2. juledag – 1. tekstrække

Sankt Stefans dag kan være svær at håndtere i forhold til de mere kirkefremmede, som ikke nåede at komme i kirke juleaften eller juledag. Nu kommer de for at høre julens budskab, og så skal de høre om martyrblod og forfølgelse. Det kræver omtanke og lidt situationsfornemmelse fra præstens side at få forklaret 2.juledags budskab i forlængelse af juleevangeliet, så sammenhængen bliver forstået.

Julen fortæller, hvordan Gud forholder sig til verden, 2. juledag handler om verdens svar på evangeliet.

Vi står over for det evangeliske paradoks: Guds kærlighedserklæring til verden gennem Jesus bliver besvaret med afvisning, modstand og had.

Det var vilkårene for Jesus, og det er vilkårene for hans disciple.

Tekstsammenhæng:

Jeremias-teksten slår temaet an: Folket er trængt af fjender fra alle sider, men også internt er der fjender:” Judas konger og stormænd, dets præster og storbønder. De skal angribe dig, men ikke overvinde dig, for jeg er med dig og redder dig, siger Herren”.

Guds sendebud skal tale gudløsheden og fjendskabet imod: ”Du skal stå frem og tale til dem, alt det jeg befaler dig”.

Lektien fra ApG. er helt central, da indholdet har givet helligdagen navnet: Sankt Stefans dag. Så vidt vides er Stefanus den første Kristus-troende martyr.

Grupper af forskellig jødisk observans kommer i diskussion med Stefanus. Han taler med ånd og visdom, og de kan ikke klare sig i diskussionen. Mønsteret er det samme som det, vi ser i Jesu forhold til farisæerne og de skriftkloge: De kommer med falske anklager, stiller med falske vidner, anklager ham for Guds-bespottelse og ophidser mængden imod ham.

Som Jesus bliver Stefanus henrettet. Som Esajas får befaling om, taler også Stefanus Guds ord til folket, for Ordet er den Kristus-troendes eneste våben.

Under steningen gentager Stefanus Jesu ord på korset. Jesus siger: Fader i dine hænder befaler jeg min ånd. Stefanus siger: Herre Jesus, tag imod min ånd. Efterfølgelsesmotivet er stærkt understreget i Stefanus-beretningen, hvor Jesu forudsigelse af disciplenes vilkår i modstand og had manifesterer sig.

Evangelieteksten kommer i forlængelse af Jesu veråb over farisæerne og de skriftkloge for deres falske gudsdyrkelse, hvor han har kaldt dem hyklere og blinde vejledere. Derfra vender Jesus sig mod det fremtidige og går altså fra veråb til direkte dom.

Læg mærke til, at dommen ikke begrundes med, at de er hyklere eller har uret på samvittigheden eller blod på hænderne. Dommen skyldes afvisningen af Guds ord til dem gennem de sendebud, han sender til dem: ”Jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer.. men dem vil I slå ihjel.”

Dommens præmis samles i eet punkt:

I ville ikke.

Derfor kan ingen – heller ikke i dag- vaske hænder eller melde hus forbi.

Alle, der afviser Jesus, er under samme dom.

Prædikenskitse

1)Fra juleidyl til martyrblod

Man skal vel være forsigtig med at hæfte for negative ord på de danske juletraditioner, men de er på mange måder både overfladiske og kommercielle – for ikke at sige hedenske. En ramme, der er blevet så funklende, så dominerende, så ”vigtig”, så den helt kamuflerer indholdet. Ja, den er blevet indholdet for mange.

Det må vi, som på prædikestolen står med selve julens perle, gerne sige, men det stiller krav til hvordan vi siger det. Det skal underbygges, så alle kan se rigtigheden i det.

Derfra må vi gå til selve kernen i juleevangeliet og forklare, hvad der sker:

”Således elskede Gud verden, så han gav sin Søn… for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv”.

Dagens tekster går så videre på denne baggrund og spørger efter menneskets svar på Guds kærlighedserklæring. Jo, svarer Jesus selv, denne verden og hans eget folk svarer med afvisning og blodsudgydelse. Sådan gik det til, at han selv blev korsfæstet.

Og vilkårene fortsætter for hans disciple. Han forudsagde det flere gange, og hans ord har vist sig at være dybt realistiske. Stefanus var den første,

der blev ramt, og mange af Jesu disciple måtte dele skæbne med ham.

2) Et ”tegn til modsigelse”.

Hemmeligheden i dette reaktionsmønster ligger i, at både hans samtidige og alle kommende slægter kun kan erkende Kristus som Guds Søn med troens øje. Han kom som et ”modsigelsens tegn”, og det vil han altid være.

Lige så vel, som vi skal vide, at Gud elsker os, skal vi vide, at modstanden er en del af os. Vi skal have hjælp til at se begge dele. Deraf følger, at vi også indser, at vi skal have hjælp til at tro.

I ”Philosophiske Smuler” laver Søren Kierkegaard et tankeeksperiment, idet han lader Kristus bevæge sig rundt i gaderne i samtidens København.

”Man vil da opdage, at Kristus er paradoxet, Troens Gjenstand, kun for de Troende”. For at underbygge denne påstand bringes den historiske Kristus ind i det 19. århundredes København, og overalt bliver han udsat for den samme lidelse og hån, selv om der er en kirke som bærer hans navn. Han vækker anstød og forargelse. De fleste vil ikke have med ham at gøre. Kun nogle få, de fattigste, slutter sig til ham, men de har jo heller ikke noget at tabe.

Kierkegaard vil påvise, at Kristus som modsigelsens tegn vil støde på det samme reaktionsmønster i alle generationer. Al erfaring siger, at han har ret.

Eksempler fra vor egen tid kan bringes på banen, der er rigeligt af dem.

3) Fred med Gud.

”Fred til mennesker med Guds velbehag”, sådan lød budskabet til hyrderne. Julens fred er fred med Gud. Den havde Stefanus fået del i. Den kunne hans bødler ikke tage fra ham. De kunne tage alt andet fra ham. De tog hans liv, men det var også Stefanus, der så himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side for at tage imod ham.

Der skal tales julefred, så det fremgår, at her står vi med den perle, som ingen ydre forhold, intet menneske, ingen djævel kan ødelægge eller døden tage fra os.

Salmeforslag
122 – 116 (93)- 123 – 128 (125)- 102.