2. pinsedag – 2. tekstrække

Fra Bibelens første blade husker vi fortællingen om Edens Have. Der satte Gud Adam og Eva ’ og sagde, at de måtte spise af alle træerne i haven – med en enkelt undtagelse. Den fortælling har altid rørt ved noget hos os: Tænk at leve i en have med fri adgang til alverdens frugter!
Men vi husker også, hvordan det gik: Adam og Eva spiste af frugten på det træ, de ikke måtte spise af, og så kom Gud og gjorde regnskabet op med dem. De blev sendt ud af haven – og det var slut med at spise af alle de spændende frugter.
I stedet for skulle de spise brød: Adam skulle dyrke jorden. Og han skulle stifte bekendtskab med ukrudt og hårdt arbejde. Derfor hedder det: ”I dit ansigt sved skal du spise dit brød”. I de ord er mange generationers erfaringer samlet – både om det hår¬de arbejde og om det daglige brød.

Men der er en ting mere at sige om Edens Have. Midt i haven stod det træ, Adam og Eva ikke måtte spise af – træet til kundskab om godt og ondt. Men der var også et Livets Træ.
Vi hører kun om det træ, lige før Gud sender Adam og Eva ud af Edens Have. Da Gud forstår, hvad der er sket, siger Han: ”Bare mennesket nu ikke rækker hånden ud og også tager af Livets Træ og spiser og lever evigt!” Og netop derfor sender Han dem ud af haven.
De få ord om Livets Træ fortæller om en længsel, der har levet i mennesker i den ene generation efter den anden gennem århundreder, ja, årtusinder: Længslen efter at leve evigt. Men samtidig udtrykker de ord en erkendelse: Hvis mennesket skal leve evigt, skal det ikke være som synder. Det skal ikke være i oprør og ulydighed mod Gud, men i kærlighed til Ham og i lydighed mod Ham.
Det er godt, om vi har hele denne fortælling om Edens Have i tanke, når vi hører evangeliet i dag. Selv om vi møder dette evangelium om Livets Brød i anden tekstrække, har det fra ældgammel tid været knyttet til Pinse-ugen og er velegnet til at uddybe Pinsens betydning for os.

Vi er altså dem, der er sendt ud af Edens Have. Vi husker, hvordan der var fri adgang til de spændende frugter; men vor virkelighed er, at vi spiser vort brød i vort ansigts sved. Og så kender vi længslen efter at leve evigt sammen med Gud.
Over for os står vor Herre Jesus Kristus så i dag og siger: ”Jeg er Livets Brød. … Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid.”
Han byder os ikke af frugterne fra Edens Have, men af det brød, som er kommet ned fra Himlen, og som gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Livets Brød. Det evige livs brød.
Brød, som vi ikke har arbejdet for, og som vi derfor ikke skal spise i vort ansigt sved, men får rakt – som børn, der spiser ved deres mors og fars bord.
Og Jesus tilføjer: ”Det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.” Til liv for verden. Han vil give sit kød til liv for verden. I virkeligheden betyder det, at Han vil give sig selv til liv for verden.

Det skal vi nu sætte i forbindelse med Pinsen, Helligåndens fest og den kristne kirkes og menigheds fødselsdag. Så ser vi, at Pinsen betyder, at nu rækkes Jesus Kristus frem mod alle mennesker – som Guds frie gave, som Livets Brød. Og vi ser, at Kirkens opgave er at række Ham til alle mennesker.
Jesus blev som bekendt født i Betlehem. Det bynavn betyder ”Brødets Hus”. Det navn kunne vi også bruge om Kirken: Den er ”Brødets Hus”. Midt i den verden, hvor ”døden er det hårde ord” (som Grundtvig siger i en salme), er der bygget et ”Brødets Hus”, hvor Livets Brød rækkes til mennesker. Det evige livs brød.
Kirken skal række Jesus Kristus som Livets Brød til mennesker. Men Kirken skal selvfølgelig også fortælle, at den har Ham at række: Livets Brød, det brød, som er kommet ned fra Himlen, og som gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Svaret på længslen efter det evige liv.
Men når Kirken har fortalt, hvad den har at række, skal den lade Gud om resten. Kirken skal ikke kaste sig ud i alle hånde krumspring i en slags forsøg på også at få mennesker til at komme til Jesus Kristus og tro på Ham.
Jesus siger jo selv: ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham”.

Hvis ikke Kirken kan slå sig til ro med at fortælle, hvad den har at række, og så lade Gud om resten, så kan det snart gå sådan, at Kirken ikke rækker mennesker den Jesus Kristus, som alene er Livets Brød, men i stedet rækker sig selv og hele sin egen hitte-på-som-hed. Og så har Kirken svigtet.
Når vi hører Jesu ord om Livets Brød, kan vi naturligvis ikke lade være med at tænke på Den Hellige Nadver. Det er klart, at når Han siger: ”Jeg er Livets Brød” – så handler det ikke kun om nadveren og de små hvide brød. Længslen efter evigt liv stilles jo ikke bare ved at spise med munden.
Men det må være lige så klart, at når Jesus taler om Livets Brød, så handler det også om nadveren og de små hvide brød. Han gør jo brødet og vinen til ét med Hans eget kød og blod. Når nadverens lille hvide brød rækkes frem mod hver enkelt af os, så er det Livets Brød, der rækkes frem, det brød, der dybest set kommer direkte fra Gud til os – som en mulighed for nyt liv, ny tro, nyt håb, ny kærlighed, en mulighed for himmelsk fred og evig glæde ’ midt i tiden her på jorden.
Og så fornemmer vi, at vi ikke bare er dem, der er sendt ud af Edens Have, men også dem, der er indbudt til det evige liv sammen med Gud – og det i så høj grad, at vi allerede her og nu får lov til at få forsmag på det liv: Vi spiser og drikker jo som elskede børn ved vor himmelske Fars bord.
Så lad os som de første kristne i Jerusalem holde fast ved brødets brydelse. Amen.