17. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

“Enhver som ophøjer sig selv skal ydmyges”. Sådan er det i vores forhold til hinanden og endnu mere i vores gudsforhold. Det gælder om ikke at have for høje tanker om sig selv.

Som det fremgår af dagens tekst var der noget galt med farisæernes gudsforhold. De troede selv at de havde et godt forhold til Gud og at de derfor kunne tillade sig at se ned på andre. Men det var netop det, der var galt. Deres ringeagt for andre afslørede deres hovmod.

Farisæerne havde gjort buddet om at holde hviledagen hellig til en byrde, som de lagde på sig selv og andre, sådan at de egentlig kun brugte budet til at hævde sig selv over for andre. Ved hjælp af sabbatsbudet fremstod de selv som respektable og fromme mennesker, både i Guds og menneskers øjne.

Men sabbatten, den ugentlige hviledag, er slet ikke en byrde. Tværtimod er hviledagen en Guds gave. Hviledagen er til for menneskets skyld og ikke omvendt. Den er til for at mennesket kan røres af Gud. Og det var jo netop det, der skete dér i farisæerens hus.

Om søndagen kan vi på en særlig måde blive mindet om at vi lever udelukkende af Guds nåde. Over for ham har vi ikke noget at komme med. Hvis vi ser op mod himlen en stjerneklar nat, så bliver vi slået af Guds storhed, og vi ser vor egen ringhed. Lige som David måtte udbryde: “Herre, hvor herligt er dit navn over hele jorden, du som har bredt din pragt ud på himlen!  … Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn at du tager dig af det?” (Sl 8,2.4-5).

Eller tænk på, hvordan nybagte forældre holder deres første barn i deres arme og undrer sig over hvor stort, det er!

Eller nu i denne høsttid, når landmanden tager afgrøden op og lader kornene løbe gennem fingrene. Tænk, at der blev så meget af så lidt! Det er utrolig stort og herligt!

Når vi ser, hvor stor Gud er, må vi naturligt bøje os for ham. Da vælger vi helt af os selv den nederste plads. Men det er ellers ikke det normale. Der er ingen, der af sig selv sætter sig på den ringeste plads. Det er der ikke i dag, og det var der heller ikke på Jesu tid. De indbudte i farisæerens hus udvalgte sig derimod de øverste pladser ved bordet.

Det brugte Jesus til at fortælle dem en lignelse om, hvor man skal sætte sig, når man bliver indbudt til bryllup. Nu er det jo ikke noget problem for os, for normalt har værten sørget for en bordplan, hvor alle sidder på deres rette plads. Men dengang, på Jesu tid, kunne man frit vælge sig sin plads. Og så var det jo fristende at tage de bedste pladser, øverst ved bordet. Selv om man så risikerede at blive henvist til med skam at måtte indtage den nederste plads, som var den eneste, der var tilbage.

Lignelsen skal lære os, at vi altid skal vælge den nederste plads. Så er der ikke nogen fare for at blive til skamme i de andre gæsters påsyn. Tværtimod kan der være en chance for at man får den store hædersbevisning ved at man bliver bedt om at sætte sig højere op.

Altid at skulle vælge den nederste plads, lyder meget hårdt. Især for de, der kæmper med et lavt selvværd. Bliver de ikke bare bekræftet i at de ikke er noget værd? At der ikke er nogen, der regner dem for noget? Vil Gud, at de skal krybe helt ned i bunden af deres musehul? Er det ikke Jante-loven der gælder her, hvor § 1 lyder: “Du skal ikke tro du er noget?”

Sagen er, at du er utrolig dyrebar i Guds øjne! Han agter dig meget højt. Men det gælder kun i kraft af at du hører ham til. Det er fordi han er din kære, himmelske Far, og du er hans elskede barn. Til enhver, som tror på ham, har Jesus givet et helt vidunderligt løfte: “Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone.” (Åb 3,21).

Et sted i evangelierne hører vi om to af Jesu apostle, Jakob og Johannes, som på et tidspunkt ville sikre sig de to bedste pladser i Guds rige. De kom og bad ham: “Lov os at vi må få sæde i din herlighed, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd” (Mark 10,37). Det kunne Jesus selvfølgelig ikke give dem. Det eneste, han kunne love dem, var lidelse og død. Det var op til hans himmelske Far hvordan han ville fordele pladserne i sit rige.

Det minder om, hvordan Winston Churchill ikke kunne love englænderne andet end “blod, sved og tårer”, dengang da han blev statsminister i maj 1940. Churchill forudså allerede ved begyndelsen af  2. verdenskrig, at opgøret med Hitler og nazi-Tyskland ville føre til megen kamp og lidelse. Og Churchill fortsatte med at sige, at målet var at vinde sejr. Sejr for enhver pris. Sejr til trods for alle rædsler. “Sejr, hvor lang og hvor hård vejen end er, for uden sejr er der ingen overlevelse.” Stillet over for en skånselsløs fjende, kunne Churchill kun opfordre til at forene kræfterne og gå fremad i ubrydeligt fællesskab.

Der var ikke nogen genvej til sejren. Det var der heller ikke for Jesus. Der var ikke nogen vej uden om korset. Natten før sin henrettelse bad han indtrængende om at blive fri for at skulle gå den smertefuld vej til enden. Han bad om at blive fri for at skulle drikke det bitre bæger: “Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog ikke som jeg vil, men som du vil”. Og lidt efter bad han igen to gange: “Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje” (Matt 26,39.42). Men der var ikke nogen vej udenom. Jesu skulle gå lidelsens vej, Via Dolorosa, og lide den forfærdelige og grusomme død på korset.

Han ydmygede sig. Han indtog den nederste plads af egen fri vilje. Til gengæld har Gud skænket ham den højeste plads. Sådan som det hedder i en ældgammel, kristen hymne: “Jesus ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne …” (Fil 2,8-9).

Sådan skal vi med ham som forbillede ydmyge os. Det er ikke fordi vi ikke er noget. Men det er netop fordi vi er det største man kan tænke sig: Guds børn og Jesu efterfølgere. Lige som Jesus skal vi i ydmyg kærlighed tjene hinanden. Vi skal gøre godt mod andre, ikke fordi vi er nødt til det, men fordi vi selv har mødt en overraskende og vidunderlig stor kærlighed. Vi har set hvordan han, der havde Guds herlighed og regerede sammen med sin Far, frivilligt gav afkald og blev som en af os. Som menneske viste han os, hvem Gud er. Han viste os, både i ord og gerning, at Gud er kærlighed.

Beretningen om Jesu ord og gerning er det vi kalder evangeliet, det glædelige budskab. Hvis vi ydmygt og gerne sætter os på den nederste plads for at høre det budskab og tro på Jesus, vores frelser, så skal vi med garanti få syndernes forladelse og det evige liv.

At finde den nederste plads i forhold til Jesus vil sige at lære at stole på hans magt og kærlighed. Den nederste plads er dér, hvor vi forventningsfulde åbner Bibelen for at se hvad Gud har at sige til os. Det er dér hvor vi gerne tager imod hans ord til os.

Den nederste plads er også bønnens plads. For det er dér, hvor vi indser, at vi ikke kan klare os selv, men har brug for Guds hjælp. Han er jo vores himmelske Far, der gerne vil give os de allerbedste gaver. Bønnen kommer fra det nederste sted, men den når op til det allerhøjeste sted. Den når ind for Guds trone, så at vi kan få hjælp i rette tid.

Den nederste plads er er også pladsen ved nadverbordet. For på dén plads vil Gud styrke os i troen på at han tilgiver os for Jesu skyld, så vi kan gå ud i hverdagen med glæde og frimodighed.

Den nederste plads er altså slet ikke den ringeste. Tværtimod er den nederste plads den fornemste, når det er en plads i Guds nærhed, sådan som Grundtvig siger det så poetisk i det sidste vers af salmen “Hyggelig, rolig, Gud er din bolig”:
Ej vil jeg bytte, Gud, i din hytte tiggerens plads
                 bort for det sæde stolte beklæde højt i palads.
                 Godt ikke fattes, hvem du haver kær, lavt er ej bænket, hvem Gud sidder nær.”
(DDS 411,7). Amen.

Salmeforlag: 729, 392, 289; 730, 68 v2, 728

Nadverord:  (Om ydmyghed):

De ydmyge skal spise og mættes, de, der søger Herren, skal lovprise ham, og de skal få nyt mod for evigt.

De ydmyge vejleder han i retfærdighed, han lærer ydmyge sin vej.

Herren glæder sig over sit folk og smykker de ydmyge med frelse.

Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.
Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.
Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde.
Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd, så vil han ophøje jer, når tiden kommer.