17. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Teksten

Prædiketeksten er sammensat af to af hinanden uafhængige afsnit uden et fælles tema. På den måde en lidt irriterende tekst at arbejde med. Vil man omkring det hele, bliver det let lidt rodet – medmindre man kan give det en samlende ramme. Det er, hvad jeg har forsøgt i nedenstående eksperiment, der gerne må ses som et generelt forslag til en anderledes prædikeform, der kan bruges engang imellem.

Temaer, der trænger sig på, er kaldet. Især er de to dejlige programsætninger, den slutter med, umulige at forbigå. Anden del om fasten er svær at bokse med. Jeg vil være forsigtig med at bruge kostbar prædiketid på noget, der mest er tidshistorisk betragtning.

Tekstens højdepunkt er de to små – vanskelige – lignelser til sidst. Jeg tolker dem om det, der i det hele taget ligger Jesus meget på sinde: den ny retfærdighed, han kommer med, til forskel fra farisæernes gamle. Jeg har prøvet at få disse temaer med i det følgende udpræget narrative prædikenforslag:

Prædikenidé

En dag lang tid efter, det her skete, sad en mand ved et skrivebord, i dybe tanker. Det tog lang tid med det, han var ved at skrive. Han måtte hele tiden tilbage og genopleve det, stump for stump.

Det var Levi, Levi Matthæus, førtidspensioneret toldbetjent, fra Galilæa, nu evangelist. Han var kommet til et svært sted. Der var stærke personlige følelser i det. Han havde ikke rigtig ord til dem. Brød sig heller ikke om at udlevere det. Det var hans meget personlige minder.

Han fingererede lidt ved fjerpennen, trak vejret dybt, ligesom et suk, dyppede pennen – og skrev. I kortest mulige form: Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus’ søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: “Følg mig!” Og han rejste sig og fulgte ham.

Så kort han kunne. Det andet var for privat. (Jeg skal lige for en ordens skyld skyde ind, at det jo var Markus’ beretning, vi hørte, men Matthæus har fortalt det næsten enslydende).

Han så lidt på det, han havde skrevet. Det var godt nok lidt kort. Mon Helligånden var tilfreds med det? Så fik han en idé: Jeg skriver lidt mere om festen bagefter! Han smilede indvendigt over sit indfald – eller hvis det nu var. Han ville fortælle om det, der skete ved middagen. Det var ikke så personligt. Det var ikke hans eget blod og tårer og kamp med sig selv og med det kald, som han havde vidst, han ikke kunne sidde overhørig. Alt det, der lå gemt bag ved den korte bemærkning “og han rejste sig og fulgte ham.”

Det var så godt, det, der var sket ved middagen. Ja, bare det, at den havde været. Han havde budt Jesus på middag, og han havde sagt ja! Jesus i en tolders hus! Det var eventyr.

Og det kan nok være, der var fest. Han havde dristet sig til at samle nogle gamle kollegaer og venner, som det var gået ligesådan for. Alle var klar over, at her var der noget helt nyt i gære. Det her ville ingen rabbi nogen sinde have gjort. Man var vant til, at farisæerne havde travlt med at lægge afstand til mennesker, de anså for syndere og urene. Men ham her, han var så anderledes. Han var overhovedet ikke bange for at blive forurenet. Han søgte bare deres selskab.

Levi kunne stadig huske den kildrende skadefryd, han lige måtte undertrykke, da farisæerne pludselig havde stået i døren med bistre miner og ville snakke med Jesus. Dvs. først nervøsitet: Hvad sker der nu? Siden lettelse, og så den her følelse – nej, det var ikke så pænt. De havde henvendt sig til hans disciple, men de havde bestemt ikke gjort noget for at dæmpe sig – alle hørte det: Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?!

Levi kunne høre det, som var det i går. Det var jo nok også for det svar, Jesus havde givet dem. Det stod prentet i hans sind som den dyrebareste skat den dag i dag. Fra det øjeblik havde der ikke været mindste tvivl i hans sind om det med Jesus. Det kan godt være, han havde svigtet som alle de andre, kødet er skrøbeligt. Men han havde aldrig været i tvivl om, at alt, hvad der er til af skønhed og menneskelig værdighed, det var det, Jesus stod for. Han havde beholdt de sætninger som en god, tryg bund i sit billede af Jesus. Alle de andre mere uforståelige ting lod han ligesom hvile i den bund.

Der var blevet helt stille i lokalet. Alles øjne flyttede sig langsomt hen på Jesus. Som sædvanlig varede det lidt, før han tog ordet. Blev siddende urørlig, men så fast hen på autoriteterne i døren. Så sagde han – bare de to gode sætninger:

De raske har ikke brug for læge, men de syge.

Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.

Det kan godt være, de slet ikke mest var rettet til farisæerne. Det var forsamlingen, han sagde det til.

Det var også, så man kunne høre, hvordan de næsten fysisk tog det til sig. Farisæerne, de var der ikke mere. Der var kun Jesus alene. De var på bjerget der. Den der stærke følelse af oprigtighed. De fik lov til at være det, de var. En flok sårede, syndere.

Der er jo ikke nogen, der kan sidde i årevis i toldboden og snyde folk med opkrævningen for at putte en gevinst i egen lomme, uden at blive mærket af det, uden at blive sært afstumpet og hård inden i. Alle de vrede ansigter fra folk, der ved, de bliver snydt, men ikke kan gøre noget.

De havde forfulgt Levi i mange nattetimer og gjorde det stadigvæk. Igen og igen var det de to sætninger, han havde taget frem og fundet ro i: De raske har ikke brug for læge, men de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.

De var lige til ham. Han følte sig som en syg, der havde brug for læge. Og han følte, at den læge havde han fået. Han følte sig som en synder, når alle de mennesker, han havde gjort uret, marcherede op i hans sind. Særlig nogen var der, der kom igen og igen: Dem, han havde taget penge fra, som slet ikke havde til dagen og vejen. Han havde haft frihed til det, besættelsesmagten holdt hånden over ham, han var i deres tjeneste. Og han havde været ussel nok til det. Kødet er skrøbeligt.

Levi var kommet langt væk fra sit skriveri, sunket hen i dybe tanker. Han var en syg, der havde brug for læge. Og han havde mødt den læge. Han ville have forsvoret, at han skulle kunne blive optaget af sådan en vandreprædikant, men ved at møde ham, havde han fået fat i noget ægte og ædelt inde i sig selv. En længsel efter et andet liv. En erkendelse af, hvad det var, han gik og lavede. Siden havde han mange gange erfaret, at sådan var det at være nær ved Jesus.

Og det var jo ikke sådan, at Jesus bare havde sagt: Du er god nok! Det skal nok gå. Gud elsker dig, som du er. Han havde tværtimod sagt: Følg mig! Bryd op fra dit gamle liv, og følg mig! Han havde mærket, hvordan han inde i sig havde længtes efter det. Men også, hvordan han var bundet til det gamle. Og den røst, der bare ville gøre nar af Jesus og hans (missionshus)pladder.

Men det var blevet for stærkt. Der var noget ægte i det, han ikke kunne modstå. Der var noget liv, han ikke ville miste, og han vidste, det var nu, hvor der blev kaldt. Så havde han gjort det. Og han havde aldrig fortrudt det. Ikke et sekund. Det var aldrig blevet anderledes med følelsen af, at han var en syg, der havde brug for læge. Selv om han havde lagt snyderiet bag sig, var der mange andre ting i hans liv, der var syge. Han kom igen til at tænke på sin skadefryd over farisæerne lige oven på, at Jesus havde hentet ham op af dynd og afgrund. Flovt. Men i dag vidste han, livet i troen var sådan. En syg og såret, der hele tiden må finde ny tilgivelse, ny lægedom – hos den store læge.

Han vidste også noget, som man kun kan vide, når man selv har været i det: Han ville have troet, at det at skulle bekende sine nederlag og søge tilgivelse hos Jesus ville tage al hans menneskelige værdighed fra ham. Men tværtimod havde han fundet den der. En ny værdighed ved at tage sit ansvar på sig og alligevel møde godhed hos Gud.

Levi kom til at tænke på noget, der var sket kort efter, at han var blevet omvendt. Nogen havde undret sig over, at Jesus ikke gjorde meget ud af jødernes fasteregler. Igen stod Jesu svar prentet i hans sind: Kan brudesvendene faste, når brudgommen er hos dem? Ja, det er klart, det må jeg også have med. Det hører med i historien om Jesus. Han greb pennen og skrev: “Johannes’ disciplene og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle og spurgte …”

Igen var det først efter år i troen, det rigtig gik op for ham, hvad det var, Jesus sagde her. Til gengæld blev det så stærkt. Han kunne ikke lade være med igen at more sig over, hvor det må have provokeret dengang. Alt i det billede sagde jo, at når Jesus var hos dem, så var de Gud så nær, at de ikke havde nogen grund til at faste. Meningen med faste er at tømme sit sind, for at der kan blive god plads til Gud. Hvad enten man forstod det konkret eller lidt mere i overført betydning, at trække sig lidt tilbage fra det, der fylder sindet med jordiske bekymringer. Det ville disciplene også få brug for, men lige nu var de Gud så nær, at tiden ikke var til faste, men til fest. Det var jo en måde at sige på, at hvor Jesus var, der var Gud. Gud var midt iblandt dem, når Jesus var der. Det var jo også det, der gjorde, at her måtte man tage stilling, for eller imod. Tilbede – eller dræbe.

Jesus havde talt med en helt særlig myndighed. Også i de billeder, de tit siden havde diskuteret betydningen af. Det med en ny lap på en gammel kappe og ny vin på gamle sække. Det var Jesus, der stod over for farisæerne med deres gamle traditioner, deres tanker om at skulle nå Gud ved at skille sig tilstrækkelig ud fra det forkerte og urene og nøje efterleve bud og regler. Gør du det godt nok, så kommer du til Gud. Og Jesus, der sagde: Jeg er ikke kommet for at føje en ny dimension til den gudstro. Den vej til Gud er ikke farbar. I har slet ikke stof i jer til at gøre det godt nok. Når I lærer det, bedrager I både jer selv og mennesker.

– Hvad kom du så for? hørte Levi sig selv hviske. Han ville så gerne høre det svar igen og igen. Han så op på det, han lige havde skrevet. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere. Igen stod det lysende klart for ham, da Jesus havde stået ved toldboden og sagt: Følg mig! Fra da af havde alting været anderledes i hans liv. Ikke så meget med ham selv. Han var desværre ikke blevet en engel af det. Han ville blive ved med at være en gammel forhærdet synder. Men han havde været inde omkring alle syndesyges store læge. Det gjorde alting anderledes i forhold til Gud. Tolder eller ej, så havde hans gamle religion handlet om at gøre og være på den rigtige måde for at blive accepteret hos Gud. I det nye her var alting samlet om, hvad Jesus var for ham. Han så op på det store kors, der hang over hans skrivebord. Det sagde ligesom alt. Det kors måtte han krybe ind under og gemme sig under med alt det, der var af brist og nederlag i hans liv. Der klang en sætning over det, en gammel sætning, mæt af evangelium: Guds Lam, som bærer verdens synder. Ikke jeg skal bære det frem for dommen, men han vil bære det for mig. Jeg derimod må komme frikendt og ren.

Pludselig så Levi noget i Jesu billede, han ikke havde set før. Han greb pennen og skrev det én gang til – for det var jo det, Jesus havde sagt: Nej, ny vin på nye sække! Og et stort udråbstegn til sidst! Ikke bare ny vin, men også en ny sæk. Sækken, det var jo ham selv, der var blevet helt ny i Guds øjne – ved det, Jesus havde gjort for ham. Det var forsoningens stærke hemmelighed.

Åh hvor ville han gerne være med til at råbe det ud i verden til alle mennesker: Det gælder for jer alle, alle sammen! Følg Jesus. Det er det bedste, I kan gøre mod jer selv! Og han fattede pennen – og skrev og skrev om Jesus – så det glødede …

Salmeforslag
729, 516, 385 – 597, 217.