2. juledag – 2. tekstrække

Tro og lidelse

Første kristne martyr
I teksten fra Apostlenes gerninger hører vi om, at manden Stefanus blev stenet af jøderne, fordi han troede på Jesus. Det var den første kristne martyr — dvs. en der dør pga. hans tro på Jesus. Der blevet tidligt oprettet en mindedag for hans død. Det er Sankt Stefans dag, som vi har i dag.

Sankt Stefans dag og julen
Hvad har Sankt Stefans dag med dens barske tekster at gøre her midt i julen? Ja, det er faktisk julen der er flyttet hen til Sankt Stefans dag. Jesu fødsel blev oprindeligt fejret den 6. januar, som også var fejringen af Jesu dåb. Man fejrer stadig Jesu fødsel den 6. januar i Østkirken — både i den russisk ortodokse kirke og den græsk ortodokse kirke. Men Jesu fødsel blev senere flyttet til den 25. december af den katolske kirke og det er blevet videreført hos os siden.
At vi så i Danmark har en underlig skik med at fejre tingene aftenen før det sker er en anden ting. Vi sætter lys i vinduerne 4. maj, selv om det var 5. maj Danmark blev befriet. Vi fejrer Sankt hans aften den 23. juni, selv om det er først Sankt Hans dag den 24. juni. Vi fejrer Mortens aften den 11. november, selv om det er Mortensdag den 12. november. Sådan fejrer vi altså også juleaften den 24. december, mens det egentlig først er Jesu fødselsdag den 25. december. Jesu fødselsdag holder man dog lidt anderledes fast ved i England, hvor man først får gaver juledags morgen.
Men mindedagen for Sankt Stefans dag var allerede fastlagt til den 26. december — lang tid før man flyttede Jesu fødsel til den 25. december. Derfor får vi denne afbræk i den dejlige julefred og glæde med dagens tekst, som handler om at være villig til at være Jesu vidne — også selv om det kræver lidelser.

Vidne for Jesus
Med hensyn til at være et vidne for Jesus, så passer det jo fint med at vi lige har fejret jul. At vi er med til at fortælle det budskab videre ud, at Jesus kom til jorden for at hjælpe os i nøden — for at frelse os. Men når det gælder lidelserne, så reagerer de fleste af os kraftigt af især to grunde.
For det første synes vi, at det forstyrrer julefreden, at vi skal høre noget om lidelser. Nu har vi det jo lige så hyggeligt. Vi har hørt det glædelige og fredelige juleevangelium, hvor Guds søn ret så romantisk bliver født i en stald, sammen med får, køer og høns. Det vil sige — det er det billede vi har fået af det. Jeg er ikke sikker på, at vi ville synes det var så romantisk, hvis vi var i Maria og Josefs sted, og kun var henvist til en vestjysk kostald, som den findes på Hjerl Hede.
For det andet lyder det voldsomt, at man skal være parat til at lide for sin tro på Jesus — også selv om det, ligesom Stefanus, kan koste livet. Det nager og gør ondt. Vi er jo som danskere behagelige anlagt og sluger medicin, så snart vi har lidt ondt et eller andet sted. Smerte er det værste vi næste kan frygte. Derfor gør det ondt at få at vide, at man må være parat til at lide for sin tro skyld om nødvendigt.

Tro på Gud og Djævelen
Men smerten kan lige så vel være psykisk som fysisk. Fx at blive peget fingre af, fordi man tror på Gud. Især da, hvis man også påstår, at man tror på Djævelen. Det er jo det rene overtro — hvis man skal tro nogle af de præster og psykologer, som udtalte sig om det i TV—avisen her lige før jul. En præst fortalte, at han havde været med til at uddrive onde ånder. En anden præst sagde at man ligefrem burde fyres, hvis man som præst ville bilde folk ind, at de kunne være besat at djævelen. Både præsten og psykologen opfattede djævlebesættelse udelukkende som et psykologisk fænomen.
Men jeg må alligevel være klar til at fortælle dem, at jeg faktisk tror på djævelens eksistens. Hvis ikke, så kunne juleaften være ligegyldig. For så var fanden jo ikke på færde og der fandtes ikke noget syndefald, vi skulle frelses fra. I hvert fald ikke andet end i en psykologisk udgave. Der fandtes heller ikke en ond åndemagt — som også er årsag til den kristnes lidelser. I hvert fald heller ikke andet end i en psykologisk udgave. Men skulle det være mere overtro at tro på Djævelens eksistens end at tro på Gud? Og at tro på Gud er ikke overtro. Det er der mange mennesker, som har vidnet om. Men det er sandt, at det er tro, for ingen kan bevise Guds eksistens.

Verden kan ikke lide det kristne budskab
Når det gælder lidelsen for Jesu skyld, så er det svært at lytte til Jesu ord: “Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.”
Selv om vi inderst inde ikke bryder os om denne tekst, om at være parat til at lide for hans skyld, så passer den faktisk utrolig godt til juleevangeliet om, at et barn blev født som verdens frelser. Jesus kom jo for at lide og dø. Og han har allerede dengang fortalt os, at verden vil hade os, ligesom den hader ham. At verden kan være ligeså brutal mod os, som den var mod ham. Det er Stefanus et vidnesbyrd om. Han døde for sin tros skyld. Han fortalte jøderne sandheden om Jesus og det blev til så stor forargelse for dem, at de stenede ham til døde.
Men det er svært for os at forholde os til en forfølgelse på den måde. Det er vi ikke van til. Vi bliver højst gjort til nar, fordi vi tror på Jesus. Det gør kan til gengæld gøre ondt langt ind i hjertet. Men mange har haft mange større lidelser end vi måske nogensinde kommer til at få.

En luthersk præst i Letland.
Fra østlandene, fra Rusland, fra Kina kan der fortælles mange historier om mennesker som blev forfulgt, sat i fængsel og nogle slået ihjel for deres tros skyld. For nogle år siden var jeg i Letland med pastoralseminariet. Der mødte vi en Luthersk præst som fortalte lidt af hans livshistorie. Mens de stadig levede under det sovjetiske diktatur læste han filosofi og gik meget op i det. Men jo mere han læste jo mere gik det op for ham, at der måtte være en Gud til. Han fik af andre fortalt om Jesus og kom til tro. En dag, da han ved et møde kom til at sidde ved siden af den nuværende ærkebiskop i Letland, kom de stille til at tale om, at han var kommet til tro på Gud. Biskoppen spurgte ham, om han var døbt. Han kikkede måbende på ham, for han anede ikke hvad dåb var for noget. Biskoppen forklarede, at Jesus havde befalet os at døbe og at det hørte sig til at blive døbt, når man troede på Jesus. MEN sagde biskoppen du skal også vide, hvilke konsekvenser det kan få for dig, hvis det bliver opdaget, at du er blevet døbt. Du kan risikere, at dit gode arbejde bliver taget fra dig og at du bliver sendt til Sibirien. Der er faktisk mange i vort land, som nok tror på Jesus, men ikke tør lade sig døbe. Men det lod filosoffen sig ikke standse af. Hvis Jesus har befalet os at døbe, så skal jeg døbes — koste hvad det koste vil, sagde han. Og så blev han i hemmelighed døbt af biskoppen. Han blev heldigvis ikke opdaget, men måtte hele tiden leve i frygt for det. I dag er han leder af et institut for uddannelse af lutherske præster i Letland.

Svært at lide
Jo, der er skam mange rundt omkring i verden som lider meget for deres tro og er villige til det. Men jeg er bange for at man skal til østlandene for at finde dem. Men selv om troende menneskers lidelser i Danmark i værste fald kun består af gøre nar os, så synes vi det kan være slemt nok. Ikke desto mindre er det Jesu ord til os i dag, at vi må være villige. “Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.” For det er bedre, at jeg bliver krænket på krop eller sjæl end at jeg aflægger min tro. Der er meget større værdi i at have troen på Jesus, fordi det giver mig billetten til evighedens paradis og fred i sindet. Men den kan have sin pris.

Frede Møller s definition på en kristen
Man lad os vende det og se positivt på livet i troen på Jesus.
Præsten Frede Møller har følgende definition på en kristen, som rammer lige i plet: “En kristen er et menneske, som har set noget, som andre ikke kan få øje på!” Det kan selvfølgelig også bruges på andre men er alligevel rammende. Da Stefanus var for det jødiske råd stirrede han op imod himlen og sagde: “Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen står ved Guds højre side”. Det fik han lov at se, men de andre så ikke noget — blev forargede og stenede ham. “En kristen er et menneske, som har set noget, som andre ikke kan få øje på!”

Manden fra Århus
Jeg kender en mand fra Århus, som også har set Jesus. Før han så ham, var han som flertallet af befolkningen — nok medlem af Folkekirken, men var nok ikke den flittigste bruger. Havde kone og børn og passede sit arbejde. Men en dag da han kom cyklende af cykelstien sker der pludselig en forandring med ham. Mens han cykler ser han pludselig Jesus foran sig og han taler til ham. Dér kom han til tro på Jesus — og senere resten af familien.
Det er sjældent  et menneske så klart ser Jesus. Men for ham blev det til tro. Han kom til at se noget andre mennesker ikke har set. Et troende menneske, som læser bibelen læser og ser med andre øjne end andre. Ser sandheden i det, der står i bibelen. Oplever gennem bøn, at Jesus har griber ind og forandrer noget. Har set, at det er sandt at vejen til paradiset står åben, når man lever i tro på Jesus. Og hvad er alternativet?

Hvor skal jeg gå hen
En anden gang, hvor Jesus underviste i en synagoge, forlod tilhørerne ham, fordi de synes, at han talt hårdt til dem. Så vender han sig mod sine disciple og spørger dem: »Vil I også gå jeres vej?« Simon Peter svarede ham: »Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.« (Joh 6,67f). Hvor skal vi gå hen, hvis ikke vi vil følge Jesus?
Det kan koster noget, at tro på at Jesus kom ned til jorden julenat, som Guds søn, for at frelse mennesker, men det er omkostningerne værd. – Amen.

Salmer (1953 salmebog) 96—105—98//90—431—107
Salmebogen 2003: 118, findes ikke, 122 // 109, 473, 129