19. søndag efter trinitatis

Teksterne:
Esajas-teksten understreger Guds storhed. Han, som har skabt alle ting er også den, der kan genrejse Israel. Gud har magt til at udslette deres overtrædelser – vaske tavlen ren og begynde forfra.
Epistlen fra Efeserbrevet taler om opgøret med det gamle liv – og tilegnelsen af det nye menneske, det nye liv i syndernes forladelse.
Begge tekster kaster lys over evangelieteksten, der understreger Jesu magt og myndighed til at forlade synder – ganske uden videre. Dette må således være et centralt tema i denne søndags forkyndelse.

Selve teksten.
Fortællingen om den lamme mand, der bæres til Jesus, berører en række temaer.
Den berører spørgsmålet om forholdet mellem synd og sygdom. I den jødiske forestillingsverden var der en nær sammenhæng mellem et menneskes synd og dets skæbne. Det var den almindelige opfattelse, at manden “lå som han selv – eller hans slægt – havde redt”. Jesus møder denne forestillingsverden med allerførst at tilsige ham syndernes forladelse.
De fire mænd, som havde slidt og slæbt, kan i første omgang godt have følt, at de ikke fik, hvad de kom for. De havde spurgt efter helbredelse. Men Jesus talte om syndens tilgivelse.
Den lamme mand havde givetvis ikke følt det som udenomsnak, da Jesus forkyndte tilgivelsen først. Lammelsen havde han sikkert vænnet sig til. Men skyldfølelsen, som omgivelserne havde påført ham, har sikkert været væsentligt sværere at leve med. Han havde måtte leve med, at der var en mur mellem ham og Gud.
Dernæst berøres spørgsmålet om den stedfortrædende tro. Jesus så deres tro – og reagerer på den. Deres tro, deres indsats, deres kamp og omsorg var altså ikke forgæves. Den lamme mands tro i situationen blev der ikke spurgt efter. Jesus forvandlede hans liv, uanset om han var i stand til at mobilisere bare noget, der lignede en tro. Det væsentlige var, at nogen vil bære – uden den indsats var der sikkert intet sket med den lamme.
Endelig berører fortællingen spørgsmålet om Jesu fuldmagt til at forlade synder – uden videre. Jesu bemyndigelse til at tilgive synd står centralt i teksten.
Som svar på jødernes forargelse over denne tilgivelse ganske uden videre, stiller han dem spørgsmålet: Hvad er lettest? At helbrede? – eller at tilgive? Begge dele forekommer nemlig lige umuligt set med vore øjne. Men ikke med Jesu øjne. For ham kostede det blot et ord at helbrede. Helbredelsen blev således et stærkt tegn på Jesu guddommelige myndighed – og på hans ords skabermagt. En ægte demonstration af, at Jesus er Guds søn.
Og når Jesus har denne myndighed til at helbrede ved sit ord, mon så ikke der også er fuld dækning bag ordene om tilgivelsen. Men at tilgive kostede Jesus væsentligt mere end blot et ord. Det kostede Jesus en ubarmhjertig død på et kors. Det kostede blod.
Således fik den lamme mand langt mere end han turde drømme om. Og de fire mænd fik mere end de spurgte efter.

Ideer og tanker til prædikenen.
I en prædiken vil det være trosstyrkende og frimodigheds-skabende at hæfte sig ved de fire mænds tro og indsats. For én mand ville opgaven have været tung og vanskelig – måske endda umulig. Men for 4 mænd blev opgaven nemmere, om end den stadig var forbundet med besvær.
Det kunne blive en prædiken om bøn. Om værdien af at bede sammen. Om at bære et menneske til Jesus – sammen med andre. At løfte i flok. Om forbønnens velsignelse: Det nytter! Og ofte får vi meget mere end det, vi beder om. Der kunne i den forbindelse også tales om bønnens kamp. At bede vedholdende er nemlig aldrig uden anstrengelse. Dette moment i teksten kunne såmænd bære en hel prædiken, hvis det var det, man ville.
Ellers skal der tales om syndens og skyldens problem. Et problem, som afgørende hindrer fællesskabet med Gud. Om skyld som det, der kan hvile som en tung byrde på et menneske. Og om det forløsende/ frigørende i ordet om tilgivelsen ganske uden videre.
Der skal tales om Jesu sonoffer som den pris, Jesus måtte betale for at række tilgivelsens ord til os. Jesus betalte – vi får det givet ganske gratis.
Man kan også vælge – under inddragelse af epistlen – at udfolde dåbens liv: At leve i syndernes forladelse, som man fik rakt uforskyldt.

Mulige salmer (i spredt uorden):
677 (el. 679) – 264 – 382 – 48 – 435 – 445 – 449 – 456 – 388.