2. søndag efter helligtrekonger – 1. tekstrække

Teksterne.

Der er god sammenhæng mellem lektielæsningen fra 2. Mosebog og evangelieteksten, idet begge handler om Guds herlighed. En herlighed, som intet menneske kan tåle at se i hele sin glans og fylde. Derfor var det også, at Gud stillede Moses i klippespalten og dækkede med hånden for ham, sådan at han ikke kunne se det lys og den glans, der skinnede fra Guds ansigt, da han gik forbi.

Men selvom vi ikke kan tåle at se Guds ansigt, er det alligevel muligt for os at lære ham at kende, når han kommer til os i jordisk skikkelse, sådan som han senere kom i Jesu Kristi skikkelse. Og han viste os netop glimt af den herlighed, som Moses ikke kunne tåle at se. Det gjorde han bl.a. gennem vinunderet i Kana.

Epistelteksten fra Romerbrevet passer på mange måder godt ind i sammenhængen. Den handler om at vende det onde ryggen for i stedet at leve sit liv efter Guds vilje. Og så trækker Paulus broderkærligheden frem, ligesom han opfordrer til udholdenhed i trængsler og til at være vedholdende i bønnen. Der er i øvrigt genklange fra Bjergprædikenen i dette tekststykke, når Paulus siger, at den kristne kærlighed også rækker ud mod dem, der er udenfor menigheden. Ja, selv mod fjender af menigheden. Det er netop i kærligheden, at vi kan se glimt af Guds herlighed.

Evangelieteksten har voldt mange problemer i tidens løb. Hvorfor gjorde Jesus netop et vinunder ved en bryllupsfest? At vinen var sluppet op, var vel et tegn på, at gæsterne havde fået mere end nok? Hvis teksten skal forstås rigtigt, skal vi ikke begynde med disse indvendinger. Vi skal derimod prøve at finde en nøgle til at forstå, hvad der er Johannes’ hensigt med at viderebringe denne fortælling. Denne nøgle finder vi i vers 11. Der står, at Jesus åbenbarede sin herlighed, doxa, og at resultatet af det blev, at hans disciple troede ham. Det skete gennem et tegn. Og her fortælles altså om det første tegn, som han gjorde.

Hensigten med Jesu tegn er, at de skal skabe tro. Men dermed er det også ifølge Anfin Skaaheim sagt, at de ikke kan betragtes som bevis for det, de skal åbenbare. Derfor ser vi også flere steder i Johannes Evangeliet, at tegnene ikke skabte tro, men derimod modsigelse. Det fortælles gang på gang, at der opstod strid efter et af Jesu undere. Og striden stod oftest om, hvem Jesus var, hvad der var hans opgave. I mødet med Jesu undere blev mennesker sat overfor et valg: Tilslutning til Jesus eller afvisning af ham. Sådan er det også med det tegn, som han gjorde i Kana.

Mellem tekst og prædiken.
I novellesamlingen “Livshistorier”, som hører til K-materialet, er der følgende kinesiske lignelse: “Der skulle være bryllup i en by. Brudefolkene havde ikke mange penge. Men de var af den mening, at mange skulle fejre begivenheden. En glæde, der deles, er dobbelt glæde, tænkte de. Det skulle være en stor fest med mange gæster. For hvorfor skulle vores glæde ikke få lov til at smitte, tænkte de. Der er blandt mennesker jævnt hen mere lidelse end glæde.

De bad derfor de indbudte om at medbringe en flaske vin. Der ville ved indgangen til festens sal stå et stort fad, som de kunne hælde deres vin i. Og således skulle de alle drikke den andens gave og alle være lystige og glade med hinanden.
Da den strålende fest var indledt, løb tjenerne ud til det store fad og øste op. Men hvor stor var ikke alles forskrækkelse, da de mærkede, at det var vand. De sad eller stod som forstenede, da det gik op for alle, at hver eneste af dem havde tænkt sådan: Den ene flaske vand, som jeg hælder i, vil ingen kunne mærke eller smage. Men nu vidste de, at de alle havde tænkt sådan. Enhver af dem havde tænkt: I dag vil jeg holde fest på de andres bekostning”.

Denne lignelse siger noget ganske typisk om vi menneskers adfærd. Vi vil så gerne opleve glæde og herlighed. Men alt for ofte går det sådan, at vi kommer til at stå i vejen for glæden og herligheden. Årsagen er, at vi så let lader os inspirere af den onde, der har et ganske bestemt mål. Det er at dræbe enhver form for glæde. Eller sagt med andre ord: at skabe vin om til vand. Han ved nemlig, at den virkelige glæde kommer fra Gud alene. Kun han kan den kunst, som det er at skabe den virkelige glæde. Derfor kæmper den onde sådan imod glæden, hver gang den viser sig.
Fordi det er sådan, er det oplagt, at gøre de to ord glæde og herlighed til hovedord på denne søndag og forkynde, at Gud kan ændre glædesløshed til glæde, fordi Jesus Kristus er trådt ind i verden. Gennem underet ved brylluppet i Kana ønsker Gud netop at åbne menneskers øjne for, at der med Jesus er givet os nogle andre muligheder end dem, vi næsten altid pr. automatik vælger. Det ser vi netop af v. 11, som må være det øje, som vi ser dette under igennem. Og det viser, at den virkelige glæde ikke findes i vinen, det pompøse bryllup eller i at være sammen i festligt lag, selvom det kan være dejligt, men derimod dér, hvor vi får lov til at se glimt af Guds herlighed.
Ordet herlighed betegner i NT en glans og en fylde, som overgår alt det, vi kan skabe. Denne herlighed vil vi gerne opleve i vort liv. Og vi kan da også finde den i glimt. F.eks. i kærligheden mellem mand og kvinde, som det kan være oplagt at komme ind på, når det nu var ved et bryllup, at Jesus gjorde dette vinunder. Men der kan ske det, at denne kærlighed, der ellers giver så mange glæder, brænder ud i vores lidenskabelige krav på kærlighed og livsopfyldelse.

Kærligheden, der brænder ud. Herligheden, der lige så stille forsvinder. Liv, som taber glæde og vitalitet. Det kender vi kun alt for godt. At opleve dette, er livsødelæggende. Derfor er det også så vigtigt, at der bliver peget hen på Jesus og den herlighed, som han viste et glimt af den dag i Kana. Dengang skabte den glæde. Og det samme kan den gøre i dag. Som han kunne forvandle vandet i de seks store vandkar til vin, kan han fylde vort sind med glæde og kærlighed. Det kan han, fordi han gennem sin død har vundet Guds kærlighed til os. Og da denne kærlighed på tredjedagen efter korsfæstelsen viste sig stærkere end døden, er den her den dag i dag som en virkelighed, der kan skabe forvandling.

Det kan ske i gudstjenestens fællesskab. Her kommer Jesus til os i sit ord og rækker os den kærlighed og tilgivelse, der kan skabe et under i vort hjerte, sådan at hverdagens vand skabes om til vin.
Det samme kan ske ved nadverbordet. At Jesus gjorde vand til vin ved brylluppet i Kana viser netop frem til nadveren. Denne dybde i beretningen er der en russisk ikonmaler, der har set. Derfor har han malet en ikon, der på en gang viser brylluppet i Kana og nadveren. Alle er ved bordet samlet om glæden ved hans herlighed. Og den ikon er lavet sådan, at den, der ser på billedet, inddrages i det og er med ved bordet.

Ikonmaleren har ramt plet med sit motiv. Det er helt rigtigt, at han søger at inddrage betragteren som gæst. Det er nemlig Jesu vilje, at vi skal være med ved festen og få del i brødet og vinen, som rækkes os med ordene om, at det er Jesu Kristi legeme og blod. Når hans gaver modtages i tro, kan et menneske få lov til at se glimt af Jesu herlighed.
Men selvom vi kan modtage så meget ved gudstjenesten gennem Ordet og sakramentet, er det alligevel kun en lille forsmag på det, der venter os i den himmelske herlighed. Der er der ikke sparet på noget, men derimod overflod af alt.

Prædikenskitse.
1. Den kinesiske lignelse som en indgang til at tale om, hvordan glæde og herlighed mister indhold og kraft i vores verden, fordi den onde hele tiden forsøger at dræbe glæden.
2. Gud som den, der kan forvandle glædesløshed til glæde, fordi Jesus er trådt ind i verden. Det viser tegnet ved brylluppet i Kana.
3. Den virkelige glæde findes der, hvor vi kan få lov til at se glimt af Guds herlighed.
a) Gudstjenesten med ordets forkyndelse
b) Nadveren
4. Afslutning: Alt dette er blot en forsmag på den herlighed og glæde, der venter os i himlen.

Salmer:
2, 267, 124, 277 og 11