19. søndag efter trinitatis

Da stormen i december 1999 blæste henover landet, kom der hul i taget i både Teestrup og Bråby kirker. Et stort åbent hul, som vi straks fik dækket til, så der ikke skulle komme noget ind.

Nu vil jeg egentlig hellere, at der var hul – ikke i taget – men hul igennem. Jeg ved ikke, hvor udtrykket stammer fra – men når der er hul igennem, er der kontakt til en person. Når man ringer – og ikke kommer igennem, så er der lukket.

Måske stammer udtrykket fra telefonvæsenet?

Hvordan får vi mennesker hul igennem til Jesus? Hvordan får vi kontakt med ham? For de mænd, vi hører om i teksten, var det ikke så let, fordi Jesus dengang kun var et enkelt sted – og der var spærret af mennesker. De måtte gribe til hærværk, for at få hul igennem til Jesus.

Det lyder egentlig lidt voldsomt. Hvor mange ville bryde sig om at sidde inde i sit hus – som i forvejen var stop-proppet med mennesker – og så kunne se at taget blev pillet af udefra, med en masse drys til følge – og hullet blev bare større og større – indtil der til sidst blev firet en båre ned…..det lyder ret vildt!

Hvem skulle måske lappe hullet bagefter? Det er jo ikke altid lige let at få fat i en tømrer – ikke her og nu i hvert fald – og han, som sad inde i huset, var godt nok tømrer, men arbejdede ikke som sådan.

Det var ret besynderligt. Både at nogle kunne finde på det, og at man bare accepterede det.

De må have været ret sikre på deres sag. Det var så vigtigt at få hul igennem til Jesus. Mere vigtigt end et pænt og ordentligt tag.

Hvor vigtigt er det for os at få hul igennem til Jesus? Ingen af os behøver at lægge taget til side – men får vi måske lagt avisen til side, for at ”få hul igennem” – eller får lagt en festlig lørdag nat til ro i tide, for at kunne ”få hul igennem” søndag morgen i kirken?

Jesus er tilstede. Det var det rygte, som var i omløb i Kapernaum, hvor teksten foregik. Jesus er tilstede også her i Teestrup/Bråby. Han er som den opstandne og himmelfarne frelser til stede, når mennesker beder, lytter til hans ord  eller samles i kirken til gudstjeneste og bøn.

Jesus er tilstede – men er der hul igennem? Bliver det til noget – eller gemmer vi os bag avisen – bag travlheden – bag facaden af et helt almindeligt liv, hvor man ikke tør være religiøs?

Der er så meget at hente, når vi får hul igennem til Jesus. Men det kræver lidt mod – mod til at blive opdaget midt i en bøn – mod til at besøge kirken uden undskyldning – mod til at læse i bibelen uden at kunne forklare hvorfor.

Det er os der skal skabe hul igennem – fjerne teglene – eller hvad er nu er der hindrer os.

Der er så meget at hente ved at møde Jesus. Manden blev rask – ja, endda både til krop og sjæl. Han fik sine synders forladelse – alt det, som han måske tolkede som årsag til sygdommen. Det sker desværre ofte, at syge mennesker finder et eller andet i deres liv, som ”retfærdiggør” sygdommen – ”Det er nok derfor, det her har ramt mig” – siger mennesker sommetider.

Jesus giver ham en ren samvittighed. Dine synder forlades dig! Det bliver mellem Jesus og manden hvad det var; det behøver vi ikke at høre om. Vi kender selv det, som vi bærer på – og kan på samme måde få vores synders forladelse – når vi får hul igennem til Jesus.

Og så gav Jesus ham sin fulde førlighed. Han kunne gå derfra – og endda bære sin egen båre!

Jesus har så meget at give til mennesker – også i dag.

Derfor er det også en glæde at holde barnedåb. Her kommer mennesker bærende på deres barn – ikke på en båre, men i en lift – ikke for at få helbredelse, men for at knytte et bånd mellem barnet og Jesus.

I dåben er der for mig at se hul igennem. Her kommer vi med vores barn – og bliver mødt af Gud. Det er Gud, som handler i dåben. Det er ham, som gør noget med os.

Der er flere af børnene, som spørger mig: Per Ole – har du døbt mig? Efterhånden kan jeg bekræfte det, i flere og flere tilfælde. Jo – det har jeg.

Men det er ikke mig, som er den vigtige person. Det er ikke præsten, som er den egentlige handlende i dåben. Jeg døber – i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn – dvs. på Guds vegne. Det er Gud, som handler i dåben – det er Gud, som ved ånden, vandet og ordet genføder barnet – så det bliver et Guds barn – som i dåbsgave får netop syndernes forladelse – Helligånden og det evige liv.

Her er der virkelig hul igennem. Når vi bærer barnet til dåben – kommer Gud os i møde, og handler i dåben, så at dette barn bliver genfødt.

Mennesker kunne ikke se at manden havde fået syndernes forladelse. Og måske var hjælperne lidt skuffede i første omgang. Jesus – vi kom altså for at få ham helbredt – og så giver du ham bare syndernes forladelse. Det får ham jo ikke til at gå.

De kunne ikke se noget.

Sådan kan vi heller ikke se noget hos det barn, som bliver døbt. Det skriger hverken mere eller mindre pga dåben, selvom det nogen gange bliver forskrækket.

Sker der så ikke noget, når vi ikke kan se noget?

Eller for at spørge mere direkte: Skete der noget, da du selv blev døbt? For at kunne svare på det, må du leve et liv, hvor der er hul igennem.

Bibelen siger at der skete noget: du blev genfødt – ved vand og Helligånd. Men for at du skal erfare dette nye liv, må du sørge for at være i kontakt med Jesus, tro på ham. Der må være hul igennem, uanset hvad det så er du må lægge væk eller fjerne, som ødelægger kontakten.

Helt konkret handler det om at bruge tid til at bede og lytte. Til at lytte til de ord, som beskriver vores liv hos Gud. At vi hos ham har syndernes forladelse og derfor kan leve uden frygt – og dø uden frygt.

Der må være hul igennem. Sommetider opstår der huller når det er orkan – eller når ”livets storme” stander os op – men i hverdagen må vi selv lave hullet – det hul, hvorigennem vi kan få øje på Jesus og møde ham og opleve befrielsen i syndernes forladelse.

Han har så meget at give. Bare mas på – han er derinde!

Amen.

Salmer:
749                I østen stiger solen op
56                  Jesus er navnet mageløst
450                Du kommer Jesus i vor dåb.