Søg efter:

2. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

Salmer: 700 – 597 – 471 – 431 – 527

 

 

Hvad vil Gud?

Han vil holde fest. Og han vil have os med til festen. Det er det, hele kristendommen drejer sig om. Måske kommer det som en overraskelse for en og anden. Kristendom, er det ikke noget med, at vi skal vise hinanden næstekærlighed? Jo, det er det da, men kristendom er først og fremmest, at Gud viser os kærlighed. Gud er kærlighed. Gud er lykkelig. Derfor vil han dele sin lykke med os, og derfor indbyder han os til fest hos ham.

Fest er noget næsten alle kan lide. Der er mange slags fester. Der er familiefester. Det kender de fleste. Mange af jer skal til fest i anledning af barnedåb i dag.

Nogle få udvalgte bliver indbudt til meget særlige fester, som når en af de kongelige holder fødselsdag. De fleste mennesker kan kun drømme om at komme med dér. Det er meget fornemt og eksklusivt.

Og så er der i vor tid opstået nogle fester, som på en eller anden måde er for hele menneskeheden, selv om de fleste af os må nøjes med at kigge på. Jeg tænker på indmarchen ved De olympiske Lege. Folk fra hele verden kan være med dér. Og har man ikke fået en billet, så kan man følge det hele på fjernsynet.

 

 

Det er dejligt at være indbudt til fest. Man glæder sig til dagen. Man nyder dagen i fulde drag. Og bagefter tager man hjem fyldt af gode oplevelser, gode tanker, gode minder, taknemmelig over et godt samvær, som har styrket familiesammenholdet og venskaberne eller idealerne som ved OL.

Jesus taler også om fest. Det er Guds fest. Den overgår alt, hvad mennesker kan arrangere. Gud skal holde festmåltid for alle folkeslagene, har han sagt gennem profeten Esajas. Her er der ikke tale om, at de fleste må nøjes med at se på maden gennem fjernsynet, nej alle får lov at være med og komme til bords. Og der bliver serveret fede retter og lagret vin, marvfede retter og ædel, lagret vin. Jeg synes, at man kan smage på ordene, hvor godt det vil blive. Det er stærke, overdådige ord, hvor der ikke er sparet på noget. Et festmåltid for millioner af mennesker, ja for milliarder. Hvem kan arrangere det andre end Gud?

 

 

Ved et festmåltid er der ofte en overraskelse for gæsterne. Det er der også her:

Døden opsluges for evigt…Gud .. tørrer tårerne af hvert ansigt.

Det er ikke nogen almindelig overraskelse. Det er en guddommelig overraskelse. Kun Gud kan gøre det. Tænk at komme til fest og få at vide, at man aldrig skal dø, og at man vil blive befriet fra al sorg.

Virkningen udebliver heller ikke. Hør hvad gæsterne vil sige om deres vært:

Han er vor Gud, vi satte vort håb til ham, og han frelste os. Han er Herren, ham håbede vi på, lad os juble og glæde os over hans frelse.

Og så er der endnu en overraskelse: festen får aldrig ende. Gæsterne tager ikke hjem. De bliver boende hos værten. Hos ham er der rigelig plads. Han har ikke indbudt gæsterne til et slot, men han har skabt en hel verden til dem, en verden af retfærdighed og glæde og harmoni.

Så stor er værten. For værten er Skaberen, den højeste magt bag alt.

 

 

Hvad handler kristendommen om? Næstekærlighed, ja, men først og fremmest fest. For meningen er, at de indbudte skal blive så glade for indbydelsen, at de går ud og forsoner sig med alle deres fjender, for det kan jo ikke være meningen, at man skal sidde til bords og være uvenner med nogen af de andre. Meningen er, at alle skal være glade og holde af hinanden. Alle skal være glade for at være sammen.

Gud vil holde fest.

Og Gud vil have os med til festen.

Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede!

Det er det første, Jesus lærer os.

 

 

Men han lærer os mere, og hvis det første var glædeligt overraskende, så er det andet sørgeligt overraskende. De indbudte er langt fra begejstret for Guds indbydelse. Det er meget mærkeligt, men sådan er menneskene. Og i stedet for at indrømme det ligeud, så er der dårlige undskyldninger på stribe. Jeg har købt en mark, jeg har købt fem par okser, jeg har lige giftet mig. Hav mig undskyldt, jeg kan ikke komme.

Man kan forstå det, hvis det var en almindelig fødselsdag. Man kan komme over det, hvis det var en middag hos dronningen, men hvordan kan folk ved deres fulde fem sige nej tak til festen hos universets skaber? Denne verden har begrænset levetid. Vi har endnu mere begrænset levetid. Men vi er indbudt til fest og fast bopæl i en ny verden med ubegrænset levetid, en verden, hvor død og sorg skal forsvinde, og alligevel siger mennesker nej.

Menneskene bryder sig ikke umiddelbart om Guds indbydelse. Jesus beskriver det så udførligt, fordi han vil have os til at overveje vor holdning til Guds indbydelse. Og han hjælper os mesterligt ved at lade os så på de menneskelige undskyldninger udefra. Det har vi af og til brug for. Det ligger dybt i os, at vi vil se på det hele fra vores eget synspunkt, og vi er tilbøjelige til at mene, at vi selv er verdens midtpunkt, men Jesus viser os her, hvor tåbeligt og destruktiv menneskers afvisning tager sig ud set udefra, fra indbyderens synspunkt.

 

 

Jesus peger på, at mennesker vil bruge de nære ting, arbejdet og familielivet, som undskyldning for at gå til fest hos Gud. Jesus kender os. Han tager os lige på kornet her. Mennesker vil ikke indrømme, at det er modvilje mod Gud, der er grunden til, at de siger nej. Derfor vil man hellere camouflere det som en nødvendighed, en pligt. Så har man et alibi. Jesus afslører, at alibiet er falsk.

Jesus lærer os både, at Gud vil os det bedste, og at menneskene ikke vil deres eget bedste. De vil helst være fri for ham, der vil og kan dem det bedste. Jesus lærer os, at hvis vi skal med til festen, så skal vi tage imod Guds indbydelse og samtidig beskyttes mod selvbedrag.

Derfor er det så vigtigt at høre hvad Jesus siger, og derfor er det så vigtigt at gå i kirke.

 

 

I Indgangsbønnen, som kordegnen bad, da vi begyndte gudstjenesten, lød det: Herre, jeg er kommet ind i dette dit hus for at høre, hvad du vil tale til mig.

Meningen med gudstjenesten er fyldes med tillid til Gud og at lære sit eget bedrageriske sind at kende. I den kristne gudstjeneste lærer man noget, som man ikke kan lære andre steder.

Vi kan tro derhjemme. Vi kan bede til Gud derhjemme.

Men vores tillid til Gud og vores kristne selverkendelse vokser kun, når vi bliver undervist i Jesu lære i et forpligtende fællesskab.

Og her kommer undskyldningerne frem. Vi har ikke tid, vi er trætte, gudstjenesten er kedelig osv. Og det er sikkert rigtigt alt sammen. Det er bare ikke afgørende. Det afgørende er ikke problemerne, men hvad vi kæmper for. Kæmper man for at komme til gudstjeneste, eller lader man stå til? Er det i virkeligheden noget af det, Jesus siger, man gerne vil være fri for?

 

 

Jesus åbner to verdener for os. Den ene er vidunderlig. Det er Guds verden. Vi får lov at se ind i Guds hjerte, og det er rent, kærligt og ufattelig vidunderligt.

Den anden verden er menneskets verden. Vi får lov at se ind i menneskets hjerte, og det er urent, ofte ukærligt, ligefrem bedragerisk.

Gud indbyder. Det er det første.

Menneskene afviser indbydelsen. Det er det andet.

Men Guds festsal skal nok blive fuld alligevel. Det er det tredje. Hvis vi siger nej til indbydelsen, så er der nogle andre der får den, måske mennesker, som vi ikke regner for noget, men de kommer med, og festsalen skal blive fuld.

Her ser vi endnu en side af Guds storhed. Han fører sine planer igennem på trods af menneskers uvilje. Vi kan kalde tragedien ned over os selv, vi kan komme til at stå uden for Guds festsal, men vi kan ikke hindre, at festen bliver til noget.

Gud vil holde fest og han vil have os med til festen. det er det første.

Mennesker afviser Guds indbydelse og bedrager sig selv. Det er det andet.

Guds festsal fyldes alligevel, selv om de først indbudte siger nej. Det er det tredje.

Lad os derfor tage imod Guds indbydelse og følge Jesus! For så er vi Guds salige børn.

Amen.