18. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Tanker, temaer og indfald ud fra teksterne:
“For at de må blive ved Kristus, som de nu i dåben er indpodet i ham!” (Faddertiltalen).
Har man mange dåb (som hos os) og dermed ofte en del i kirke, som ikke hører Guds ord så ofte, er det min erfaring, at det er godt at knytte til ved de kendte vendinger fra liturgien og søge at udfolde dem.
Formaningen fra faddertiltalen kunne danne udgangspunkt for en tale om dåben som indpodning på Kristus. En begyndelse på det at blive sat til at leve af og med Kristus, som vi også godt kunne kalde “Livets træ”, plantet af Gud selv ind midt i tiden til vor frelse. Uden ham er vi i fortabtheden og har kun del i “kundskabens træ” (og det uden at kunne kende forskel på godt og ondt, som Satan lovede).
Ja, “vintræsbilledet” kunne godt føres over på en tale om Kristus som “det evige livs træ” (f.eks. lig ordsprogenes bogs omtale af visdommen (=Kristus), som “livets træ”. “Den er livets træ for dem, der griber den, de, der holder fast ved den, prises lykkelige” (Ordsp. 3,18).
“Livstræet skyder af korsets rod” (DDS 248,5). Form af et kors fik “vintræet” på jord. Men fra den skyder der liv og vej til “livets træ” i Guds rige for os, såfremt vi lever med den korsfæstede i troen fra udgangen af dåbens vand til dødens indgang til “livets træ”, der bærer frugt 12 gange om året (Åb. 22,2). Det er jo, hvad vi beder om i ordene: “Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid!” (Sl. 121,8 og slutningen på håndpålæggelsesbønnen efter dåben).

Disse ord, udgang og indgang, synes i manges øren at skulle lyde modsat, når man står med et lille barn ved døbefonten. Hvorfor tale om “udgang” ved livets indgang og “indgang” ved livets udgang?
Israels udvandring fra Ægypten gennem vandet og ørkenen, daglig holdt i live af Gud med mannaen ovenfra (billede på at næres af Kristus og blive i ham 1. Kor. 10,1ff) inden de går ind i landet, er en god pædagogisk og bibelkateketisk illustration af disse ord. Dette “vandringsbillede” kunne måske give stof til en kort dåbstale, der kunne supplere vintræsbilledet.
Det er klart, at den forståelsesmæssige baggrund for Jesu tale om sig selv som “det sande vintræ” og disciplene/os som grene har sin GT’lige baggrund i talen om Israel som en vingård eller et vintræ og Gud som en vingårdsmand, der passer og beskærer (Es. 5; Sl. 80; Ez. 15). Vintræsbilledet er en metafor for gudsfolket, et kirkebillede. Vi er indplantede i gudsfolket og i Kristus (Rom. 9,6f; 11,17f, Ef. 2,12). Det siger noget om, hvem det sande Israel er. Det er dem, der samles om det sande vintræ, livstræet der skyder af korsets rod.
Vintræsmetaforen siger (i lighed med Kristi legemsmetaforen) noget om, hvor umuligt det er at høre Gud til og frelses uden om Kristi gerning og uden at forblive i den. Derfor formaningen og løftet: “Bliv i mig, så bliver jeg i jer.” Men det siger også noget om, hvor umuligt det er at forblive i troen og livets fælleskab med ham (være gren på ham) uden at leve i overensstemmelse med saften i stammen, hans kærlighed, Ånd, ord og eksempel. For uden denne overensstemmelse fjernes grenen (v. 29).
Der er forskel på plastikfrugter og rigtige frugter, selvom de i det ydre kan se ens ud. Der er smagen og saften og livet fra stammen til forskel. Sådan er det også med Åndens frugter (Gal. 5,22). De vokser kun ud af en levende kontakt med Jesus i bønnen, ordet, fælleskabet og sakramenterne. Og Åndens frugter skal plukkes af andre. Det er meningen.
Bliv, forbliv i Kristus, hans kærlighed og nåde, samt hans ord, for at frelses og for at kunne bære frugt. Det må være hovedbudskabet til denne søndag!
Jeg tror, vi skal gøre os umage med at få sagt klart og konkret, hvad det vil sige at blive i Kristus … i hans kærlighed!

En skitse kunne være:
1) Det vil først af alt sige: Stol på den kærlighed, som Gud har vist os i Kristus. Hold fast i den, slip den ikke! Hold også fast, når du står med dine nederlag, fald og synder, og når dit liv er et stort kaos (Rom. 8,31ff). “Bliv i mig … bliv i min kærlighed!” Det er værd at bemærke, at det er lige før hele discipelflokken svigter ham, at han siger dette til dem. Peter og de 10 andre forblev i Jesus og hans kærlighed. Judas gik til lovens sønner, og det endte i fortvivlelse og død. “Vi har set og vi vidner, at Gud har sendt sin søn som frelser … og vi kender og tror på den kærlighed, som Gud har til os!” (epistlen).

2) Det må betyde: Lev den videre. “Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, som jeg har elsket jer” (15,12+17).
3) At blive i ham og elske ham er at gøre og holde hans ord og bud (14,16f og 15,10). Også når vi beskæres (tugtes) af det ord, for at vi kan bære mere frugt og frugt, der er i bedre samklang med saften i stammen.
4) Det er at forblive vedholdende i bønnen (v. 7; Ef. 6,18; Judas 1,20).
5) Det er at forblive som gren mellem de andre grene. Forblive i menighedens fællesskab. Og det er at have øje for, at selv den svagste gren, lem på legemet, er der brug for. Og ingen har ret til at sige: “Dig er der ikke brug for!” (1. Kor. 12,21).
6) Det er at forblive ved nadverens rensende saft. De havde lige drukket af vintræets saft og hørt ordene: “Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse”, da han sagde ordene om vintræet og grenene.
7) Det er at blive under ordets tiltale. Både når det dømmer, renser og oprejser – når det gør syndere rene (v. 39).
8) Det er at blive ved bekendelsen af Jesus som frelser og herre. “Den, der bekender, at Jesus er Guds søn, i ham bliver Gud, og han bliver i Gud” (epistlen).
9) Det er at lade sig fylde af Ånden og stå synden imod og holde fast ved dåbens nåde. Og målet er den fuldkomne glæde!

Mulige salmer til dagen i spredt uorden:
249 – 252 – 396 – 279 – 271 – 272 – 586 – 844 – 862 – 910.