16. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Det kristne håb er håbet om, at Jesus kommer igen som verdens forløser og verdens fornyer. Vort håb er ikke et håb, hvor Gud opgiver sit skaberværk og evakuerer sit folk til Himlen. Det er et erobrings- og invasionshåb, hvor Gud i Jesus kommer til jorden og gør alle ting nye.
Johannes skriver sit evangelium på en måde – og udvælger nøje de undere, han beskriver og udtrykkeligt kalder for “tegn” – som gør, at vi skal give agt på betydningen af dem. De er nemlig tegn på noget større. De er som trailere i TV – en kort sekvens af en film, der skal give et indtryk – og spænde forventningen til den film, der senere skal vises. Således er også opvækkelsen af Lazarus et tegn på noget større – noget der kommer senere. Det er ikke kun et bevis på, at Jesus kunne magte døden; det viste han ved sin egen opstandelse til fulde. Men det er et tegn på, at livet skal genskabes og fornys – at livet på jorden er grundlæggende godt og skal fortsætte på den anden side døden.
Det kristne håb er håbet om, at Guds rige til sidst skal komme og fylde jorden med himmelske tilstande.

Israel folk – og senere kirken – anser skaberværket som en arena – en scene – for Guds åbenbaring af sig selv. Bibelens første udsagn om Gud er, at han skabte Himlen og jorden. Og Gud skabte alt ved sit ord.
Og skaberværket har et formål: Det skal danne ramme om menneskets gode liv. Mennesket er ikke bare en lille brik i det store skaberværk, men alting er blevet til, for at mennesket skal leve – og herske. Skabt i Guds billede. Så kan vi godt strides om skabelsesteologier, men dette er uopgiveligt for den kristne tro: Gud er Himmelens og jordens skaber, og han har skabt mennesket i sit billede – adskilt fra dyrene – og indsat dem til at herske over jorden under ansvar.
Dette skaberværk var fra begyndelsen godt – såre godt. Det var gennemsyret af Guds herlighed – og var derfor en total harmoni og herlighed. Lige så herligt og velsignet og fuldkomment som Gud er.
Hermed er også lagt en bombe ind under udviklingsteoriernes omtale af tilfældigheder – blinde udviklingstrin uden mål og mening. Jødedommens – og kristendommens forståelse er et kraftfuldt – magtfuldt – højstemt JA til verden ud fra et ganske bestemt udgangspunkt: Gud har skabt verden som den skulle være. Den er ikke gudfjendtlig – Gud elsker den. Den er ikke tilfældig – Gud har villet den, som den er. Den er ikke formålsløs – den afspejler Skaberens herlighed og er til for menneskenes skyld.
Det menneske, Gud skabte, blev placeret i paradisets have. Paradistilstanden var en tilstand af Guds nærhed, fred og skønhed i skaberværket. Vore urfædre levede i Guds fællesskab – i tryghed og fred som forvaltere af Guds gode skaberværk – og skaberen glædede sig over det.

Og lad mig så fuldstændig umisforståeligt sige det: Jeg er overbevist om, at der har levet en Adam og en Eva – og at de levede i paradiset – og at de der talte med Gud og oplevede verden så skøn, som ingen senere har oplevet den – at de elskede hinanden som end ikke det mest fuldkomne ægtepar senere har prøvet. Jeg tror på beskrivelsen i bibelens begyndelse – bl.a. fordi den er forudsætning for hele det håb, der lever i Israels – og kirkens historie.
For verden er ikke et paradis. Der er sket en katastrofe. Og på samme måde som jeg – ganske naivt – er overbevist om Adams og Evas eksistens, er jeg overbevist om, at de spise af den forbudte frugt og dermed ødelagde skaberværket! Nye følelser kom nu ind i paradiset – ukendte følelser: gensidige beskyldninger, blufærdighed, vrede, mord, oprør mod Gud. Så stort var faldet, så ledende kulturfolk gennem historien har kaldt syndefaldet for godt – og den medfølgende tragedie for naturens forfald og forurening – godernes ulige fordeling – og menneskets umådeholdne griskhed for positivt…
Det, som imidlertid gør forskellen, er, at der gennem hele GT – og endnu stærkere i NT – er en profetisk forkyndelse af, at skabelsens oprindelige paradisiske tilstand skal genoprettes. Det egenartede ved Israels håb gennem hele GT er, at Gud vil gribe ind og læge alle faldets følger, så det tabte paradis vender tilbage. Israels håb er et håb om genoprettelse!
Håbet er et håb om, at Gud vil bringe forholdet mellem skaber og skabning tilbage på sporet ved at nyskabe / genskabe mennesket, så det holder op med at søge sit eget i stedet for Gud. Så det standser i sit oprør mod skaberen.
Dette håb lyser gennem hele den gamle pagt! Og dette håb tænkes opfyldt i fremtiden – ikke oventil i Himlen. Håbet er ikke et håb om, at jorden skal opgives til fordel for en tilværelse i Himlen, men et håb om, at verden skal fornys – at Messias skal komme som verdensforløseren og verdensfornyeren.

Og disse forventninger bekræfter Jesus. Hans undere er tegn på, at paradistilstanden skal genoprettes: Der skal ingen død være mere – dæmonerne og Djævelen skal kastes ud – sygdomme skal helbredes og det onde i naturen såsom storm, sult og angst skal overvindes.
Derfor får vi i dag et konkret løfte fra opvækkelsen af Lazarus: Den, som tror på mig, skal leve om han end dør. Gennem døden til livet. Ikke i Himlen – men på jorden. Her på jorden skal den frelse, der nemlig nu opbevares i Himlen etableres, ved at den oprindelige tilstand genskabes. Derfor er det evige liv ikke noget uvirkeligt – noget luftigt og upersonligt. Det er konkret: Den, som tror på mig – dvs. det enkelte menneske også i vores kirke – skal leve! Ikke som i reinkarnationsteoriernes vilde irgange, der siger, at vi fødes i en ny krop uden erindring fra tidligere liv. Nej, vi skal genopstå som dem, vi er – med krop – med hud og hår – med personlighed og udstråling. “Den, som tror på mig” betyder: Den enkelte – personligt!
Skal leve – dvs. hele faldets forfærdelige følger er overvundet. For hvad var faldets følger andet end dette: Overtræder I Guds lov skal I dø – syndens løn er døden. Synden er overvundet, for ellers kan vi ikke leve. Tilgivelsen er konkret. Adam og Eva bliver tilgivet deres fald. Jeg bliver tilgivet mine fald og fejl. Derfor kan jeg leve.
Om han end dør. Døden er en virkelighed i denne verden. For den er endnu ikke blevet Guds rige synligt og i herlighed. Den er stadig den faldne verden. Men dødens forbandelse er ophævet, og derfor er døden kun et blund – en tid – en middagssøvn indtil den store opstandelse kan finde sted.
Adam og Eva var virkelige personer, og Jesu undere var virkelige undere. Derfor tror jeg også, at det håb, som grunder sig på bibelens beskrivelse af paradiset og Jesu undere, er et virkeligt håb. Det er ikke bare snik-snak til trøst. Det er ikke et håb i det blå, men et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.
Amen.

Salmer:
372 – 202 – 637 / 479 – 365 – 645.