2. søndag efter helligtrekonger – 1. tekstrække
2. søndag efter helligtrekonger – 1. tekstrække
Teksterne
Moses er en frimodig mand, og han vil gerne se Gud, og hvem vil ikke gerne det? Herren siger til ham, at han vil lade al sin skønhed drage forbi. Det er en bøn, vi sagtens kan sætte os ind i, men måske ikke har frimodighed til at bede. Gud svarer ved at sige, at han er den, han er, og viser barmhjertighed mod hvem, han vil. Det er Guds uforanderlighed, vi her møder, det er Guds nåde og aldrig svigtende barmhjertighed, som Gud lader skinne frem.
Guds eget ansigt kan intet menneske se, for så dør vi, for Gud bor i et utilgængeligt lys. Vi kan kun se ham, når han bøjer sig ind under vore kår. Han er i sit navn, han kom til os i sin Søn, Jesus Kristus i form af ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os, jfr. Joh 1,14.
Kun således kender vi Gud – nemlig fra ryggen – for Guds ansigt må ingen se.
Rom. 12, (6) 9-16
Her kommer de forskellige nådegaver til udtryk. Alt det, Gud har udrustet os med, er gaver, nådegaver, og det har aldrig været Guds hensigt, at vi skulle være ens, men at udrustningen af gaver skal variere, så enhver føler sig ansvarlig for netop sin gave. F.eks. at profetere, at forudsige kommende begivenheder, forkynde Guds vilje og sandhed.
I vers 9 er der ikke tænkt på en speciel kærlighed til familie eller venner eller broderkærlighed, men kærlighed sådan i al almindelighed. Broderkærligheden kommer først i vers 10. Den kristnes vandring i kærligheden er en refleksion af den kærlighed, som vi har modtaget i Kristus, Jfr. Ef 5,2.
Vi skal ikke være slappe eller lunkne, men vi skal være brændende i Ånden og tjene Herren. Ordet, som er brugt om at være brændende, kan oversættes med kogende, et meget godt udtryk. Håbet i vers 12 er det kristne opstandelseshåb, det håb, vi er genfødt til, jfr. 1 Pet 1,3ff. Og den, som er glad i håbet har også en glad forventning til, at Gud er trofast og aldrig skuffer.
Som kristne og helligede har vi alle brug for hjælp, støtte og forbøn og det er både andres kristnes pligt og privilegium at hjælpe til. Det er formaningerne, Paulus bruger her og de udtrykker vilje til at dele med andre.
Når der f.eks. sker noget glædeligt i en kristen familie, så er det dejligt at kunne dele det med andre kristne, glæde sig over det, men også glæde sig sammen med dem.
I alle sine breve lægger Paulus vægt på énheden mellem de kristne og her tænkes på énhed og harmoni i alt det, der vedrører menighedens tjeneste.
Dette tegn, som Johannes ynder at kalde de undere, Jesus gjorde, fandt sted i Kana i Galilæa. Og det foregik ved et bryllup, hvor Jesus og hans disciple også var inviterede.
Det foregik i begyndelsen af Jesu virke. Og så skete der noget helt fatalt, noget, som bare ikke måtte ske ved et bryllup. Det ville vel svare til, at vi til et bryllup oplevede, at der ikke var mad nok til alle gæsterne, køkkenet løb pludselig tør for tarteletter eller suppe eller for sodavand og vin. Det ville vi nok finde temmelig mærkværdigt, selvom vi jo som danskere selvfølgelig ville tage det pænt, vi overlevede jo nok endda.
På den anden side set så kunne vi jo da drikke vand for den sags skyld, værre var det jo ikke!
Men altså, vinen slap op! Og det var intet mindre end en skandale! Man havde forregnet sig. Det kunne også tænkes, at der ikke var råd til mere. Og det næste, der nu ville ske, det var, at familien ville blive totalt til grin og faktisk ville få ret svært ved at vise sig offentligt igen eller holde en fest en anden gang. Tænk bare på bysladderen efterfølgende!
Men lad os nu ikke glemme, at Jesus var til stede!! Der skete et stort og fantastisk under, noget, der syntes helt utroligt for os. Men husk samtidig, at det er evangelisten Johannes, der fortæller og det gør han som øjenvidne, han var der selv og overværede hele seancen.
Jesus greb ind ved at forvandle vand til vin. Skafferen, som en sådan én hed, kom til at møde Jesus i dobbelt forstand, han kom til at smage noget, han ikke kendte til, noget, der aldeles overgik, hvad han hidtil havde oplevet. Hans opgave var at smage og vi kender ikke hans forventninger, men de blev i hvert fald i høj grad indfriet, det var jo ikke bare vin, men det var fremragende vin af den allerbedste klasse!
Jesus kalder os til at smage på det, han giver os. Salme 34,9: ”Smag og se, at Herren er god”. Uanset, hvor høje eller lave vore forventninger er, så vil du ikke blive skuffet, men overrasket. Du har aldrig set og smagt noget lignende. Jesus er uden sammenligning, han har kun godt at give, det, som ingen andre kan give, tilgivelse, nåde, kærlighed og evigt liv.
Brylluppet i Kana er en hverdagsbegivenhed, som viser, at Jesus er med os i hverdagen, sådan som han og han viser os, hvem han er.
Han er Menneskesønnen, den levende Guds søn. Og en dag vil han åbne dørene til den evige bryllupsfest i sit rige. Smag og se, at Herren er god.
Salmevalg
Nr. 13 Måne og sol.
Nr. 422 Hellig, hellig, hellig.
Nr. 143 Med den enbårnes herlighed.
Nr. 399 Klokken slår, tiden går.
Nr. 6 Dig være, mildeste Gud Fader.