2. påskedag – 2. tekstrække

Teksterne – indhold og sigte.
I salmeteksten og epistelteksten ser vi den tydelige sammenhæng mellem begivenhed og digt. Netop fordi Jesus er opstået fra de døde, kan denne salme synges. Glæden og trygheden ved, at han ikke lod sin fromme se graven, er også vores glæde og tryghed ved, at vi heller ikke skal høre døden og graven til. I evangeliet bringes denne sammenhæng ind i ganske få menneskers liv. Vi møder vidner. De så og fik hjælp til at tro.

Prædiken-ansatser.
Påskebudskabet er ét: Jesus er opstået og lever. Og derfor hører det, de havde med ham, ikke graven til. Det lever, fordi han lever. Men budskabet gives videre i mange skikkelser. Jesus møder sine vidner på forskellig vis.
Der er kvinderne, der er kredsen af disciple, de fem hundrede brødre, som Paulus nævner – og der er Maria Magdalenes møde.
Mens det endnu er mørkt … kommer hun til graven. Og mørket bliver på en måde tættere, det viser sig nemlig, at de har taget Jesus.
Maria Magdalene kommer til at repræsentere al menneskelig nød – den vinkel som er vores: Vi ser det hele nede fra graven. Vi kan ikke se op over randen.
Der er virkelig et mørke at overvinde. Der er virkelig en rand at se op over. Og hvordan får vi hjælp til det?
Det er forskelligt, hvor meget der skal til, inden vi tror. Nogle skulle bare se ind i den tomme grav, så troede de. Andre får det bare værre.
Nu hører han heller ikke mine bønner længere. Nu er han ikke MIN Herre længere. Tilsyneladende er han blot alle mulige andres Herre, for han lader ikke til at høre på mine bønner.
Han kommer til hende, uden at hun ænser det.
Han står overfor hende, uden at hun kan kende ham.
“Maria” siger han så.
Og da genkender hun ham. Helligånden må levendegøre det. Det er der som en virkelig mulighed. Han står overfor os med livets ord, men vi hører det ikke, før han kalder os ved navn.
Gå og fortæl.
Sådan sendes Maria af sted med vidnesbyrdet. Og sådan må vi sættes i bevægelse, når han kalder os ved navn.

Salmer:
204 – 207 – 194 / 205 – 198 .