18. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Teksten

Jesu tale om vintræet og grenene sigter på at bevare disciplene i Jesu kærlighed, samt på at Jesu glæde kan blive disciplene til del.
For at vise, hvordan det sker, bruger Jesus et kendt billede fra Det gamle Testamente, nemlig billedet af vintræet. Et billede, der særlig stærkt bruges i Es 5,1-7, hvor vi kan læse stærke udsagn om Gud, der planter vinstokke og giver dem de bedste betingelser. Alligevel bærer de ingen frugt, og det ender med, at Gud river hegnet om vingården ned, så den bliver ødelagt. Overfor denne beskrivelse sætter Jesus sig selv i centrum. Han tager dette kendte billede og kalder sig selv det ”sande” vintræ. Her er endelig det vintræ, der kan bære frugt! Med varme og optimisme udfoldes det, at grenene på dette sande vintræ virkelig bærer frugt.

Men domsmuligheden er dog stadig til stede. Grene, der ikke bærer frugt, fjernes og brændes. Sådanne grene kan disciplene blive, hvis ikke de bliver i Jesus, på samme måde som en gren, der er skilt fra vintræet, naturligvis ikke kan bære frugt. Fokus er på det nære og levende fællesskab mellem Jesus og hans disciple. Det er dét fællesskab, der gør dem til levende disciple, og uden dét fællesskab hører de op med at være disciple. Som saften og kraften fra træet må strømme ud gennem grenene og skabe frugterne, sådan må livet og kraften fra Jesus strømme ud i os, så vi kan bære hans frugter.
Dette at bære frugt bliver ganske enkelt et kendetegn på det at være en discipel. De grene, der ikke bærer frugt, fjernes af vingårdsmanden. Og, føjes det så til: de grene, der bærer frugt, de renses, for at de må bære mere frugt. Enten fjernes grenen altså fordi den ikke bærer frugt, eller også bærer den frugt og renses, for at den kan bære mere frugt.
Et særligt udtryk i denne tekst er Jesu tale om ”min glæde”. En glæde, han ønsker også skal være i disciplene. Glæde er en side af Jesu væsen, en side ved den kærlighed, han også taler om. Det er kun få gange, Jesus bruger ordet ”glæde”, men her bruges det. Jesus ønsker at give sine disciple glæde. Glæde er andre steder knyttet til himlen: ” Fryd jer på den dag og spring højt af glæde, for se, jeres løn er stor i himlen” (Luk 6,23); ” Gå ind til din herres glæde!” (Matt 25,21). Samme sag møder vi også i Joh 17,24. Men glæden er også knyttet til discipellivet her og nu. Med sine ord vil Jesus formidle sin glæde til dem, jfr Gal 5,22, hvor glæde nævnes som Åndens frugt. I Joh 16,24 har vi det også: ”Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen”. Det, Jesus er optaget af, er vel samme sag, som Paulus taler om i 2 Kor 1,24: ”Vi er ikke herrer over jeres tro, men medarbejdere på jeres glæde;”, blot med den forskel, at Jesus som den eneste også må være Herre over vor tro. Jesus er optaget af disciplenes glæde!

Teksten har også de stærke ord om bøn i v7: ”Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.” I det levende discipelfællesskab med Jesus hører bønnen med som en selvfølgelig del, fordi Jesus vil give disciplene alt, hvad de behøver, så de kan bære frugt og herliggøre faderen. Disciple får, så de kan bære frugt og ære faderen.
Tekstens tema med Jesus som det sande vintræ får vi med nogle andre ord også nævnt i teksten fra 1 Johannes 4, når det siges, at: ”Den, der bekender, at Jesus er Guds søn, i ham bliver Gud, og han bliver i Gud.”
Salme 121 giver ligesom vintræsbilledet svaret på, hvor livet og hjælpen for et menneske kommer fra, nemlig fra Herren, fra himlens og jordens skaber. Ligesom grenen får liv og hjælp fra vintræet og vingårdsmanden.

Til prædikenen

Mange frugttræer står inde bag høje hække. Det betyder, at æblehungrende drenge må gøre sig til tyve for at få fat i frugterne. Men der findes også (alt for få) frugttræer, der er både kendt og elskede af drenge, nemlig de frugttræer, hvor grenene hænger langt ud over hækken, så frugterne er lige til at plukke for dem, der kommer forbi.
Jesus giver os et billede på discipellivet, et billede af et træ, der har rødder i himlen og som har grene, der strækker sig langt ud i alle afkroge i denne verden med frugter, som alle kan nå. Frugttræer, der ikke er lukket inde bag høje hække og plankeværker og kirkemure, men bærer frugter helt derud, hvor der er brug for dem.
Der er god grund til at holde fast ved brugen af billeder – også i prædikenen denne søndag.

Vi er som grene, hvor der sker noget vigtigt i begge ender. Den ene ende af grenen skal være på stammen. Dén ende skal suge til sig af saft og livskraft fra stammen, fra Jesus. Den anden ende af grenen skal nå ud over hækken med frugter, som gadedrengene og alle andre gerne standser op for at spise af. Frugter, der smager af Jesus og af himlen.
I forklaringer til denne tekst er det jævnligt blevet hævdet, at vi ikke skal bekymre os om det med frugterne, for ligesom en levende gren af sig selv bærer frugt, sådan vil vi også bære frugt, når vi har kontakten til Jesus i orden. Det har en pointe, som er vigtig. Skal vi kunne bære himmelfrugter til mennesker omkring os, er forbindelsen til himlen, til Jesus, afgørende. Derfor er det vigtigt, at vi bliver tæt på Jesus og holder os til hans ord. Det er vigtigt, at vi bliver i fællesskabet med Jesus, på samme måde som de første disciple var i dagligt fællesskab med Jesus. Det er vigtigt, at den ene ende af grenen sidder fast der og modtager saft og kraft og sandhedsord fra Jesus. Men Jesus taler så også om frugter. Han giver os et billede af, hvad der sker med grene, der er på vintræet. De bærer frugt. Vingårdsmanden går og passer grenene. Han beskærer dem, så der ikke kun er blade og grene, men også frugt. Men en side af vingårdsmandens arbejde er vel også at hjælpe grenene til at kunne strække sig ud, så de bærer frugterne langt ud fra stammen og ikke rammer hinanden. Grene, der bare vil sno sig rundt om stammen og ikke rigtig når ud i verden, får hjælp til at strække sig ud – med frugter.
Andre steder i Det nye Testamente taler Jesus da også konkret om, hvordan disciplene lever hans kærlighed ud, og Paulus’ formaninger er også undervisning i dét at bære frugt. Derfor er det også muligt at tale konkret om, hvilke frugter, der gerne skal hænge på os. At bruge denne tekst til at tale som om vi intet ved om, om vi bærer frugt og hvilke frugter, vi bærer, vil være forkert. Men det er én af denne teksts hovedpointer at frugter ikke kommer i kraft af os, men er Jesus-livet i os. Eller Helligåndens liv i os.
Der kan med god ret tales om dette, at vingårdsmandens omsorg for grenen og dens frugter også rummer en smertefuld side, nemlig beskæringen af grenene. Men sammen med det giver denne tekst også en særlig grund til at tale om, at dette for Jesus også handler om at han vil dele sin glæde med os! Dermed bliver fokus ikke alene på enderne af grenen, men også på selve grenen! Jesus er optaget af, at grenen skal vide sig værdifuld og elsket – og at grenen må være en glad gren!

Salmeforslag:
51              Jeg er i Herrens hænder
417             Herre Jesus, vi er her
610             Bliv hos mig, kære Herre Krist
—
292             Kærligheds og sandheds Ånd
368             Vintræ og grene og frugt hører sammen