Indledende overvejelser

Selvfølgelig kan man bruge en masse tid på at forklare sammenhængen/forskellen, når det gælder Johannesevangeliet kontra Matthæusevangeliet. Men det er jo ikke en theologisk forelæsning, som skal holdes 2.Påskedag, men derimod en prædiken. Sammenligner man de to beretninger, vil der være en masse ting at studse over.

Eksegese

Maria Magdalene er med i begge beretninger. Johannes ikke nævner de andre kvinder, men de har nu nok været med her. Ifølge Markus var der tre kvinder. Eller skal vi forstå det sådan, at Maria Magdalene kommer først? I sin kommentar til Johannesevangeliet skriver Olaf Moe: ”Høist sannsynlig er M.Magdalena ilet i forveien for de andre kvinner – hun var i det hele åpenbart den ivrigste, fordi hennes kjærlighet til Herren var mest brennende.”

Igen er det afgørende den tomme grav. Hvad er reaktionen, da hun ser den tomme grav?

Hun tænker i helt almindelige menneskelige baner, og det er med til at gøre det så troværdigt. Når den døde krop er borte, ja, så må der være en naturlig forklaring på det. Nogle må have fjernet den og lagt den et andet sted, tænker hun. Det er så oprørende og forargeligt, så hun straks må fortælle det til Jesu disciple. Derfor løber hun! Det gør man ellers ikke meget i de egne, men når det virkelig gælder, bryder nøden alle love (jf Luk 15,20). Johannes understreger, at han selv er en af de to disciple, som bliver opsøgt af den løbende kvinde. Det er vigtigt, fordi han jo dermed bliver et øjenvidne! Igen hører vi, at de løber. ”De løb begge to” fortæller Johannes, som selv er den yngste og dermed den hurtigste, hvad det angår, så han kommer først ud til graven. Men selvom han er hurtigst, er han ikke helt så frimodig som Simon Peter, som fortsætter helt ind i graven. Med egne øjne ser de nu, at der ikke er tale om ligrøvere. Øjenvidnet Johannes fortæller, hvad han selv har set, når det gælder Jesu ligtøj: Det hele er lagt pænt sammen. Som om det var en levende mand, der har skiftet fra nattøj til almindeligt tøj! Hvad det jo netop også er…

Det vidner om den guddommelige ro og harmoni, som præger alt, hvad der kommer ovenfra, siger Asschenfeldt-Hansen i ”Fra Guldgruben”,  og det kan der jo være noget om! I ”Bibelværk for Menigheden” skriver Peter Legarth: ”Også Lazarus var blevet opvakt fra de døde, men han var trådt ud af graven med ligklæderne viklet om kroppen (11,44); og Jesus var ikke blot som Lazarus blevet levende; han var opstået fra de døde og havde besejret døden.” (s.165).

Den anden discipel, som altså er Johannes selv, ser nu det samme, og for ham bliver det til opstandelsestro, påsketro. Den havde ingen af dem i forvejen! De havde jo ikke hørt efter, hvad Jesus sagde, mens han endnu var hos dem!

For Maria er det ikke blevet til påsketro endnu. Hun lever stadig i den forestilling, at den døde krop er blevet fjernet og lagt et ukendt sted. Derfor græder hun. Da hun ser to hvidklædte engle, gør det ikke det store indtryk på hende. De sidder i en tom grav. Derfor er der al mulig grund til at spørge, hvorfor hun dog græder. Svaret afslører hele Marias fortvivlelse. Det samme kommer frem, da hun møder en mand, som hun tror er havemanden.

Måske han ved, hvor den døde krop er blevet af?

Først da Jesus nævner Marias navn, vågner hun op.

Situationen minder om begivenhederne på vejen til Emmaus, hvor disciplene ikke kender Jesus, selvom de går lige ved siden af ham. Det sker først, da han bryder brødet! Opstandelseslegemet er virkelig et legeme af kød og blod, men åbenbart så anderledes, så genkendelsen ikke sker automatisk. I det øjeblik Jesus nævner Marias navn, skaber han selv troen i hendes hjerte. Troen, som siger ”Rabbuni!”

Hun falder på knæ og vil klamre sig til ham, men det må hun ikke, for Jesus er endnu undervejs. Det, han har gjort, betyder, at vi har en far i Himlen. En Gud, som vil frelse, og som gør små, uværdige mennesker til sine vidner, så vi kan sige ”Jeg har set Herren!”

Det har vi, når vi lytter til hans ord.

Det har vi, når vi knæler ved hans bord.

Prædikenansats

Personligt holder jeg meget af 2. Påskedag og priser mig lykkelig over, at jeg som præst på landet får lov til at prædike begge Påskedage!

Netop beretningen om Maria Magdalenes møde med Jesus er en god anledning til at betone, hvor vigtigt det er, at der sker et personligt møde med Den Opstandne. Igen er det vigtigt at få understreget, at opstandelsen i den grad kommer bag på alle. Det bliver endnu tydeligere, når vi når frem til farisæeren Saulus, som får sit personlige møde med Den Opstandne, så det vender op og ned på hele hans liv. Epistlen, vi lytter til i dag, er et stærkt vidnesbyrd om, hvad Gud kan udrette, når han krydser et menneskes veje. Man kan så af og til undre sig over, at han ikke gør det noget oftere, men det må vi jo spørge ham om ved lejlighed! Her sker det i hvert fald med Maria Magdalene, ligesom det sker uhyggeligt stærkt med farisæeren Saulus, som bliver forvandlet til apostlen Paulus, der går i døden for den tro, han før så det som sin guddommelige pligt at bekæmpe! Sådan kan det også gå med mennesker i dag. Vi kender sikkert alle eksempler.

Måske er vi selv iblandt dem?

Personligt undrer jeg mig i hvert fald selv over, hvor sært det gik til, da det var mig, han ville have i tale! Netop derfor melder tanken sig: Bare det dog måtte ske også for dem, som jeg møder på min vej!

Vi kan stå der med al vor tvivl og vantro, sådan som disciplene og Maria Magdalene gjorde det. Når han møder os selv som Den Opstandne, den levende frelser, er han den, der kan forvandle tvivl og vantro til tro og glæde, ja, til vidnesbyrdet, der siger ”Jeg har set Herren!”

Spørgsmålet er bare, om vi vil udsætte os for den risiko?

Det gør vi ved at gå i kirke!

Salmer

224                Som forårssolen morgenrød

233                Jesus lever, graven brast

231                Påske vi holde

Prædiken

227                Som den gyldne sol frembryder

232                O salig påskedag

262                Frydetonen går mod tronen