2. pinsedag – 1. tekstrække

Sl 104

Salmens hovedbudskab, er at hele skabelsen er en fremvisning af dens majestætiske herres herlighed og forsyn. Skabelsen viser Guds glæde over sit værk, som er stort og imponerende og afspejler hans visdom og kraft. Havet nævnes som eksempel.

Fra v. 27 lægges vægt på, at skabelsen viser, at alt er afhængigt af Guds dispositioner. Gud kan vælge at give eller holde igen. Nøgleordet er afhængighed, det skabtes afhængighed af Gud, både m.h.p. oprindelse og opretholdelse. Mennesker og dyr er alle afhængige af Gud i deres daglige livsophold, som Gud sørger for ad mangfoldige veje.

ApG 10

Guds frelsesplan er ikke racebestemt, hvilket Peter også havde lagt vægt på i sin første pinseprædiken (2,38). Nu ser Peter selv også, at hedningerne heller ikke behøver at blive jøder, men kun skal tro på Jesus som Messias. Under sin prædiken bliver Peter åbenbart afbrudt af, at Helligånden kommer over disse hedninger, og det er med til at overbevise Peter og de andre omskårne brødre om, at Gud også havde åbnet døren for de uomskårne. Peter brugte netop denne hændelse som argument i sit forsvar under mødet i Jerusalem (11,15). Hidtil var Helligånden kommet over jøderne (2,4), samaritanerne (8,17). Nu kom den også over hedningerne. Når nu der var ubestridelige beviser på, at disse hedninger var omvendt, havde de selvfølgelig ret til at blive døbt. Det større var blevet overdraget, kunne det mindre så tilbageholdes? Nej, selvfølgelig ikke. Gud havde afgjort sagen ved at give disse hedninger Helligånden.

Joh 3

Gud elskede verden, ergo er Guds kærlighed ikke racebestemt, men har et universalt aspekt. Det var Guds kærlighed, som bevægede ham til at lade sin søn bliver et fyldestgørende offer for vreden. Gud skylder ikke mennesker noget som helst, men bevæges af sin egen godhed. Den ubegribelige Gud er den største giver, som giver af nåde og uden fortjeneste. Og gaven, hans egen søn, er lige så ubegribelig som giveren. Gud skænker sin egen søn til den ulydige, utaknemmelige og bespottende verden af sin uudsigelige kærlighed.

Hvorfor giver Gud os denne gave? For at fylde himlen og tømme helvede. Gud viser sin kærlighed mod verden, alle mennesker, ved at give sig selv hen for dem, for at rive dem ud af døden og helvede og give dem visheden om det evige liv.

Gaven er ikke blot Guds søn, men også troen på Guds søns værk. Det kan vores forstand på ingen måde forstå eller acceptere, men dette kan gribes i troen, som er en del af Guds gave til os. Gud elsker hele verden, og når vi er en del af verden, elsker han også os. Guds ord er løgn, hvis jeg er undtaget fra Guds kærlighed, for så elsker Gud ikke verden!

Det kommer ikke an på, hvor værdige vi er, det er allerede fastsat, at vi er alle syndere og værdige til fordømmelse. Intet beror på vores værdighed og fortjeneste, men kun på vores tro på Kristus. Ved troen er dommen taget fra os, men tror vi ikke, forbliver dommen over os. Dommen bliver endda større, fordi vi derved lægger den synd til, at vi ikke vil tage imod Kristus, jfr. også Joh 3,36.

Messias skal dømme verden, som Jesus selv siger (Matt 25,31ff; Joh 5,27), men det var ikke den primære eller eneste hensigt med hans komme til verden. Joh 3,17 udtrykker Guds primære årsag med at sende Jesus, men det betyder ikke, at Jesus ikke også skulle dømme verden, jfr. ApG 10.

Den, der ikke tror, er allerede dømt. Fordømmelse kommer ikke først til sidst, den foregår allerede nu. Hele menneskeheden lever under Guds vrede hele tiden, Sl 90,9. Vi behøver ikke at vente på vreden. Hvis vi ikke ”vælger” at forlade den, forbliver vi under den, og så er vi allerede dømt. Hvis vi færdes på en forkert vej og gentagende gange ser skilte, som viser til den rigtige vej, men vi forbliver på vejen og passerer alle disse skilte, nægter at tage vejen tilbage på den rigtige vej, så er og bliver vi på forkert hold. Det er Guds syn på livet. Alle er fortabte og bliver evigt fordømte, hvis ikke Kristus kommer til dem med sin prædiken. Mennesket er af fødslen en synder og under Guds vrede og i djævelens rige og dødens magt. Vi står ikke på neutral grund.

Jesus er en forstyrrende eksistens. Han er lyset og afslører menneskers onde gerninger og forkærlighed for mørket. Menneskets udgangspunkt er ”i mørket” og derved under vreden, men det opdager mennesket ikke, før end Kristi fuldkomne og af mennesket forhadte lys blotlægger virkeligheden ud fra Guds perspektiv, at dommen er afsagt og bøddelen blot venter på et tegn.

Jesus er en vidunderlig person, som på Guds befaling byder både dommer og bøddel at holde inde, og frelser den fordømte og gør ham levende, så han bliver salig ved Kristus.

Prædikenansats

Elsket af Gud, men under hans vrede

Gud vil frelse. Det skyldes hans kærlighed, men betyder ikke, at alle er frelst. Gud elsker alle mennesker, også de ugudelige, jfr. den lille bibel, Joh 3,16. Alligevel er der få, som er frelst. Guds nåde er det, som skete på Golgata. Hvis Jesus ikke var død for os syndere, så var der ingen redning mulig.

Hvis ikke vi tager vores tilflugt til Jesus, så får vi ikke Guds nåde, for kun Jesus er Guds nåde. Gud elsker alle mennesker, og derfor har han givet os Jesu død på Golgata. Gud elsker alle, og derfor bar han selv sin hellige vrede mod os, så vi kan gå fri. Men hvis vi ikke søger Jesus, afviser vi Guds kærlighed og reddes ikke. Gud længes stadig efter at redde os fra sin dom, men får da ikke lov til det.

Lad os ikke gå glip af den fantastiske gave, som Gud skænker os i sin nåde. Lad os heller ikke begrænse Guds væsen og hellighed til blot det, vi kan forstå og acceptere.

Evangeliet i en nøddeskal

1 Faren, vi alle står over for

At fortabes under Guds vrede pga. vores synd.

2 Guds plan for at frelse os fra denne fare

Hans kærlighed, som sender sønnen at give sit liv og tage verdens synd på sig.

3 Menneskets svar

At tro på Guds søn

4 Gaven lovet til alle, som tror

Evigt liv.

Salmeforslag
696, 67, 410 / 491, 179