2. søndag efter helligtrekonger – 2. tekstrække

Denne samaritanske kvinde ved Jakobsbrønden kunne have fortalt ugebladet “Alt for damerne” en lang historie om ‘Mændene i mit liv’. Det var dog ikke in på hendes tid. Her befandt man sig i den anden grøft fyldt af forargelse overfor denne synderinde.

Hun blev holdt ude af det gode selskab. Hun blev dukket og kanøflet. Man tålte hende ikke; men man ønskede heller ikke at give hende en chance for at begynde et nyt liv. Det var simpelthen ikke muligt ude i en lille by, hvor alle kendte alle. Hendes trang til at ændre sit liv blev spoleret af foragt og deslige.

Sådan går det for mange mennesker, at når de første er kommet ind på en forkert hylde, hele tilværelsen er gået skæv, så skal vi andre nok sørge for, at den pågældende ikke glemmer det. Omgivelsernes tryk vil gøre det næsten umuligt at ændre sit liv. Der gives ikke mulighed for at begynde på ny. Man vil alligevel ikke blive accepteret.

Sådanne eksistenser er mennesker, der er gået til bunds i alkoholmisbrug, narkomaner ødelagt at stofmisbrug, mennesker med opløste ægteskaber. Ja, du kender sådanne, som du helst undgår. Her ved brønden møder Jesus et sådant menneske, som det var gået skævt for. Hun havde det ene opløste ægteskab bag sig efter det andet, og nu levede hun i et papirløst forhold.

Jesus er på vej gennem Samaria, da han træt af rejsen ta’r et hvil ved den sjette time. Da man dengang talte fra solopgang ca. kl. 6, så er seks timer frem midt på dagen, hvor det er hedest. På dette tidspunkt holdt de fleste siesta. Det var derfor, kvinden gik ud til brønden på dette tidspunkt, fordi hun ikke risikerede at møde andre i middagsheden. Hun kendte sladderen og mærkede altid de øjne, man sendte hende.

Kvinden havde nok set Jesus på afstand og forstået, at han var jøde, men hun vendte ikke om, da hun ikke regnede med, at en jøde vil henvende sig til hende. Samaritanerne var for det første et blandingsfolk af jøder og hedninger – et urent og mislykket folk ildeset af jøderne, for det andet var det ikke god skik, at en mand henvendte sig til en kvinde, der var alene.

Kvindens baggrund var altså meget mørk, hvilket kun forstærkede det forhold, at kvindens liv samtidig var mislykket. Men denne fremmede jøde behandler hende minsandten som et menneske og giver sig til at snakke med hende. Han var helt anderledes end alle andre, og han formåede at lade hende se bundløsheden i hendes eget sind. Da modnedes hun til at se bundløsheden i Guds milde sind.

Det er Jesus, der begynder samtalen, det kunne kvinden ikke have drømt om. Jesus beder hende om vand at drikke. Det bliver indledningen til at tale om det vand, der kommer fra et ‘større’ udspring, nemlig fra selve livets kilde. Det er noget vi mennesker altid har søgt efter og som mange forsker i at kunne give mennesker næsten evigt liv.

Jesu henvendelse var ikke ventet. Kvinden bliver meget overrasket: Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke? (v. 9)  Jesus går ikke ind på hendes spørgsmål, men han har målet for øje: at give hende livets vand. Jesus gør nemlig ikke forskel. Sådan er det også i dag, at alle tilbydes livets vand.

Kvinden regnede ellers med, at hendes liv for længst var forpasset, men hun opdager nu i mødet med Jesus, at der er muligheder. Hun forstod, at det vand Jesus talte om, var vand til et nyt liv, næring til at kunne rejse sig og ranke ryggen – begynde på et helt nyt liv, få lov til at begynde igen

Hun hørte om det levende vand, som var større end det vand, som hun selv kunne trække op af brønden. Den sandhed var der noget trygt ved. Hun følte sig accepteret, hvilket gav tryghed. Det betød, at hendes liv atter kunne leves.

Jesus peger på sig selv som den, der kommer og er dette livgivende vand til evigt liv. Dette vand skildres således: Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv. (v.14.)

Levende vand – rindende vand. Vand, der aldrig kommer til at mangle, kommer netop fra den, der siden hen på korset råbte: Jeg tørster. Det var netop dette offer, da han udgød sit blod, der blev til evigt rindende vand – levende vand. En utømmelig kilde til liv for hver den, der ta’r imod det.

Levende vand i forbindelse med kvinden ved brønden er et billede på Guds omsorg for folk, der er groet sådan ind i sig selv, at de kun sanser sig selv. Men dette vand vil også åbne op for, at kærligheden i et menneske kan strømme ud til andre.

Levende vand vil sige ord fra Ham – ord, man kan leve på. Der er noget læskende i hans ord til en angrende og ugudelig slægt. Et sådan ord kunne være: De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere. (Matt 9,12f)

Livets kilde er noget, vi mennesker altid har søgt. Det læser vi ustandselig om, at en forsker nu mener, at der er mulighed for at give mennesker, hvad de ønsker – evigt liv eller i hvert fald et middel mod rynker. Det er dog ikke dette Jesus taler om. Her er noget bedre, ja, det bedste.

Vi møder samme ønske udtrykt i eventyrerne, hvor den tapre og ædle må gå så meget ondt igennem for at nå frem til livsforyngelsens brønd. Nej, det levende vand læsker længere inde – derinde hvor et menneske erkender sig skyldig over for livets gave og acceptere Guds dom over alt mit.

Vi må altså erkende vor synd for at komme videre. Det er nemlig alene muligt at begynde på ny, når du erkender din synd. Men så er Gud der også med sin tilgivelse. For at nå dertil går Jesus til roden i sin samtale med kvinden. Han springer ikke over det pinlige. Derfor spørger Jesus efter kvindens mand. Han vil afsløre hende, så hun kan ændre sit liv. Først da kan hun begynde på ny.

Kvinden forsøgte med en fortielse. Hun sagde, at hun ikke havde nogen mand. Det var jo på en måde helt korrekt og alligevel ikke. Jesus kendte sandheden, men han forstødte hende ikke, hvilket gav hende nyt mod og tillid til, at hendes liv kunne ændres og fornyes.

Kvinden prøver ganske vist igen at vige udenom ved at begynde en teologisk diskussion om det sted, man bør tilbede Gud. Hun mener, at her er der én, der åbenbart kom fra Gud. Han måtte vide besked om, hvor var det rette sted for at tilbede Gud. Men tilbedelsen kræver ikke et bestemt rum.

Jesus svarer, at nok kom frelsen fra jøderne, men samtidig slår han fast, at det er ikke stedet, der er afgørende. Den gamle pagt er ved at være over, medens det nye ikke er begrænset til Jerusalem eller Garizim i Samaria; men Gud kan tilbedes og fejres over hele jorden af mennesker, der bekender deres synd.

En dybt falden kvinde fra et folk, som blev betragtet som urent, får her et møde med Jesus Kristus, så det bliver til tro og nyt liv for hende. Jøderne kunne kun i Jesus se en gudsbespotter, medens for denne kvinde bliver han den, der rækker hende det levende vand. Det vil sige det liv, som ikke engang døden kan sætte punktum for, men strækker sig tværs over død og grav.

Hun forstod, at det at undskylde synd er noget helt andet end det at tilgive synd. Jesus undskyldte intet – men han tilgav alt. Det blev modtaget af  et ensomt menneske, der skyede mennesker og skyede sig selv. Og Jesus nåede sit mål at frelse, som vi også oplevede i søndags, hvor disciplene ellers vil hindre de små børn i at komme til Jesus: Dem må I ikke hindre var Jesu ord.

I dag er det også en af de små, som møder Jesus, og som han ta’r imod. En, der intet har at prale med og må få alt givet af ham, som ejer Guds gave. Denne gave er også din, men den må modtages og pakkes ud. Der er altså kun én vej til himlen: Troen på Jesus Kristus! Vi kan ikke tvinge mennesker til Jesus, men hvis vi kan gøre dem tørstige, som det skete med den samaritanske kvinde, så er målet næsten nået. Da hun hørte på Jesus, blev hun i hvert fald mere og mere tørstig efter det, han havde at bringe, det levende vand.

Sådan må det også gå for dig og mig, hvis vi skal blive frelst. Vi må blive små, så han kan blive stor. Vi må indse, at også jeg har forfejlet målet med mit liv, så Gud kan få lov til at række os det, som kan vende op og ned på alt ved at fylde mit liv med indhold og mening – slukke min tørst. Men tørster du nok til at komme til livets kildevæld – Jesus Kristus? Enhver må svare for sig selv! Svaret afgør liv eller død.

AMEN

Salmer: 410, 427, 596 // 45, 441