17. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

“Hvorfor spiser Han sammen med toldere og syndere!” Sådan sagde de sammenspiste farisæere og skriftkloge. Det gik over deres forstand og deres forståelse af, hvad man kunne, hvis man ville være et anstændigt og fromt menneske. Og det var for dem et bevis på, at Jesus ikke kunne være den, han hævdede at være. (Jævnfør bordfællesskabets betydning i det østerlandske.)

Hvor meget skal man gøre ud af at beskrive, hvad der ligger i ordparret “toldere og syndere”, hvad toldererhvervet indebar, og hvordan de var anset (værnemagere, småkriminelle, folk man skulle holde sig fra)? Det afhænger vel af, hvor ofte man har talt om det.
Men tager man sig tid til at beskrive det, tror jeg, det er vigtig at gøre det så radikalt, at vi også i dag forstår, hvor radikalt det er – det, Jesu gør, når han kalder en mand som Levi, endsige sætter sig til bords med ham og hans fæller i hans hus. Vel noget i lighed med at besøge stikkerne under krigen, invitere ludere eller bumser, Trads eller Thorsen, eller dem nær på os, som livet er gået skævt for, ind i vort hus. Find selv bedre eksempler.
At være ansat i “Told og Skat” var værre i datiden end i dag, skønt vi også nu kan brokke os over skatten. Dengang var man nemlig stemplet på forhånd og sat i bås, hvad enten det var berettiget eller uberettiget. Og at holde sin sti ren i tolderjobbet krævede sit med romernes procentaflønningssystem. Det kunne jo næsten ikke andet end producere småkriminelle. Og mange toldere blev betragtet som sådanne. Tænk blot på overtolderen Zakæus. Hvem ved, måske lå kimen til, at han også gerne ville se Jesus, i, at han havde hørt om det, der var sket for og med Levi. Måske havde han hørt det i “jungletrommernes fagblad”.

    “Sig mig hvem du omgås, så skal jeg sige dig, hvem du er!” Det er en sætning der sidder i mig fra min hjemby og baggrund i IM. Det er en baggrund jeg er glad for, at jeg forsat står i og står ved. Men denne sætning er jeg ikke glad for. Det var godt, at Jesus ikke levede efter den devise og heller ikke gør det nu. For da ville ingen af os kunne frelses. Og hvis vi selv og menighedens liv er indrettet efter den, bliver der vist heller ikke meget mission, diakoni, social og vindende kristendom ud af os, men isolerende og sammenspist farisæisme. Vi får nok i os selv.
At blive kaldet og døbt til skæbne- og bordfællesskab med Jesus er derfor også at blive sat til at bryde nye veje med hans kærlighed til syndere – til mennesker, der af mange grunde er sat uden for det etablerede og respekterede fællesskab.
“Følg mig!” Disse to bydende ord med en egen myndighed i sig, som Jesus kaldte mange af sine disciple med, står i skærende kontrast til det, der ligger os nærmest og som vi tudes ørene fulde af: “Følg dit jeg”. Gør det godt for dig selv! Forkæl dig selv og din gruppe! Pas på dit image, ødelæg ikke dine muligheder ved at… Og konsekvenserne af dette ser vi om os: egoisme, skarpe albuer, brudte liv og ægteskaber, vold, incest, social ulighed, krig osv.

Hele Jesu liv blev levet i skærende kontrast til det, Satan hvisker i vore ører: “Følg dit egoistiske jeg!” (f.eks. Matt. 4,1f). Derfor kaldes han også Den nye Adam. Set i det lys er det vel egentlig ikke så mærkeligt, at Jesus kalder Levi/os med et “Følg mig!”
Dette kald er ikke blot noget, der hører begyndelsen af kristenlivet til, men til hele discipellivet. Med de ord blev Peter kaldet både ved begyndelsen (Mk. 2,17) og efter hans fald og Jesu nåde (Joh. 21,19). De to ord “Følg mig” er altså nogle, vi aldrig bliver færdige med. I dem ligger dåbslivets død og opstandelse … leve et helt nyt liv (Rom. 6,4). Det vil sige, ikke med “syndens jeg” som herre og livselement, men med Kristus som Herre i os i kamp mod synden i os og om os. Og denne syndekamp og syndeudfejning og vores syndige farisæer-tendens til at ville retfærdiggøre os selv gennem image er som bekendt ikke færdig, før kirkegårdsgartneren klapper med skovlen! For “Følg dit jeg!” vil svømme (Luther).

En udfoldelse af “Følg mig” set gennem døbefonten kunne være en spændede prædiken, men måske skal det gemmes til næste søndag! Men gør man det, kunne tekstens sidste del drages mere ind. Den kunne inddrages sådan, at dåben ikke er begyndelsen på en “lappe-løsning” (jævnfør kappen og vinsækken) på vort gamle jeg, men en helt ny begyndelse. Det vil sige: begyndelsen på et helt nyt liv, hvor “det gamle jeg” daglig må druknes og Jesus-livet, efterfølgelses-livet, må komme til os gennem Ånden og ordet (den nye fødsel af vand og ånd, Joh.3,1-8) – må komme som den unge vin, der spænger den gamle lædersæk og klædning. F.eks. også ved at gå ind på, hvad det betyder for, hvem man kan omgås, og hvem man mener, det kan betale sig at omgås.
Jesu sætten sig til bords med syndere for at kalde dem og læge dem må også få os til at vise hen til nadveren som det sted, hvor vi kan blive sammenspist med ham, der er kommet for at retfærdiggøre syndere med sit eget liv.

“De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere”. Det er klart, at disse ord er vendt mod farisæerne ved bordet. Men der er også brod i dem mod den farisæisme i os, der vil bruge Jesus, nåden og kristentroen til at lappe på vor egen ydre fromhed og retfærdighed, fordi vi vil frelses ved den slags og ikke ved nåden alene (læs f.eks. Hugo Odebergs lille, overkommelige bog “Farisæisme og kristendom” i denne forbindelse).
Vi kunne også prædike om Jesus som lægen og os som de synde-syge. Og læg mærke til, at det første Jesus/lægen gør, da han har kaldet Levi, er at tage på hjemmebesøg.
Vort største problem (også i forkyndelsen) er nok, at vi langt ind i menigheden ikke erkender, hvor dybt syndens sygdom sidder i os. Den sidder så dybt, at vi daglig trænger til åndens og ordets nådemedicin i lov og evangelium for at holde jeg’et nede, så Jesu liv kan vinde skikkelse i os gennem troen, ordet og Ånden.
Når Jesus kommer os nær på et hjemmebesøg sker det ofte, at vi må udbryde som Peter: “Herre, gå bort fra mig, for jeg er en syndig mand!” Men da er det godt at høre disse ord og klynge sig til dem: “Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere!”
Eller tænk f.eks. på Paulus’ ord og eksempel: “Troværdigt er det ord og al modtagelse værd! For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største. Men netop derfor fandt jeg barmhjertighed, for at jeg kunne være den første, Kristus Jesus viste hele sin langmodighed på, til eksempel for dem, der skal komme til tro på ham og få evigt liv” (1. Tim. 1,15-17). Sådan taler en, der kender sandheden og for hvem Kristus er hans eneste retfærdighed.
“Følg mig!” Det kald betød erhvervsskifte for Levi. Det kan Jesu kald betyde for nogle. Ikke mindst, hvis man laver noget, der står Guds vilje imod. Men sådan er det jo langt fra for os alle. Men for os alle betyder Jesu kald: “Følg mig!” altid “fast arbejde” med at give sig ind under Jesus nåde, vilje og magt i vort liv og virke, hjemme som ude.
Men der er et sted, Jesus ikke ville, at disciplene skulle følge ham. Der gik han alene. Til kors, død og dom. “Tag mig og lad disse gå”, sagde han i Getsemane! De tog ham, og derfor er der retfærdiggørelse for syndere. I det, der skete med Jesus, har Gud bøjet sig ned, hørt vort råb og skabt vej ud af synd, slam og undergangens grav og givet os en klippe at stå på. Han har lagt en ny sang i vor mund (Sl. 40) – en sang til Kristus, vor retfærdighed, helliggørelse og forløsning (1. Kor. 1,30)!

Mulige salmer til dagen i spredt uorden:
3 – 345 – 454 – 586 – 464 – 429 – 530 – 414 – 413.