2. juledag – 1. tekstrække

Sankt Stefans dag. En martyrdag til minde om Stefanus og fejret før man begyndte at holde jul, men i folks bevidsthed står denne gudstjeneste nu som 2. juledag med julepræg. En vanskelighed eller udfordring. Man kan så vælge at se bort fra “folks bevidsthed”, julens kontekst, og dermed læse teksterne, som det, de er; nemlig uden nogen umiddelbar forbindelse med julen. Eller man kan bøje sig og uden at presse teksterne knytte til ved julens tale om fornedrelsen og mørkets kamp mod lyset. Jeg finder den sidstnævnte tilgang klogest.

Jeremias-teksten taler om den unge Jeremias’s kamp for at forkynde budskabet fra Herren og de herlige løfter, han fik. Løfter, som også gælder os i dag – os, der står i den samme kamp for at forkynde Herrens budskab.

Acta-teksten handler om Stefanus. Passer fint med både Jeremias og evangelieteksten og bør inddrages – alene fordi dagen har navn efter ham.

Mattæus-evangeliet: Valget af denne tekst er meget naturligt. Stefanus er en af de “vise” og “skiftkloge”, v. 34 taler om. Tankegangen i Stefanus’ tale er den samme som her. Israels genstridighed, der topper med korsfæstelsen af Jesus og forfølgelsen af hans tjener. Teksten danner hos Mattæus slutningen på den lange straffetale mod farisæerne, som fylder hele kap. 23. Talens hoveddel er de 7 vé-råb over folkets vejledere, som er blevet dets vildledere, idet de har fornægtet lovens egentlige indhold (retten, barmhjertigheden og troskaben) og forvandlet den til en endeløs række af vilkårlige bud og forbud. Og når farisæerne med stolthed hævder at gå i fædrenes spor, så giver Jesus dem med skærende ironi ret i den påstand: I er ægte sønner af den slægt, der dræbte profeterne. “Gør bare jeres mål fuldt. Slanger! Øgleyngel! Hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?” (v.32-33).

Mens lektien, foruden talen, har sejren som emne, taler om Kristus, der selv i sine svage disciple triumferer midt iblandt fjenderne, så er denne tone næsten borte i evangelieteksten. Den ligger kun gemt i v. 38-39. Hovedsagen er at skildre evangeliets kår i verden. Evangeliets indhold møder vi i v. 37: Jesus vil samle de svage og værne dem mod den onde fjende, værgeløse som de er, ligesom hønen samler sine kyllinger under vingerne. Billedet har vel klang af de mange steder i GT, der taler om at være under Guds vingers skygge osv. f.eks. Sl. 17,8.

Mod dette glædelige budskab vender folket sig allerede i den gamle pagt. “De ville ikke”. Alt havde Gud gjort for sin vingård, og dog bar den vilde druer (Es. 5,4). Profeterne, Abel som den første og Zakarias som den sidste i GT, der blot bragte bud fra Gud, blev slået ihjel. Således vender mennesker sig mod Guds godhed. Det gamle Israel gjorde det dengang, farisæerne gjorde det mod Jesus, og vi gør det som det nye Israel i dag. Derfor bliver konsekvensen, at “jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt” (v. 38). Templet bliver tomt og mister sin mening, fordi Gud har forladt det. Men dommen får ikke det sidste ord. Bagved dommen toner forjættelsen frem. Ganske vist forsvinder Jesus nu fra Israel, men Gud vil vedblive at sende budbringere med ordet om Jesus til jøder og hedninger, så de, der tager imod ham, engang skal møde ham med den messianske hilsen: “Velsignet være han som kommer, i Herrens navn.”

Mellem tekst og prædiken.
Lidt af en gåde er det, at denne dystre tekst er valgt umiddelbart efter det strålende evangelium. Men ret beset hører de to tekster vel ganske godt sammen. For i fællesskab siger de det samme som Joh. 1,11: “Han kom til sit eget (1. juledag) og hans egne tog ikke imod ham” (2. juledag). Ikke blot jøderne, men også vi har svært ved at kendes ved Jesus. Det er slet ingen let sag at hylde Bethlehemsbarnet som kongen og min eneste frelser. Det lykkes kun, når vi tværs gennem vores egen vantro og genstridighed hører budskabet om ham, som i kærlighed udleverede sig selv til os og blev de fortabtes bror. Det var dette realistiske juleevangelium, som fik Brorson til at “ødelægge” sin blide julesalme (Her kommer Jesus dine små) med verset “Al verden stod i Satans magt,/ da brød vor Jesus frem med magt/ og rev os ud med blodig hånd/ af alle vore fjenders bånd”.

Kampens udfald blev afgjort med Jesu sejr over Satan, og dog fortsætter kampen. Kampen for at bevare evangeliet levende i hjertet. Vantroen kan så let finde grobund i hjertet og konsekvensen bliver, at Helligånden, Gud selv, forlader os. Således gik det ikke Stefanus. Han er et forbillede for os på en mand, der kæmpede og stod fast, og som derfor “fuld af Helligånd så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side”. Vi er på én gang både modtagere og overbringere af evangeliet. Ingen af delene er let. Men Guds løfter står fortsat til troende. Mange, der er gået forud for os, har afprøvet dem og fundet at de holdt.

Prædikenansats.
1. Julen koster penge – men koster den andet? Den kostede Jesus livet. Den kan koste os livet, om end det er mere sandsynligt på andre breddegrader. Derimod kan modtagelsen og efterfølgelsen af julens budskab koste os ære og anseelse, penge, tid og kræfter. Og lønnen får du ikke udbetalt på forskud. Det koster kamp at være en kristen, jævnfør Ef. 6 om den kristnes kampuniform.

2. Det er snart “store byttedag”. Julegaverne skal byttes, for de var ikke lige, hvad vi havde ønsket os. “Vist ønskede jeg mig en pyjamas, men da ikke i en neongrøn farve.” Måske er der nogen, som i dag har lyst til “at bytte tro”, hvis det er sandt, at mit liv kan stå på spil ved at være en Jesu efterfølger. Men det kan vel ikke passe? Gud er realist, både i sin beskrivelse af menneskers hårdhjertethed og de menneskelige omkostninger, der kan være forbundet med at tro ham. Men hans ønske, som han har gentaget “ofte”, om at samle sine børn i sine arme, står stadig ved magt. Gud skifter eller “bytter” ikke mening.

Salmer:
99 – 105 – 98 // 100 – 107.