18. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Denne søndag vil have dåbslivet som grundlæggende tema. Det sidste vers af Salme 121 nævnes ved enhver dåb. Epistlens tema er at være i Gud, hvad der kendes på, at han har givet os sin ånd. Det sker i dåben. Lignelsen om vintræet er en af de smukkeste dåbstekster, vi har. Herfra stammer det podebillede, der hører til den traditionelle dåbstiltale. I dåben bliver vi indpodet som en ny gren i Kristus, vintræet. Det er et fremragende billede på, hvordan vi modtager livet i en konstant strøm fra Kristus. Det er her, vi får lejlighed til at prædike om, at dåben ikke er en éngangsbegivenhed, men den varer hele livet. Omvendt er den ingen evighedsgaranti, en indpodet gren kan godt blive brudt af vintræet igen.

Vi kunne indlede prædikenen med at se for os en klase dejlige, saftige, farverige druer. Vi kan måske ligefrem have en klase med på prædikestolen. Sådan en klase eller kurv med perlende dugfriske druer, der næsten trækker blikket mod sig af sig selv. Når du står foran en frugtbod og skal vælge, så vil du opleve, hvordan druerne drager dit blik og hvisker til dig: Vælg os! På en eller anden måde er de symbol på liv, glæde, kraft, varme, kærlighed …

Det er de også i den bibelske verden. Druen er symbol på glæde og liv i overflod (og det er ikke kun fordi man kan beruse sig i den). Det var en overvældende drueklase, de tolv spejdere bragte med sig tilbage for at vise folket, hvad det var for et land, Gud ville give dem. Så overdådig en frugt vokser der af det folk, der lever i Guds land, skulle det sige.

Vintræets frugt er frugten af liv, der ikke blev skilt fra Kristus. Ved dåben blev de små podet ind som grene i det levende træ, der både er Kristus og menigheden. Nadverens brød og vin var næring og liv af hans liv, hengivet for dem. I ordet, de lyttede til, flød der saft og kraft til liv for dem. Der blev det største tilsagt dem.

Den mest overraskende sætning i dagens tekst blev virkelighed der: I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer! Da talte han om ordets kraft. Det ord, der stadig lyder i dåbens og nadverens indstiftelse, som gør os til noget, vi ikke var før. Og det ord, som kirkens forkyndelse rækker os. Ikke når forkyndelsen famlende forsøger at beskrive, hvordan det er at være menneske, og vi genkender os selv mere eller mindre i det. Men når forkyndelsen griber hans ord, der ikke bare beskriver, men skaber – hvad de nævner. For de er ikke vore, men hans. Og han siger: I er!

I er rene! Rene for Gud. I er det. Det var ikke sådan, de selv følte det. Men desto bedre var det at høre det: Jeg erklærer jer for at være det!

En vigtig pointe er her: Det er I ikke først, når vingårdsmanden har gjort sit arbejde færdigt, og det er lykkedes ham at fjerne alle vildskud og alle syge steder. I er det allerede – på grund at det dybt underfulde i det kristne evangelium, at Gud valgte at lade én bære skyld for andre. Det er et kristenmenneskes og en kristen menigheds vilkår. Det er det, vi bliver taget ind i i dåbens store under og må regne for vores virkelighed hele vejen under livsvandringen.

Når det er sagt, breder lignelsen sig ud og omfatter også livet, kampen og troen, frugten af at leve med Gud. Denne frugt kommer af livsforbindelsen med alt livs kilde. For at det kan være sådan, må vingårdsmanden gå sin gang og gøre sin gerning mellem sine elskede vinstokke. Og han er en kender. Han ved, hvad der er brug for. Han er ikke ligesom ham med drivhuset i baghaven, der ikke kan nænne at skære, og ikke kan nænne at tynde ud. For ham bliver høsten sparsom, selv om ranken måske var overdådig flot. Men den her vingårdsmand ved, der må skæres og bøjes og rettes til, først da bærer det frugt. Det er billedet af den livsforbindelse med Gud, og hvor Guds gerning får lov at ske. Der vokser en ædel frugt af det træ.

Asbjørn Aavik fortæller om engang, han besøgte slottet Hampton Court ved London. I parken var der et stort drivhus, hvor der hverken var blomster eller grønsager. Et mægtigt vintræ fyldte hele det store drivhus. Og det var urgammelt. Stammen var mægtig, og grenene tykke, som de slyngede sig langs vægge og under taget, næsten skjult bag det friske løv og vældet af mægtige drueklaser, der hang ned fra grenene. Men det mærkelige var, at gulvet der i huset var af hård cement, helt ud til væggene og helt ind til stammen. De spurgte gartneren, der viste rundt, hvordan det kunne gå til, at det stod der og var så frisk og frugtbar i den hårde bund.

– Jo, sagde han og pegede ud. Kan I se det lille vandløb der lidt nede. Det vintræ her har rødderne helt dernede. Går I derned, så kan I se de fine sugerødder helt nede i mudderet ved bredden. Det var forklaringen på, at det træ kunne bære så rig en frugt. Det havde rødder helt nede ved livets kilder.

Og så må vi ikke glemme slutningen på dagens stykke. Der bliver sagt, hvad det hele skal til for. Undervejs er der anledning til at tale om det mest personlige ting i forholdet mellem et menneske og Kristus: Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Skilt fra mig kan I intet gøre. Sig noget om nærhed og fortrolighed, om hvad der dybest inde er kraften i trosliv og kristenliv. Det er det, han taler fortroligt med sin første lille menighed om den aften, han skal dø – hvor vinbægeret står imellem dem og har fået sin helt særlige betydning, og hvor der givetvis også har ligget klaser af druer. Og hvor han allerstærkest ville sige til dem: Jeg giver mig selv for jer.

Og så runder han det af med at sige: Det her er, for at min glæde skal være i jer. Og for at jeres glæde kan blive fuldkommen. Det er glæde af en dybere art, han tænker på, en himmelsk glæde, fordi Guds rige er nær der og med det alle Guds riges gaver. Hvor det er, er alting gennemtrukket af glæde.

Et par verslinier, jeg husker ikke hvorfra, er en fin bøn efter at have betragtet dette dejlige billede:
O må jeg kun være den mindste kvist,
på vintræet dit, Herre Jesus Krist!

Salmeforslag: 325, 417, 299, 292, 610.