16. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Opstandelsen og livet for os

11. september 2001 vil i meget lang tid stå som en dag, hvor det meste af verden blev rystet over, hvad mennesker kunne finde på at gøre mod hinanden – og hvor død og sorg og fortvivlelse løftede sig som et ramaskrig mod himlen, medens de to tårne styrtede sammen i New York.

Har Gud og hans ord egentlig noget at sige helt der ude ved verdens afgrund – noget der kan betyde noget? Hvor var Gud henne, og hvem hørte alle de bønner, der blev bedt i lidelsen?

Og nu ville det jo være helt forfejlet at tro, at det var det eneste onde i verden – nej, vi ved udmærket, selv om det ikke er så synligt, at lignende ondskab og smerte har fundet sted og finder sted mange steder i verden – vi ved også måske endda fra vort eget liv, hvordan død og sorg hurtigt kan bane sig vej ind i vores eget liv – hvor er vores sikkerhed henne? – både sygdom og ulykke forsætlig eller uforsætlig kan så hurtigt bringe os ud på afgrundens rand i vores ellers lille trygge verden.

Har Gud noget at sige i den sammenhæng? Er Gud så konkret til stede i vores syge verden, at han har noget at betyde helt der ude?

Ja, det er det, ordene i dag fortæller os – Salme 139 om Guds altomspændende nærvær helt der ud, hvor menneskelivets sidste nerve sprænges – og beretningen her om Jesus, der vækker Lazarus til live igen midt i det håbløse. Og endelig Paulus, der vil tale til os om Gud, der vil fylde os med Guds fylde. Men vi kan ikke lade være med at spørge:

Hører Gud vore bønner?

Det ville jo være nemt her bare at sige ”ja” – men det ville næppe være at tage vore følelser alvorligt. Hvor var Gud, da bønnerne steg til himlen den 11. september – hvor var Gud, da du sendte dine bønner over en fortvivlelse og sorg, som fyldte din tilværelse?

Ja, måske kan du faktisk fortælle om, at du oplevede, at Gud hørte dine bønner og svarede så tydeligt på dem, at du ikke var i tvivl om, at det virkelig var hans hjælp, der nåede dig. Sådan nogle oplevelser må vi bare opfordre hinanden til at gemme i hukommelsen, takke Gud for og gerne fortælle til andre – det er med til at styrke vores tro.

Men nogle gange kan det føles, som om Gud ikke hører bønnen, selv om den blev sendt med aldrig så stor nød og inderlighed.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Martha og Maria har været dybt bange for deres bror Lazarus, og ikke har vidst, hvad de skulle gøre – men i deres frygt har de fået nogen til at ride af sted med bud til Jesus, for at fortælle ham, at hans gode ven Lazarus var lige ved at dø af en sygdom. De har hørt, hvad Jesus kunne – de kendte ham som en ven – en, der tager sig af mennesker – og deres håb var, at han ville komme og helbrede ham.

Men i beretningen får vi at vide, at Jesus med vilje lader vente på sig. Han skynder sig ikke af sted til Bethania for at trøste og helbrede. Og Lazarus dør – ja, der går faktisk fire dage, efter han er død, inden Jesus dukker op. Og hvor meget de har håbet på Jesus viser sig i det, de allerførst siger til ham, da han kommer: ”Jesus, havde du været her, var Lazarus ikke død”.

Jeg tror vi er mange, der har prøvet at råbe til Gud i vores frygt eller sorg eller bekymring, og vi syntes bare ikke, der skete noget. Vi synes måske aldrig, vi har fået den hjælp, vi bad om. Det gik måske så galt, som det kunne. Sådan tror jeg i hvert fald nogen følte det 11. september sidste år.

Tre ting vil jeg gerne sige til det – tre ting, som ikke er letkøbt – som ikke bare kan overtages, men må erfares af hver enkelt i den konkrete situation!

Det første er: Du må lade også dine skuffelser over Gud få afløb i dine bønner, hvis du synes, han har overhørt dig. Det var en skuffet tone fra både Martha og Maria, der mødte Jesus – de samme ord fra dem begge, som siger, at det har de talt om, i dagene efter – ”Havde du bare været her Jesus” – vi er skuffet over, at du ikke skyndte dig at komme, så havde alt været anderledes. Nogle gange kan der være meget lindring i at få afløb for sine skuffelser, og Gud er en Far, der kan tåle vore bebrejdelser – han kan godt bære det, for han ved godt, hvad han gør.

Det andet er: Beretningen om Jesu opvækkelse af Lazarus viser os, at vore tanker slet ikke rækker til i Guds store planer. Når vi prøver at sige, hvad lykke og ulykke er, så er vi begrænsede af at se det hele i menneskehøjde – Gud ser mere – Gud ser i guddommelig højde og perspektiv. Her med Lazarus viste det sig at være gennemtænkt alt sammen. Mennesker skulle her have et tegn, som skulle sige noget om, hvem Jesus er, og om Guds ufattelige storhed. Men der kan også være andre ting, der gør sig gældende, når vi beder til Gud. Nogle gange kan vi måske efter en tid se, hvorfor det gik som det gik, men de fleste gange får vi måske slet ikke noget svar på, hvorfor Gud ikke ville give os det, vi bad om. Da må vi i stedet til at bede Gud vise os, hvad han vil give os i stedet for – og bede ham om at holde os fast i troen på, at Gud ikke tager fejl – at Gud har overblik.

Og det tredje, jeg vil sige til de manglende svar på vore bønner er: Jesus ophæver ikke det onde her og nu. Det gjorde han heller ikke med Lazarus – Lazarus blev opvakt, men døde igen – de, han helbredte i sin tid, fik lindring, men døde også på et tidspunkt – Gud ophæver ikke her og nu det onde i verden. Han fjerner ikke sygdomme og ulykke og død – han slår ikke mennesker ned, der står bag onde handlinger, og mon jeg ville gå fri, hvis han gjorde – han gør ikke en ende på djævelens gerninger – han lindrer, han trøster, han giver håb til dem, der beder – han gav måske ikke det, vi bad om, men gav noget andet – for tiden til opgør er ikke kommet endnu – den dag lader vente på sig endnu, hvor Gud gør en ende på den onde og døden.

Men han har et ord!

Han har et ord, der ændrer alt – et ord, der nogen gange har synlig effekt som med Lazarus, men som også ændrer alt der, hvor det ikke har synlig effekt, hvor dødens magt ikke blev brudt, hvor sorgen ikke blev afværget – ordet er: ”Jeg er opstandelsen og livet, den der tror på mig skal leve om han end dør”. Det ord møder os dér, hvor Jesus er: Det står over dåben – det gives os i nadveren – han taler det til os, når vi samles i hans hus for lytte til hans ord – vi møder det, når vi beder til ham –

Det ord rækker helt ud til den yderste menneskelige virkelighed og afgrund uanset, hvor brutal den er – ”Jeg er…” – siger han – det betyder, han er dér, hvor du er. Ikke begrænset af tid og rum eller andres magt – han er der. Og han ved, hvor du er – han har rede på, om du går eller ligger – han hører dine ord og bønner, før de bliver til på din tunge – han omslutter dig. Stiger du op til himlen, er han dér – lægger du dig i dødsriget, er han dér. Er du hvor solens morgenrøde viser sig, eller hvor havet ender, så rækker hans hånd også der ud. Føler du mørket dækker dig og lyset bliver nat, så er mørket ikke mørkt for ham – for han er opstandelsen og livet, den der tror på ham – – lever – – selv om han dør – Amen!

Salmeforslag
DDS (gammel udgave) 368 – 263 // 479 – 279v6 – 189