2. juledag – 1. tekstrække

Velkommen til gudstjeneste 2. juledag. Sankt Stefans dag. Dagens tekster betoner, hvad det var for en verden, Guds søn blev født ind i.

GT-teksten taler om, at Gud gør Jeremias til en klippe, som skal kunne modstå folkets modstand – midt i sin menneskelige sårbarhed.

NT-teksten er første og sidste del af beretningen om Stefanus, der uforfærdet forkyndte budskabet om Jesus og derved blev den første martyr.

Prædiketeksten er en af Jesu afsluttende taler til sine disciple, hvor han forbereder dem på omgivelsernes modstand og selv udtrykker sin smerte over sin samtids afvisning.

Det er en bestemt side ved julens budskab, vi skal sætte fokus på i dag. Matthæus fortæller om, hvordan de vise mænds budskab til Herodes medførte vrede, forfølgelse og drab af de små børn i Betlehem. Sådan bød datidens magthaver barnet velkommen. Lukas fortæller, hvordan der ikke var plads på herberget, og hvordan Simeon sagde: det barn er sat til fald og oprejsning for mange i Israel. Johannes taler om kampen mellem mørket og lyset, og at han kom til sit eget, men hans egne tog ikke imod ham.

Julenat forkyndte englene fred på jorden, men i den nuværende tidsalder er det en fred midt i ydre og indre konflikter. Allerede her og nu kan vi få fred med Gud. At have fred med Gud er ikke det samme som at have fred i hjertet, at man føler sig godt tilpas. Fred med Gud er at have modtaget syndernes forladelse. Det er at have sat ord på sin skyld og overladt sin sag i Guds hånd. Det er at have erfaret evangeliets tilsigelse. På grund af det barn kan jeg have vished om syndernes forladelse.

Denne fred skal engang blive synlig og gælde hele den nyskabte verden, som Gud har lovet sit folk. Engang skal ørkenen blomstre, vold og krig og nød høre op, og Guds fred være altomfattende. Takket være det barn, som blev født i Betlehem.

Julen er altså mere end en kort våbenhvile. Der går en berømt historie fra 1. verdenskrig, hvor både tyske og engelske tropper lod våbnene tie julenat og sang: Stille Nacht. En dansk jul kan ligne sådan en våbenhvile. Danskerne har ondt i familien. Til daglig kan der herske en verbal krig med onde og hårde ord, men i julen holder man fred, hygger sig sammen, giver hinanden gaver, indtil hverdagen med dens skærmydsler vender tilbage.
Julen er ikke et budskab om våbenhvile, men at Gud begiver sig ind i fjendeland. Sårbar og ubeskyttet sendes Guds søn til en verden, der er præget af Augustus og Herodes og alle vi andre, der alle er født med et iboende oprør mod Gud i vort indre. Derfor mødte Jesus modstand fra sin nærmeste familie. Derfor blev han forrådt af en af sine egne og svigtet af sine nærmeste venner. Men gennem sit komme og sin død sonede han vor synd, fjernede Guds vrede og skabte en mulighed for, at synderen kan møde Gud og få del i hans tilgivelse. Og der hvor det når frem til os og bliver tilegnet, første gang eller igen, der skaber det fred og forsoning i familier, mellem mennesker og nationer. Ikke blot våbenhvile, men fred. Det har den store verden og vore små hjem uendelig meget brug for. Derfor har vi ikke blot brug for at fejre jul, forstået som en våbenhvile fra hverdagens ufred, men at tilegne os julens budskab, sådan at Guds tilgivelse bundfælder sig i vore sind.

Men så længe den nuværende tilværelse består, vil dette budskab møde modstand og modsigelse i verden. Der er en version af kristendom, som overser denne sag, og som forkynder, at kristen tro er at komme i harmoni med sig selv, med Gud og med omgivelserne. Før havde mit liv ingen mening, men så begyndte jeg at tro på Gud, og nu er livet fuld af glæde og harmoni. Det kan godt udtrykke en sand erfaring, men det er ikke hele erfaringen.

At komme til tro på det barn, der blev født julenat, medfører kamp og modstand. Det er svært at modtage Guds julegave, for jeg har ikke noget at give til gengæld. Det er så ydmygende, at det skulle være nødvendigt med en frelser, for en frelser forudsætter, at jeg er fortabt og ikke kan hjælpe mig selv. Gud kunne ikke nøjes med at sende en brugervejledning til jorden, sådan at vi med Guds vejledning og en solid indsats kunne finde vejen tilbage til Gud. Han må selv komme. Det er den indre kamp. Desuden er det en ydre kamp og konflikt at sige julens budskab videre. Det var, hvad Jesus forberedte sine disciple på, endnu før han selv led og døde, at når de blev sendebud til det jødiske folk og forkynder, at Messiastiden er begyndt. Når de forkynder, at Jesus Kristus, som de har korsfæstet, er opfyldelsen af profeternes løfter, så skal de indstille sig på modstand. Vi skal lægge mærke til, hvilke betegnelser Jesus bruger om sine disciple. De er profeter og vise og skriftkloge.

Disciplene skal være mennesker, der lever i tro på GT’s løfter og øser af dem. Deres virke er i forlængelse af profeternes virke, for de skal være udvalgt af Gud til at formidle et budskab fra Gud til folket. De skal være vise, for de har fået åbenbaret, at Guds visdom er at redde den hjælpeløse ved tro på den korsfæstede. Det er Guds visdom, som tager sig anderledes ud i menneskers øjne, som er gået op for dem. Derfor er de i stand til at anvende Guds ord ind i menneskers hverdag og dagligdag ligesom Salomo og GT’s vise. Og disciplene er skriftlærde, for de kender de profetiske skrifter i GT og véd, at Jesus Kristus er dens opfyldelse.

Når disciplene sendes for at sige til det jødiske folk, at Jesus er opfyldelsen af det gamle testamente, og sige, ham, I korsfæstede, har Gud oprejst fra de døde og bevidnet, at han er Kristus, da skal de møde hån og modstand. Der skal også være nogle, der tager imod det, men grundlæggende skal I erfare modstand og modsigelse og foragt fra det jødiske folk, sagde Jesus.

Det var, hvad Stefanus senere erfarede. Med stor overbevisning udlagde han skrifterne og beviste, at Jesus er Kristus, sådan at de ikke kunne modstå den ånd, hvormed han talte. Derfor måtte de bøje sig for hans ord eller bringe ham til tavshed med magt. De valgte at lade stenene tale og Stefanus led en grusom død, mens dens åndelige virkelighed var, at han så Himlen åben og Kristus stående for at modtage ham i den himmelske verden.
Sådan har julens budskab fået en blandet modtagelse lige siden. Gud vil, at alle mennesker skal frelses. Derfor kom Kristus, og derfor sagde Jesus til sine landsmænd: Hvor ofte har jeg ikke villet samle jer, som hønen samler kyllingerne under sine vinger. Derfor blev Jesus ved med at gå fra landsby til landsby. Derfor siger han i én af sine lignelser: Nød dem til at gå ind, for at mit hus kan blive fuldt. Derfor bad han sine disciple gå til verdens ende, men begynde i Jerusalem.

Der er en spænding i teksten, som samler Guds egen smerte over menneskehedens tilstand. Det er spændingen mellem Jesus altomfattende frelsesvilje og folket egenvilje. Jeg ville, men I ville ikke.

Det er den smerte, vi kender til i dag, når vi som Jesu disciple forsøger at sætte ord på julens budskab. Smerten over de mange, som møder budskabet med ligegyldighed, afvisning eller foragt. I vores samfund er der ikke voldelig modstand mod evangeliet. Det er der i andre dele af verden, og i dag vil vi mindes martyrerne og de fængslede og den lidende kirke i de dele af verden, hvor modstanden mod kirken er nok så kontant.
Der, hvor modstanden i det danske samfund er nok så kontant, er der hvor vi vover at lægge røst til, at Jesus er den eneste vej til Gud, og at uden Guds søn er vi evigt fortabte. Denne side møder stadig modsigelse og modstand langt ind i kirkens egne rækker. Men at være kristen er at elske sandheden over andres meninger og dom. Ve jer, siger Jesus, hvis alle mennesker taler godt om jer. Salige er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer al mulig ondt på for mit navns skyld. Glæd jer og fryd jer, for jeres løn skal være stor i himlene, for således har man forfulgt profeterne før jer.
Amen.