omsorg, var ikke bare ord og gode hensigter, men den blev omsat i konkret handling til glæde for nogle ganske bestemte mennesker.

Reaktionen dengang var taknemmelighed: ”Alle blev fyldt af frygt (hellig gudsfrygt) og priste Gud” – og fortalte i taknemmelighed videre til andre, hvad de havde oplevet. Livets sejr over døden fører til taknemmelighed. Det gør den stadigvæk. Derfor siger vi tak til Gud i hver eneste gudstjeneste. Ja, selve det at holde gudstjeneste er egentlig at vise taknemmelighed. Og takken til Gud – til livets giver og herre – er en naturlig del af det at være kristen, ligesom det er en naturlig del af det at leve i fællesskab med andre mennesker. Hvor taknemmeligheden dør – f.eks. imellem to ægtefæller – der er kærligheden og fællesskabet også i farezonen for at dø ud. Og hvor taknemmeligheden til Gud for livet, for frelsen, for Guds omsorg dør – der er kærligheden til Gud og fællesskabet med Gud også i farezonen for at dø ud. Dermed er troen i farezonen for at dø ud – og tilbedelsen af Gud hører op. For taknemmelighed, tro og tilbedelse hører sammen – og følger af mødet med Guds opstandelseskraft og Guds omsorg.

Byen Nain blev berømt den dag, da Jesus opvakte den unge mand. Så berømt, at man kan støde på navnet Nain i f.eks. kryds-og-tværs opgaver: Bibelsk navn på fire bogstaver – det er enten Eden (= paradiset) eller Nain. Byen blev berømt og huskes, fordi en mors eneste søn fik livet tilbage, da Jesus kom forbi. Livet sejrede over døden.

En anden gang – et år eller to senere – var det en fars eneste søn, der fik livet tilbage. Det var Guds søn, påskemorgen. Og det er det vigtigste, der nogensinde er sket i denne verden. Da sejrede livet i endnu højere grad over døden.

Der blev vendt op og ned på livet og fremtiden for enken og hendes søn i Nain, da Jesus kom forbi. Men det ændrer ikke en helt masse for alle os andre, at Jesus opvakte ham. Jo, vi mindes det med glæde hvert andet år på 16. søndag efter trinitatis – og vi glæder os over det, hvis vi i vores bibellæsning kommer forbi Lukas-evangeliet kapitel 7. Men derudover tænker de færreste af os på Nain til daglig.

Med Jesu opstandelse er det noget andet. Da blev der vendt op og ned på livet og fremtiden for os alle sammen. I hvert fald hvis vi lader ordet om Jesu opstandelse få lov til at skabe taknemmelighed, tro og tilbedelse i os. Taknemmelighed til livets Gud og tro på og tilbedelse af Guds søn – fordi han døde for vore synders skyld og Gud opvakte ham til livet igen – som livets sejr over døden og som håbets sejr over håbløsheden. Det er det helt grundlæggende i al kristen tro.

Taknemmelighed, tro og tilbedelse er ord, der alle starter med T. Et stort T ligner et kors. Lad os lade det minde os om, at det er ved Jesu kors og ved Jesu tomme grav tre dage senere, at taknemmeligheden, troen og tilbedelsen må slå rod og vokse og bære frugt. Der er de bedste vækstbetingelser for os som mennesker og som kristne. Og vokser vi der, bærer vi frugt til evig tid – i et evigt liv, som Gud vil give til enhver, som tror på hans søn. Gud under os allerede nu svage glimt af dette evige livs herlighed – f.eks. igennem opvækkelsen af enkens søn i Nain – og f.eks. også igennem den salme, vi skal synge nu om lidt: ”O kristelighed”. Her har Grundtvig virkelig fået nåde til at løfte vore tanker opad og male Guds opstandelseskraft for vore øjne, så vi fatter lidt mere af, ”hvor stor bredden og længden og højden og dybden” er i Gud og Guds evige rige:

”Livsalige land,
hvor glasset ej rinder med gråd eller sand,
hvor blomsten ej visner, hvor fuglen ej dør,
hvor lykken er skinnende klar, men ej skør,
hvor dyrt ikke købes til krone på bår
de snehvide hår.

O vidunder-tro!
du slår over dybet din gyngende bro,
som isgangen trodser i brusende strand,
fra dødningehjem til de levendes land;
bo lavere hos os, det huger dig bedst,
du højbårne gæst!

Taknemmelighed, tro og tilbedelse – lad os give Guds ånd lov til at skabe det i os. Amen

Salmer fra den nye salmebog
Nr. 736 – knytter i vers 3 en forbindelse til påskedag her på efterårets ”lille påskedag”.
Nr. 240 – som en udfoldelse af læsningen fra Jobs bog – og i tråd med evangeliet – kan vi synge en af de nye opstandelsessalmer.
Nr. 148 – skrevet over dagens evangelium.
Nr. 321 – en stærk understregning af opstandelseshåbet og evighedshåbet og kalder på vores taknemmelighed, tro og tilbedelse.
Nr. 233 – opstandelsessalme, der kan synges hele året rundt og understreger sammenhængen mellem Jesu opstandelse og vores frihed og håb.