2. søndag efter påske – 1. tekstrække

Ideer

Skibe tager ved indsejlingen i Randers fjord en lods ombord i Udbyhøj, så det store skib kommer sikkert gennem den smalle fjord. Fra min skoletid i Randers husker jeg et skib, der åbenbart havde fravalgt lodsen. De kunne selv. Men hvor fjorden deler sig i en smal og en bred arm, fulgte styrmanden sin intuition og valgte det brede løb, der hedder ”Grund fjord” og er lige så lavvandet, som navnet antyder – og i øvrigt ender blindt. Så sad skibet grundigt fast der, fordi man troede, man ikke behøvede andres hjælp. Sådan har mange mennesker det i livet: Man vil selv, stoler på sine ”sunde sanser” og støder på grund. Lodsene ved fjorden vidste, at det smalle løb – trods udseendet – er det dybe og det, der fører ud til havet. For os gælder det, at vi har brug for Jesus som ”lodsen”, for han kan og vil føre os den rette vej.

I mange situationer i livet tør vi ikke overlade os til andre end de virkeligt sagkyndige. Man vil kun opereres af en overlæge, for hvem tør betro sin dyrebare krop til en medicinstuderendes fummelfingre? Hvem tør flyve med en selskab, der har sparet alle sin fly-mekanikere bort, så man ikke har sikkerhed for, at flyene er i god stand?

Hvordan tør man så betro selve livet og evigheden til nogen anden end Jesus, der var med ved vores skabelse, som døde af kærlighed til os, gennemled døden og besejrede den? Han alene kan vise vej gennem livet og døden til opstandelse og evigt liv. Alle andre er blinde vejledere, der fører os på grund.

En anden nutidig indgang til hyrdebilledet kan være en guide. Kommer man til en fremmed storby, kan man selv vandre rundt på må og få, men man ser for få af de spændende ting. Anderledes, når man har en lokalkendt guide med: Så kommer man rundt til de rigtige steder på den rigtige og hurtige måde. Som kristen kan man godt vandre rundt i livet på egen hånd, men det bliver også derefter. Med Jesus som guide i livet bliver vi ledt ”ad rette stier” til de ”grønne enge”. Han ”kender” os, så han ved, hvad vi rettelig har brug for. Det ved vi ikke altid selv (”Mange ved meget, men sig selv har endnu ingen rigtigt lært at kende”), og derfor er det godt at have ham som guide, ved hvem vi er skabt, og som kender os fuldt ud. Vi er værgeløse som får, men hyrden forstår at lede og forsvare os mod ulvenes angreb.

Der findes gode og dårlige guider, lodser – og hyrder. For 70 og 25 år siden kunne man i prædikener have advaret mod ideologier, der ville være hyrder for Europas folk, og lede os til kommunismens paradis eller til et ”Neuropa” for blonde ariere. Det er heldigvis ikke aktuelt mere. Nu er der andre, der mere indirekte vil være vores hyrder. Reklamer vil lede os til det gode og succesrige og behagelige liv ved at appellere til at tænke på os selv: ”Alle har ret til et fedt køkken” – hvorfor? ”Because I’m worth it!”. Så bliver det moderne menneske da sit eget projekt, hvor det handler om mest mulig egen nydelse. Men mennesket er ikke skabt til at nyde for sig selv, men til at indgå i et fællesskab, hvor man tjener andre. Jesus er vores forbillede på vejen til det rige liv: Ikke at tjenes, men at tjene andre, tjene selvopofrende, tjene lige til døden. Det gjorde han, og vandt livet til os derved. Vi er kaldet til det samme: Tjene Gud og mennesker selvopofrende, og vi vil – til vi moderne menneskers egen overraskelse – opdage, at vi fandt livets mening deri. Det er epistelens prædiken til os: Jesus efterlod os et forbillede, for at også vi skal tåle mishandlinger uden at svare igen.

Vores hyrde er ikke bare pålidelig, han er ”god”. I Oldkirkens kunst elskede de også at forestille sig, at hyrden bar lammet. I katekomberne findes dette billede, der må have været til stor trøst for dem, der hele tiden måtte regne med at skulle lide for deres tros skyld. Jesus er den gode hyrde, der steg ned i mørket, for at han nu kan bære os gennem livet og gennem døden, så vi aldrig skal opleve noget mørke, for selv om en kristen skal dø, er den fysiske død jo kun dette, at den gode hyrde tager sit lam på skuldrene og bærer det hjem til evigt liv og herlighed.

Han mætter os med sit ord + nadveren. I Bibelens ord hører en kristen ikke ”lærdom” eller ”moralbud”, men vi hører den gode hyrde tale til os gennem både lov og evangelium. Han opmuntrer og advarer os derigennem, og vi ved, at han vil os det bedste. I nadveren mætter han os med både ord + synligt tegn.

Den gode hyrde har kun én hjord på jorden. Den er desværre meget adspredt nu, dels på grund af falske lærdomme og dels på grund af menneskeskikke og menneskers hovmod. Den, der befinder sig godt ved at trække grænser i forhold til andre, der elsker Jesus, har ikke den gode hyrdes sind. Det minder mig mere om Kains ord: Skal jeg vogte min broder?  Jesu sind finder man hos dem, der beder og arbejder for at genskabe kirkens enhed, lokalt og internationalt, men som med tårer må erkende, at der endnu ikke er mulighed for at virkeliggøre dette. Hjemme hos Gud skal der blive én hjord under én hyrde – her på jorden må vi foreløbigt med sorg se de dogmatiske forskelle i øjnene, og derfor bede om og arbejde, for at vi og andre når frem til højere erkendelse.

Som Jesus er den gode hyrde, skal vi være gode små-hyrder – i vores egne hjem og i vore egne menigheder: Ikke løbe væk fra vanskelighederne (eller lukke sig inde på kontoret og håbe på, at de forsvinder!), men gå foran hjorden med klar vejledning, opsøge de vildfarne får for at få dem hjem, bære de svage lam osv.

Forslag til salmevalg
49, 299, 664 – 662, 671