19. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække
19. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække
Teksterne
Der er en sparsom sammenhæng mellem temaerne i dagens tekster. Tre dejlige tekster, nok til en prædiken hver. Vil vi bruge det hele, kommer vi i fare for at overlæsse.
Jakob møder Guds kald i form af et dejligt billede og et storslået løfte. Det står så stærkt i traditionen, at det næsten bør inddrages. Det kan det også, for kaldet er også prædiketekstens markante tema. Og den henviser jo i øvrigt til historien.
Epistelteksten kunne måske bruges til at fremhæve, at nogle af os har fået en særlig vidnetjeneste. Og så dog, hvordan kan det forenes med indtrykket fra prædiketeksten, at alle, der får et møde med Kristus, også får trang til at fortælle om ham til andre?
Jeg ser også i denne tekst en oplagt mulighed for en fortælleprædiken. Her er nogle ansatser – hvor perspektivet er Johannes Døbers:
Prædikenansatser
Han stod nede ved floden, da han så ham komme oppe på vejen. Han havde set ham på lang afstand, fornemmet at han var der. Det føltes så mærkeligt, for han vidste, det her kom til at trække et skel i hans tilværelse. Hans tid var ved at løbe ud nu. Stafetten skulle gives videre.
Eller vrøvl! Det, han havde gjort, var ingenting mod det, der var på vej. Alligevel var det sært at tænke på. Han havde stået i en stor åndelig vækkelse. Han så ud over floden. Alle dem, der havde taget imod dåben her og havde omvendt sig til en fornyet tro!
Forleden dag, da han havde været her første gang, havde han uvilkårligt vægret sig. For da ville han også døbes – ligesom alle de andre.
– Det kan ikke være rigtigt!
– Jo, lad nu ske, hvad ret er, Johannes! havde han sagt. Så måtte han døbe ham. Fra da af havde han vidst, at noget større var på vej. Han vidste også, hvad det var. Han havde jo selv gået i søndagsskole. Han kendte sin Bibel godt. Han var en af de få, der vidste det om denne mærkelige fætter, han havde. Han kendte ham godt fra slægtssamværene. Hans mor havde fortalt om deres første møde. Det var før, nogen af dem var født. Du gjorde et spring i mig af fryd, da du hørte hans mors stemme, havde hun sagt. Det var lige i overkanten af, hvad der var til at tro. Men sådan blev det sagt.
I dag var han ikke i tvivl. Han havde været der igen i går, hvor der havde været mange mennesker. Da havde han sagt, peget på ham og sagt – det var som om det måtte siges: Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd!
Han var godt nok kendt som en mand af store ord. Men han vidste, at det her var sandt til den inderste kerne – selv om det var som at samle hele den gamle pagt og alle Guds frelsesløfter i denne ene mand. Opfyldelsen, virkeliggørelsen af alt det, der var sagt ved Moses og profeterne om mulighed for forsoning med Gud ved én, der skulle komme og bære alle menneskers synd. Bære det bort ved at tage det på sig selv og lide og dø for det.
Det var helt ufatteligt stort. Fra deres bibelhistorie og deres ritualer i templet var de dus med forestillingen om, at et ofret lam kunne fri dem fra Guds vrede. De vidste også godt, nogen af dem i hvert fald, at alt det var billeder på noget, der skulle komme. Noget ubegribelig stort.
Men Johannes var den første kvindefødte, der fik lov at sige, at nu var det på vej. Siden skulle han blive mest kendt som pegefingeren, der pegede på Jesus. I dag havde han samlet sine nærmeste disciple om sig. Han havde talt med dem om det. Indviet dem i det, han så var på vej. Det er ham, I skal følge, ikke mig!
Nu stod han ved floden sammen med et par venner, Andreas og Johannes, ham der siden har fortalt det her. Begge fiskere oppe fra søen. Han kunne mærke, han kom oppe på vejen – og sagde stille til Andreas og Johannes: Se! Der er han – Guds lam!
De forstod stikordet, gav Johannes et varmt håndtryk – og gik efter manden. Han så dem komme, ventede på dem – og sagde:
– Hvad vil I?
Og ja, hvad siger man så? Lidt forfjamsket måske:
– Rabbi, hvor bor du?
– Kom og se!
Mange år efter fortæller den gamle Johannes Evangelist om sit første møde med Jesus. Han dramatiserer ikke. Nævner kun få detaljer. Men han husker de vigtige ord, der blev sagt.
Kom og se. Johannes ved, hvor dybt indhold de ord har. At komme til Jesus, det er det samme som at tro på Jesus. En måde at fremhæve, at det at tro på Jesus er noget, der sætter i bevægelse. At se Jesus, det er også det samme som at tro på Jesus. Det er som at få øjne i hjertet. Den, der kommer til mig, sagde Jesus siden. Og den, der ser mig …
Kom og se. Det gjorde de så. Og de blev hos ham, fortæller Johannes. De blev Jesus-disciple. De blev Jesus-troende. De blev kristne.
Dette møde brændte sig ind i dem for livet, de blev aldrig mere de samme. De brændte også efter at komme ud og dele det med andre, sådan som det er, når noget virkelig har gjort indtryk. Andreas havde en bror, der hed Simon, også fisker, også med i Johannes-vækkelsen.
– Simon, vi har mødt Messias! Jeg kan næsten høre Simon sprutte af grin:
– Nå, det har I! Messias. Det må jeg nok sige.
– Ja, Simon, kan du ikke huske, hvad Johannes sagde! Og det kunne han jo godt. Og så står der en af de fine sætninger – om ægte discipelsind: Han tog ham med hen til Jesus. Han tog sin bror med hen til Jesus.
Hvor ville jeg gerne, det engang må kunne siges om mig: Han tog mennesker med hen til Jesus. Det er jo det, vi skal. Det vigtigste er ikke, at vi kan holde lange foredrag om Jesus og hans lære. Vi skal tage mennesker med hen til Jesus. Det kan vi alle sammen gøre. Bl.a. ved at vise dem, at det er et sted, vi selv kommer tit. Fordi der er så godt at være. Der er så meget livshjælp at hente der. Der er nåde for en evighed at få der.
Han tog sin bror med hen til Jesus. Og nu kom Simon så på banen. Han fyldte altid meget, hvor han var. Det vigtigste ved den her lejlighed var det, Jesus sagde til ham. En forudgribelse af noget, der kom senere: Du er Simon, Johannes’ søn; du skal kaldes Kefas. Det er det samme som Peter, føjer Johannes forklarende til. Og vi kan føje forklarende til: Det er det samme som klippe eller sten.
Jamen vidste Jesus da ikke, hvor lidt klippe der var i Simon? At han engang ville komme til at fornægte ham? Jo, sikkert. Alligevel vidste han, hvad han gjorde. Der er et evangelium i, at Jesus kaldte Simon en klippe, for så er det noget andet end menneskelig stabilitet, der giver os lov til at være med i den sammenhæng. Hellere noget med tro, der lever dybt inde – trods fald og fejl.
Dagen efter ville Jesus af sted nordpå. Før opbruddet traf han på Filip. Igen fortæller Johannes med få, præcise ord. Jesus sagde til Filip: Følg mig!
Det var ikke bare et: Nå, skal du også den vej, så lad os følges – Filip var også deroppe nordfra. Der er en verden i de to små ord: Følg mig. Han sagde dem til en Filip, en Zakæus, en Levi. Og mange andre, der forlod deres fortid for at følge Jesus ind i en ny fremtid. Hvorfor? Der var noget ved Jesus, de ikke kunne modstå. Noget, de ikke ville undvære. En erkendelse af, at det her var det rigtige liv. En erkendelse af, at han havde ret til dem.
Bare de to ord: Følg mig! De kaldes ikke til at følge et program. De kaldes til at følge Jesus. Det er ikke en sag, de skal overbevises om. Det er liv, de skal gå med ind i. Der er mange mennesker, der har kristendommen som et program og som en slags livstydning. Men de følger ikke Jesus. For den vej ind omkring korset, som det kræver, bryder de sig ikke om at gå. De har endnu til gode at erfare, hvor rigt det er at være kristen.
Den sidste i rækken af dagens mænd var Nathanael. Filip havde lige en kammerat, han skulle have fat i, inden det gik nordpå. Nu skal du høre, Nathanael, ham, som Moses og profeterne har skrevet om, ham har vi mødt!
– Har I det!
– Ja, det er Jesus, Josefs søn fra Nazaret.
– Nazaret! Sagde du Nazaret?
– Ja, Nathanael, kom selv og se!
Det ville han da så godt, og der udspandt sig en samtale mellem Jesus og Nathanael, der lod sig overbevise af, at Jesus åbenbart havde evnen til at se længere end almindelige mennesker. I dag ville mange nok bare have regnet ham for clairvoyant. Men der var noget ved Jesus, der overbeviste. En ægthed, en myndighed, en troværdighed – hvad er det, der gør det?
Filip havde sagt med enkle, stærke ord, hvad han troede på. Men da han blev mødt med skepsis, kom han ikke med lange forsvar og udredninger. Han sagde bare: Kom og se! Og så førte han Nathanael til Jesus. Og der skete det, som er sket mange gange siden, når mennesker mødte Jesus og ikke bare en masse ord om ham. Han kom til tro på Jesus.
Hvor tit vender vi det ikke på hovedet og vil nærme os troen ud fra vore egne betingelser, først undersøge, have beviser, iagttage på sikker afstand. Vi vil have vished, før vi begiver os ud i noget nyt.
Vi gør ligesom den fireårige, som far vil overbevise om, at grøntsagssuppen smager godt. Men det tror hun altså ikke på og ender med at erklære – med sin egen sans for logik: Far, jeg kan ikke lide det, for jeg har aldrig smagt det!
Det her viser os den modsatte vej: Kom og se! Smag og se, at Herren er god. Jesus sagde selv ved en lejlighed: Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud. Det er måden, tro bliver til på. Nøjes ikke med at være tilskuer, gå ud på banen og deltag.
Men der må være en Andreas og en Filip, der tager en bror og en søster og en ven med hen til Jesus. Menneske, der siger til menneske: Kom og se, hvad jeg har fundet! Det siger vi til andre ved selv at leve Gud nær. Ved at vise, hvor vi selv søger hen for at få tilgivelse og hente nye kræfter til dagen og vejen. Det er ved selv at leve sandt og ret med Gud, det lyder stærkest: Kom og se!
Der skulle egentlig så lidt til, for at Nathanael kunne tro. Tror du, fordi jeg så dig under figentræet? Men han fik et stort løfte: Du skal få større ting at se end det! Så sagde han til dem alle sammen: Gud vil velsigne jer, som han velsignede Jakob, da han så himlen åben og Guds engle stige op og stige ned, og han fik det dejlige løfte: Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går! Og Jakob vågnede og udbrød: Herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke! Det er mange menneskers situation. Herren er lige her. Men de ved det ikke. Han har rige løfter til dem. Men de ved det ikke.
Åh Herre! Lær os at nemme ret dit bud: Hvad vi for intet fik af Gud, for intet glad at give!
Salmeforslag
164, 26, 289, 365, 372.