19. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Teksten

Teksten rummer dels en række centrale titler, der hver især giver brudstykker til en samlet forståelse af, hvem Jesus er. Og dels rummer teksten en beskrivelse af, hvordan de første samledes om Jesus og begyndte af få indsigt i, hvem Jesus er. Det sker ved, at de følger dette: Kom og se!
Johannes Døber, som netop havde den opgave at bane vej for Jesus, er her den første, der peger på Jesus. Johannes, der selv så sin gerning i lyset af profetierne i Esajas, ser også Jesus i lyset af Esajas’ profetier i kapitel 53, særlig versene 7-8: ”Han blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund; som et lam, der føres til slagtning …”, da han skal sætte ord på, hvem Jesus er. Jesus er ”Guds lam”. Måske er det også et udtryk, han på grund af sin slægt havde et særligt forhold til. Som præst har Johannes’ far, Zakarias, været med til år efter år at slagte påskelam i Jerusalem, og Jesus har måske set faderens blodige hænder efter slagtningerne.

Johannes’ ord betyder, at to af hans disciple begynder at følge Jesus. En af dem er Andreas. Da han skal præsentere Jesus for sin bror, Simon, er det med ordene: ”Vi har mødt Messias”! Måske havde Andreas haft en søndagsskolelærer, der havde fortalt hjerteligt om salvningen af David til konge, og som havde talt lige så hjertevarmt om ”den salvede”, den messias, der engang skulle komme. Dermed brugte han det udtryk, han kendte bedst, da han skulle præsentere Jesus for sin bror.
Filip har en bredere beskrivelse af, hvem Jesus er, da han møder Nathanael: ”Ham, som Moses og profeterne har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.” Filip havde siddet i synagogen sabbat efter sabbat og hørt teksterne fra alle dele af bibelen, og igen og igen havde han mødt talen om, at skrifterne pegede frem på én, som Gud en dag ville sende. Og nu har han mødt ham, som alle de ord peger frem imod. En mand fra Nazaret! Ikke underligt, at Nathanael undrer sig. Hvis han har været i Nazaret – i 30 år, hvorfor har ingen så vidst det før nu?
Men: efter dyb skepsis overfor Filips brede beskrivelse af Jesus, når Nathanael ved mødet med Jesus frem til en klar og entydig bekendelse til Jesus: ”Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!” Her er der tale om to udtryk, der tilsammen udtrykker Jesu forhold, forhold både til Gud og til folket Israel. Han er Guds søn. Stærkere kan Jesu enhed med Gud Fader vel ikke udtrykkes. På den tid kendte man til dette at andre folkeslag kaldte deres konger for ”Guds søn”. Med i sin historie har Nathanael – og Israel – også dette, at Israels folket engang krævede at få en konge, som de andre folkeslag havde det (1 Sam 8), i stedet for at Gud selv skulle være folkets konge. Måske danner det baggrunden for Nathanaels stærke tale om Jesus. Han er Guds søn, og han er Israels sande konge. Gud selv skal være Israels konge, og Jesus er denne konge!

Vigtigt i teksten er også udtrykket ”Kom og se!” Johannes begynder med at sige: ”Se, der er Guds lam”. To disciple følger efter Jesus. Jesus vender sig og ser dem, og på spørgsmålet om, hvor han bor, svarer han: ”Kom og se”. Og de ser, hvor Jesus bor. Simon føres til Jesus. Og Jesus ser ham. Nathanael får svaret: ”Kom og se”, da han møder Filips ord med skepsis. Jesus ser Nathanael og fortæller, at: ”jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet”. Efter Nathanaels bekendelse giver Jesus løftet om, at han skal få større ting at se: ”I skal se himlen åben …”
Dét at se er et vigtigt element i mødet med Jesus, og er her ikke blot et element, som disciplene advares imod. I stedet slutter det med et løfte om, at de skal se større ting, at de skal se mere end Jakob så i sin drøm om himmelstigen.
Måske kan der også med dette tema være et link til epistelteksten fra 1 Kor 12 om kirken som Kristi legeme. Jesus samler sine første disciple og er dermed ved at samle de første af dem, der bliver Kristi legeme på jord. I den proces er det vigtigt ikke alene, hvad de hører, men også hvor de bevæger sig hen og hvad de ser. Det, de ser, bliver også byggesten i den tro, Jesus er i gang med at bygge op i dem. Og dernæst bliver et af elementerne i dette at være kirken, at være Kristi legeme på jord, at der bliver noget at se. I sit legeme, kirken, er Kristus stadig synlig og virksom og samler disciple om sig.

Til prædikenen

De første disciples bekendelser til Jesus udtrykker det, som Paulus taler om, at ”vi erkender stykkevis”, 1 Kor 13,9. Hver især er det sande bekendelser, men ingen af bekendelserne rummer i sig selv hele sandheden om, hvem Jesus er. Men Jesus tager imod disse bekendelser. Og hver især er de også udtryk for, at de første disciple bruger det sprog, som de nu engang har. Bag hvert udtryk ligger også en eller flere historier, som må fortælles for at man kan forstå betydningen af udtrykkene. Det er en mulighed i en prædiken enten med lidt fantasi at fortælle om de enkelte personer, jfr. ansatserne ovenfor, eller at vælge et enkelt af udtrykkene ud og fortælle historierne bag det.
Der er også anledning til at understrege, at Gud ikke uden videre suspenderer alle andre sanser end høresansen, når han vil møde os. I stedet for ”kom og hør” møder vi her dette ”kom og se!” Og Jesus slutter med at knytte et løfte til, nemlig at de skal se større ting, at de skal se himlen åben!

Det er værd at overveje, hvad disse første disciple faktisk så. De så en mand, der lignede alle andre. Den eneste grund til at de fulgte efter ham var, at Johannes Døber havde kaldt ham ”Guds lam”. Underligt er også deres første spørgsmål til Jesus: ”Hvor bor du?” Og Jesus har et sted at vise frem og tage dem med hen til. Et hjem, hvor han tager imod dem og har dem hos sig. Vi hører ikke om, hvad der foregår eller hvad de taler om. Men dagen efter går Andreas til sin bror og siger: ”Vi har mødt Messias”. Og Simon skal med hen og se ham. Nathanael er meget skeptisk overfor om noget godt kan komme fra Nazaret. Og denne skuffelse kunne have været den samme, da han så Jesus. Ingen glorie eller andet, der pegede ham ud som Guds søn eller Israels konge. Han ser ligesom de andre – Jesus. Efter at han og de andre har set, kommer der så også ord på. Ord, der for dem tolker, hvad de ser, hvem de ser, hvem Jesus er. Her dog ikke ved at Jesus direkte siger noget om sig selv, men ved at han afslører sit kendskab til dem, der kommer til ham (Simon og Nathanael). Jesus kender dem, før de kommer til ham. Bemærkelsesværdigt er så, hvad det er, Jesus vælger at sige om dem! Han siger ikke alt, hvad han ved om dem. Men det er som om at det første, han siger til dem, er det bedste, han kan sige til dem. Jesus kunne også have sagt meget andet, der også var sandt om dem. Men han nøjes med det bedste. Hvorfor mon? Kunne det være fordi, at hvis vi mennesker skal tale med Gud om det værste i os, så må det være på vort eget initiativ. I Jesu ord til Simon og Nathanael ligger en indbydelse og en anerkendelse. Jesus ønsker fællesskab med dem. Det, de sikkert godt selv kan regne ud, er, at når Jesus ved noget godt om dem, så ved han sikkert også alt andet om dem. Men han behøver åbenbart ikke at have sat ord på alt det, før de kan træde ind i fællesskab med ham. De oplever, at han tager imod dem sammen med deres stykkevise erkendelse af, hvem Jesus er – og med alt det, der ikke er sat ord på. Der er tid og plads til, at de kan vokse, både i erkendelse af, hvem Jesus er og i erkendelse af, hvem de selv er.
Endelig kan temaet om kirken som Kristi legeme på jord også tages op, og i så fald med fokus på dette, at vi nu er Kristi synlige legeme på jord.

Salmeforslag:
318   Stiftet Guds søn har på jorden
26    Nærmere, Gud, til dig
335   Flammerne er mange
—
164   Øjne, I var lykkelige
631   Nu da til lykke