2. søndag efter påske – 2. tekstrække

Også denne søndag bliver vi mindet om det at være hyrde (jævnfør 1. søndag efter påske). Hyrden er først og fremmest Jesus Kristus, som Gud i sin faderlig omsorg for os har sat til at være hyrde for os (kollekten). Derfor er det herligt at kunne begynde denne søndag med at lytte til Salme 23 (som jeg absolut foretrækker i 1948-oversættelsen), hvor vi bliver mindet om ham, der dækker bord for os for øjnene af vore fjender (fjenderne hedder synd, død og Djævel, som kollekten minder os om det).
“Det er mig, der er den gode hyrde”, siger Jesus i teksten til 1. tekstrække, og dermed trækker han netop linjen tilbage til Sl. 23, samtidig med at han sætter lighedstegn mellem sig selv og Gud. Han er hyrde, sådan som en hyrde skal være, nemlig den, der ofrer sig for fårenes skyld.

Hyrdelivet i Palæstina var ingen idyl, siger Bo Giertz i sin kommentar til Johannesevangeliet, og så beskriver han det vilde, utilgængelige terræn, hvor der fandtes vilde dyr og tyve. Sommerens hede var ulidelig, vinteren var kold og regnfuld, og ofte kneb det både med nattehvile og mad. Det er det billede, Jesus præsenterer os for her – både for at vise os vejen, han selv gik, og vejen, som han kalder os til at gå, når vi tror på ham og følger ham.
Påskens højtid har vist os, at han er den gode hyrde, der satte sit liv til for os, men den gode hyrde er han endnu mere nu, hvor han lever, og det er derfor, vi skal høre disse ord efter påske.
Mens han står i templet i Salomos Søjlegang i forbindelse med genindvielsesfesten, er det nærliggende at pege på, hvad han egentlig er kommet for. Ikke for at leve op til jødernes mere eller mindre fordrejede forventninger om den kommende Messias, men for at være den, der bygger det nye tempel. De gerninger, han gør, vidner om, hvem han er, men de tror det ikke, fordi de i den grad er optaget af deres eget (“På vort eget nat og dag stirrer vi med velbehag…”, DS 249). De hører ikke til hans får, siger han. Nej, siger Jesus, mine får, det er dem, der hører min røst. Det er dem, som har ører at høre med! Det er dem, som han kender (jævnfør Simon Peter sidste søndag, der siger: “Herre, du ved alt…”). Det ord har et stærkt indhold (jævnfør den gamle oversættelse af beretningen om Adam, som kendte sin hustru…). Det er dem, der følger ham, også når det koster, men som til gengæld får det løfte fra ham, at de får evigt liv, de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af hans hånd. Se, det er det nye tempel, som Herren selv vil opføre! Apostlen Paulus tager den tanke op og siger: “Ved I ikke, at I er Guds tempel?” og “Det er os, der er den levende Guds tempel…” (1. Kor. 3,16 og 2. Kor. 6.16).

Templet var i år 168 f.Kr. blevet vanhelliget af Antiokus Epifanes, som ville have jøderne til at blive som alle andre i hans rige. Der var dødsstraf for at overholde sabbatshvilen, foretage omskærelse og være i besiddelse af hellige skrifter, og der skulle bøjes knæ for guden Zeus. Fem år senere døde Antiokus, og det var en glædens dag, da templet kunne genindvies. Til minde om denne dag fejrede man tempelvielsesfesten.
Men templet skulle snart blive vanhelliget endnu engang. Det skete ved Jerusalems ødelæggelse i år 70, og siden er der ingen, der har været i stand til at genopføre det med jordiske materialer. Drømmen om at gøre det er også forkert, for Jesus Kristus har selv genopført det tempel, som skal stå til evig tid, nemlig Guds Kirke! Takket være Påskens offer har han reddet de får, som ulven var ude efter. Han siger selv om dem, at de betyder mere for ham end alt andet. “Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min Faders hånd”, siger den nye bibeloversættelse, og det er et af de få steder, hvor den for mig at se overgår den gamle. Det er herligt at få at vide, at vi betyder så meget for Gud! Herligt at prædike dette budskab!
Se, det er vigtigt, at 2. søndag efter påske ikke bliver en ny langfredag, men en dag, hvor påskens sejr proklameres, så vi ser hyrden som den, der lever! Der kan komme slemme tider for Guds folk – efter påske. Måske skal vi gå i dødsskyggens dal, men hans omsorg svigter ikke. Den Jesus, som blev korsfæstet langfredag, fordi hans eget folk ikke kunne se, hvem han var, har Gud gjort til både Herre og Kristus, siger apostlen Peter i sin store pinseprædiken (dagens lektie fra Apostlenes Gerninger). Derfor er det vigtigt at skifte kurs og komme ind på den rette vej, hvor Guds løfte gælder. Det nytter ikke at fortsætte på den vej, som flertallet følger (“denne forkvaklede slægt”). Tre tusind lod sig døbe pinsedag, og hyrdens røst lyder stadig, for at endnu flere må komme med og høre til blandt dem, som ingen kan rive ud af Guds hånd! Det afgørende er at høre til det folk, som nu er Guds udvalgte, Guds Kirke på jord, hvor hyrdens røst lyder.

Salmer:
368 – 144 – 249 / 143 – 388 – 520.