18. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

Prædiken: Mon I har prøvet at tage en dør af hængslerne? Hvis man er stærk nok, kan man sagtens gøre det selv. Men hvad så med at få den sat på igen? Det er straks sværere. Det lykkes måske at få sat det ene hængsel på, men det andet … Problemet er at begge hængsler skal sættes på samtidig, og så er det meget svært at styre døren.

Det Gamle Testamente er lige som en dør. Det hviler på to hængsler, som vi kalder de to kærlighedsbud. Det ene hængsel er buddet om at du skal elske Gud af hele dit hjerte, og det andet hængsel er buddet om at du skal elske din næste som dig selv. De to bud hører nøje sammen. De kan ikke skilles ad. Lige som en dør ikke kan bruges, hvis den kun hviler på det ene hængsel. Forholdet til Gud kan ikke isoleres fra forholdet til medmennesket. Man kan ikke elske Gud uden også at elske sin næste. Det tales der meget stærkt og klart om i Det ny Testamente: “Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder.” (1 Joh 4,20-21). Gudsdyrkelse kan altså ikke bruges som undskyldning for at man ikke vil tage sig af andre. Gud har skabt alle mennesker, og han kræver af sine børn, at de er med til at give alle deres medmennesker gode livsbetingelser.

De to bud sammenfatter hele Det gamle Testamente. Alt, hvad der er skrevet i Mosebøgerne og i profetbøgerne, kan samles i de to bud. Farisæerne var meget optaget af, hvad der var den rette forståelse af Guds lov. De talte præcist hvor mange bud der var i Moseloven. Der var 613. De fleste af dem var forbud, i alt 365, altså et forbud til hver dag i løbet af et år. Endvidere havde farisæerne lavet alle mulige tillægsbestemmelser om, hvordan man skulle forstå Guds bud og rette sig efter dem. Guds enkle regler havde de gjort meget indviklede. Guds lov var blevet en helt jungle af regler, forbud og påbud, som almindelige mennesker ikke kunne hitte ud af. Derfor var man nødt til at høre hvad en af de lovkyndige, dén tids teologer og præster, kunne sige om, hvordan de enkelte bud skulle forstås på den rigtige måde. Det var hele det indviklede system, Jesus ville gøre op med. Når det kom til stykket, kunne hele Guds lov koges ned til to store, grundlæggende regler: Du skal elske Gud, og du skal elske din næste. Sværere var det ikke.

Alle jødernes ledere havde længe prøvet på at fange Jesus i ord. De gjorde, hvad de kunne, for at få ham sat skakmat. De var trætte af, at han altid stillede spørgsmålstegn ved deres fromhed og retfærdighed. Jesus var en trussel for dem, fordi han rokkede ved deres autoritet. De risikerede at miste deres indflydelse og magt i jødefolket. Nu ville de én gang for alle stille ham stolen for døren.

Først havde farisæerne prøvet at narre Jesus ved at spørge ham om man skulle betalte skat til kejseren. Lige meget hvad Jesus ville svare, ville han komme galt af sted med det. Hvis han sagde ‘ja’ til at betale skat til den romerske besættelsesmagt, ville han være en landsforræder. Men hvis han derimod sagde ‘nej’, ville han være en oprører, som de kunne få romerne til at gøre det af med. Jesus var så klog at han hverken svarede ‘ja’ eller ‘nej’. Men han fik dem til at vise en af de mønter frem, som de selv rendte rundt med i lommen. På den var der et billede af kejseren i Rom. Altså blev det Jesus, der fik dem bragt på glatis. For når de gik rundt med en mønt med et billede af en hedensk kejser, så var det jo dem, der var i ledtog med romerne. Derfor sagde Jesus til dem, at de bare skulle give kejseren hvad der var hans, altså den hedenske mønt, men at de på den anden side skulle give Gud, hvad der var hans, nemlig dem selv og hele deres liv. Bedre svar kunne der ikke gives på det spørgsmål. Og der står da også, at farisæerne undrede sig over hans svar og gik deres vej.

Efter dette opgør med farisæerne om skattens mønt, var det saddukæernes tur til at prøve at narre Jesus. De prøvede at gøre grin med læren om kødets opstandelse, altså det, at der er et liv efter døden. De konstruerede en lang og spidsfindig historie om en kvinde, der var gift med syv mænd efter hinanden. Det var ud fra en regel om, at hvis en mand døde uden at have fået noget barn, så skulle hans bror gifte sig med hende og prøve, om han kunne få et barn med hende. I denne vanvittige historie var der altså syv brødre, der efter tur blev gift med hende uden at der kom noget barn ud af forholdet. Saddukæerne spurgte meget listigt Jesus hvem af de syv mænd denne kvinde skulle være gift med, en gang når de alle var opstået fra de døde. De troede, at nu havde de fået bragt Jesus til tavshed. Men Jesus afviste fuldstændigt deres tåbelige spørgsmål ved at sige at i Guds rige er det anderledes. Dér gifter man sig ikke som man gør her på jorden.

På den måde havde Jesus altså lukket munden både på farisæerne og saddukæerne. Men nu kom der så et sidste forsøg på at få ram på Jesus. Spørgsmålet var denne gang, hvad der var det største bud i loven. Jesus svarede, sådan som vi netop har hørt det, meget kort og kontant på det spørgsmål. Han havde den fulde forståelse af Guds lov. Han var mindst lige så lovkyndig som den lovkyndige, der stillede ham spørgsmålet. Han sammenfattede hele Guds lov i buddet om kærlighed: Du skal elske Gud, og du skal elske din næste.

Men derefter var det endelig – til sidst – Jesu tur til at stille dem et spørgsmål, som skulle vise, hvor meget de forstod af Det gamle Testamente. Jesus spurgte dem om, hvem der var far til Kristus: “Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?” De svarede med det samme, at Kristus var Davids søn. Det var nemt at svare på.

Men så er det, Jesus citerer det første vers af en salme om Kristus: “Herren sagde til min herre: ‘Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder!'” (Sl 110,1). Og så spurgte han dem: “Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?”

Argumentationen kan være lidt vanskelig at forstå. “Herren” er Gud. “Min herre” er Kristus, og “min” er David, der taler. Det vil sige at David i denne salme siger: Gud sagde til min herre, som er Kristus: “Sæt dig ved min højre hånd”. Jesu spørgsmål er så helt præcist: Når nu David kalder Kristus for sin herre, hvordan kan denne Kristus så være hans søn? Kristus kan da ikke både være hans herre og hans søn!

Det kunne farisæerne til gengæld ikke svare på. De kunne ikke svare, fordi de havde for ringe tanker om, hvem Kristus var. De regnede ham kun for en efterkommer af David, en stor konge, der engang skulle regere over et meget stort område og befri jøderne for deres fjender.

Men Kristus var mere end blot en jordisk konge. Han var også Guds Søn, der ved himmelfarten fik den fornemme plads ved Guds højre hånd. Det er jo kernen i kristendommen, at Jesus ikke kun er en jødisk konge som kong David, men at han også er verdens konge. Han er kongernes konge og herrernes herre, som der står et sted i Johannes’ Åbenbaring (Åb 19,16).

Som kristne kan vi derfor svare på Jesu spørgsmål om, hvem Kristus er søn af. Han er både Davids søn og Guds Søn! Han er på samme tid Gud og menneske. Kong David forudså, at én af hans efterkommere skulle være hans herre, fordi han ikke blot var hans eget afkom, men også var Guds Søn.

Hemmeligheden i Jesu spørgsmål er altså, at han selv som Kristus både er Davids og Guds Søn. Han er både menneske og Gud. Det kunne han ikke sige direkte til farisæerne, for så ville han støde dem helt fra sig. Men han sagde det på en indirekte måde, i form af et spørgsmål, for at de selv kunne få lejlighed til at tænke over det og så måske forstå hvem han virkelig var.

Vi, som lever så længe efter, har ingen grund til at være i tvivl om, hvem Kristus er, og hvis søn, han er. Jesus er Kristus. Han er Guds Søn, der kom til verden for at vise os Guds kærlighed og give sig selv hen i døden for vore synders skyld. Efter at have gjort hvad han var kommet for, har han sat sig ved Guds højre hånd, hvorfra han skal komme igen for at dømme levende og døde. Han er vores frelser og forsoner. Så vi kan – som vi skal nu om lidt, i salmen efter prædikenen – synge med K.L. Aastrup:

Vi tror, han er fra Himlen, hvor livet bor,
og dog blev åbenbaret på dødens jord. Amen.