2. påskedag – 1. tekstrække
2. påskedag – 1. tekstrække
Series: 2. påskedag (1. tekstrække)
“Kærligheden er stærk som døden” (Højs. 8,6), står der i Højsangen:
Læg mig som en seglring ved dit hjerte,
som en seglring om din arm;
for kærligheden er stærk som døden.”
Det er smukt, og så er det oven i købet sandt. Kærligheden er meget stærk. Mere end én gang har den vist sig at være så stærk, at den var villig til at sætte livet til for sine venner.
Man kan indvende, at døden dog alligevel sejrer, når nogen sætter livet til. Men indvendingen falder til jorden overfor evangeliet om ham, der sejrede, da man hængte ham op på et kors.
Her er kærligheden, der er stærkere end døden.
Kærligheden, hjertegløden,
stærkere var her end døden,
heller giver du end tager,
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted! (DDS 167, 3).
Jesus forkynder det for de to disciple på vej til Emmaus.
De kender ham ikke endnu. De opfatter ham endnu som en fremmed vejfarende. Han lader som om, han intet ved om den sidste tids begivenheder i Jerusalem. Så fortæller de ham, hvad der er sket dér de sidste dage. “Det med Jesus fra Nazaret … hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham.”
Da Jesus har hørt tålmodigt på deres beretning, begynder han at udlægge skriften for dem og vise dem, at det, der er sket, er, hvad Gud forud har givet til kende i skriften.
Der er sket, hvad der skulle til for at frelse os fra vore synder. Der er sket, hvad der skulle til for at frelse os fra døden.
Kærligheden, hjertegløden,
stærkere var her end døden.
De to Emmaus-vandrere var det ikke gået op for endnu. Jesus sagde ellers ikke noget nyt til dem i den bibeltime, han holdt for dem på vejen. Han havde tit talt til dem om, hvad der skulle ske, og hvad det skulle tjene til. Han havde endda sagt mere til dem. Han havde også talt til dem om, at han skulle opstå fra de døde. Men det var slet ikke gået op for dem.
“I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt.” Disciplene var både blinde og døve. Det er underligt, kan vi godt synes. Men inden vi kommer for godt i gang med at skyde på dem, skulle vi lige tænke på, om vi måske ligner dem mere, end vi bryder os om at vide af.
Hvorfor er mennesker så blinde og døve for virkeligheden? Hvorfor har vi det med at lukke os sådan inde i vore egne begrænsede cirkler og tro, at virkeligheden ikke findes udenfor dem?
Vi skal ikke svare på det spørgsmål. Men vi skal høre i dag, at Kristus kan bryde gennem vore lukkede cirkler. Han kan bryde dødens hårde skal og bringe os livet.
Kærligheden er stærkere end døden.
Det er afgjort ikke det samme som at sige, at døden i virkeligheden slet ikke eksisterer.
For nogen tid siden blev der under stor medieopmærksomhed holdt et foredrag i en provinsby. Foredragsholderen sagde, at han var clairvoyant, han kunne se lige gennem mennesker. Han gjorde sig i øvrigt til talsmand for sjælevandringslæren. Og når man gør det, så giver det god mening at sige, som han sagde, at døden i virkeligheden slet ikke eksisterer. For sjælevandringslæren betyder, hvis man tager den alvorligt, at livet ingen begyndelse har og ingen ende. Livet er et kredsløb. Ja, i virkeligheden er livet her på denne jord, det legemlige liv, hvor vi sanser smerte og fryd, også en indbildning.
Det var ganske logisk, når tankegangen blev ført videre derhen, at der heller ikke er forskel på godt og ondt. Foredragsholderen kom med et eksempel på det. Og det var et eksempel fra grovvareafdelingen. Jeg kan ikke huske, om det drejede sig om de mange millioner, der sulter i verden, eller det var de 6 millioner jøder, der blev aflivet af Hitlers styre, eller det var et helt tredje eksempel. Det var der ikke noget at gøre ved, det skulle vi ikke tage så tungt. Det havde ingenting at betyde. Men her blev der protesteret fra salen.
Jeg nævner ikke det her, fordi jeg ønsker at angribe den mand eller nedgøre det, han står for. Det er kun sagen, der interesserer os, og foredraget skal kun omtales, for at det kan blive mere klart, hvad vi tror på som kristne.
“Døden eksisterer i virkeligheden slet ikke”. Ville det ikke være en meningsløshed at sige sådan til et par forældre, der har mistet deres barn eller til en mand eller kvinde, der har mistet sin elskede? Eller værre end en meningsløshed. Ville det ikke være ubarmhjertigt?
Døden eksisterer jo. Vi kan ikke lyve den bort. Den har en forfærdelig magt i verden. Den har så stor magt, at vi alle som én er dens sikre bytte. Men kærligheden er stærkere. Og kærligheden hedder Jesus.
Vi slutter påskefesten i år med at høre om, hvordan den opstandne banede sig vej til de to blinde og døve disciple. Det skal vi høre om, fordi det er den samme måde, han kommer til os på.
For det første: Han hører tålmodigt på os. Vi kan roligt fortælle ham alt om, hvordan vi har det. Bønnens vej står altid åben.
For det andet: Han taler til os gennem skriftens ord. Gennem Bibelens ord. For de to disciple i teksten var det som om, Bibelens ord var blevet døde bogstaver.
Sådan kan vi også opleve det sommetider.
Men så kan vi også opleve det, som de oplevede: at Jesus selv åbner Skrifterne for os.
En ung kristen kvinde fra det Indre Mongoliet skrev denne bøn:
“Herre, du skænker mig livets vand.
Du kaldte på mig, og jeg fulgte dig.
Vi følger dig og savner hverken rigdom,
berømmelse eller magt.
Vi søger kun sandheden.
Min sjæl længes efter dig dag for dag,
og mine fødder vandrer i dine fodspor.
Dit ord gør mit hjerte nyt.
Dit ord hjælper os til at blive bedre mennesker.
Alle vore bekymringer og sorger svinder hen.
Dit ord er røgelse og myrra.
Det er vejen, sandheden og livet.
Det er nøglen til vore hjerter,
rettesnoren på livets vej.
Derfor tørster vi efter dit ord.
Ofte møder vi vanskeligheder og lider nederlag.
Men altid finder vi en indre styrke.
Den styrke kommer fra dig, fra din kærlighed og din hjælp.
Vi vil gerne tage imod dit ord.
Og vi vil gerne følge dig.
Vi er villige til at lide endnu mere for dig
for at vidne om dig for hele verden.”
Livets vand, nøglen til vore hjerter, rettesnoren på livets vej. Alt det er Guds ord for os. Og meget mere. Så skal vi også bruge det flittigt!
Jeg kan ikke tale på alles vegne. Men jeg tror, at de fleste, der har læst bibelen og lyttet flittigt til Guds ord, også har oplevet, at Jesus selv har lukket ordet op, så det “brændte i hjertet”.
For det tredje: Jesus kommer til os i nadveren. Måltidet med Herren er tydeligvis højdepunktet i Emmaus-beretningen. “Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham.”
Når vi fejrer nadver efter Jesu befaling, kommer han selv til os og giver os et vidunderligt pant på, at kærligheden er stærkere end døden. Når vi modtager brødet og vinen, hører vi ordene: “Dette er mit legeme … dette er mit blod.” Det er altså ham selv, der kommer til os, han, der ofrede sit liv for os med en kærlighed, der var, og er, stærkere end døden. Nadveren er pantet på hans kærlighed.
Jesus har lovet at være med os.
Så kan vi frimodigt svare ham tilbage:
Dig vandrer jeg så gerne med,
opstandne Jesus milde!
Til himlen jeg i dine fjed
så gerne følges ville.
Han kalder os selv. Han går med, og Han bliver hos os med sin kærlighed.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Salmer:
206 – 190 – 208 – 210 – (431) – 204