2. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Hvem sigter vi egentlig på i forkyndelsen?
“Store skarer fulgtes med Jesus”, men det er vist ikke de store skarer, der samles i kirkerne en dansk sommersøndag. De store højtider og konfirmationsdage er forbi. I kirken samles nu mest den faste kerne. Men hvad består den egentlig af? Hvad har de faste kirkegængere brug for at høre fra søndagens evangelium?

Der sidder sikkert en enke. Hun savner og har fået alt for god tid, så nu sidder hun næsten hver søndag på sin plads. Mens manden levede, kom de sjældent i kirke, men død og ensomhed er hårde krabater at spille op imod. Og tro på Gud har hun da altid haft. Til hende må budskabet være et kald til personlig Jesus-efterfølgelse. Dansk almenreligiøsitet er som en sokkel – en god grund at bygge videre på. Men der skal faktisk også bygges videre! Dansk kulturkristendom er som den lille hær, der uundgåeligt vil blive slået af den store fjende – mod død og djævel som fjender hjælper det ikke med en uvis og almen tro. Men hvis hun begynder at følge Jesus, i tro og lydighed, i åben bekendelse – så er hun rustet til at møde både døden og alle livets onde kræfter. Hun skal naturligvis ikke dømmes for sin mangelfulde kulturkristendom, men opmuntres til at tage skridt hen imod et dybere liv med Gud. Gud har meget mere at give hende.

Der sidder et midaldrende ægtepar. De har fra ungdommen hørt til de kirkeligt aktive i sognet. De hører naturligt med til præstefamiliens omgangskreds. De har stort hus og er med årene blevet ret ansete i lokalsamfundet. Deres interesser er med årene gået mere i retning af kirkehøjskolen end af bibeltimerne. Sådanne borgerliggjorte danske kristne (hører man selv med her?) må udfordres af Jesu ord: “Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget”. Til et typisk kristenliv hører faktisk ikke villa og to biler, men afkald, selvfornægtelse og kors. “Kors” er i bibelsk forstand ikke sygdom, handicappede børn, arbejdsløshed eller hvad man ellers kan betegne som menneskelivets kors. Sådan bruges det i nogle af Brorsons salmer (f.eks. DDS 580), og dem kan man lære meget af, for Brorson kendte mere end de fleste til tilværelsens kors. Men Bibelens kors er ikke noget, man får pålagt. Man tager det selv op: Man går med Jesus, hvad end verden og andre mennesker siger og gør. Hvad nu, hvis de (vi?) er blevet som de lunkne, Jesus ville udspy af sin mund (jævnfør lektien)? Hvad betyder mest: De jordiske goder og ære fra mennesker – eller det at følge Jesus? Man kan udfordre dem – og sig selv – ved at formane til giversind og tjenersind.

Tjenersind: Abraham forlod alt og rejste vestpå til et ukendt land. Moses fravalgte Ægyptens herlighed for at lide ondt sammen med Guds folk. Evangelisten Filip stod op og gik til den øde vej, da Helligånden talte til ham om det. Er menigheden (vi?) villige til at gøre det samme, hvis kaldet lyder? Det gælder om at udfordre de borgerliggjorte kristne til at være åbne for, hvad Helligånden vil lede een til – selvom det indebærer forandringer i livsstil, bopæl, ferievaner og længere afstand til børnebørnene. Hvad nu hvis Gud har noget meget rigere i vente til os og man ikke længere er villig til at lytte? Vi kan ikke påtage os alle opgaver, men netop de (vi?) borgerliggjorte har godt af at blive udfordret til nogle opgaver, der ikke giver ære i verdens øjne, f.eks. indbydervirksomheden.
Giversind: Vi kan så alt for hurtigt blive enige om, at vi jo selvfølgelig ikke kan give alting bort. Men det at give tiende er nu en gammel prøvet procentdel at have som mål. Har vi det så som mål – eller lukker vi af for livets velsignelser ved at holde på “vore” jordiske goder?

Der sidder måske en nyomvendt ung mand. Han har vendt ryggen til denne verden for at følge Jesus efter, og han venter på klar besked om, hvad Jesus vil med hans liv. Han vil være bibeltro og tage Jesus på ordet. Radikalt! Til ham er der grund til at give en grundlæggende etisk undervisning – katekisation – om, hvad Gud forventer af vort liv. Kaldet til brud med familien er yderst relevant for muslimer, der vil være kristne – kender man ikke selv historier om den pris, muslimer må betale for at blive kristne, kan man læse bogen: “Nu tør jeg kalde ham far” af B. Sheikh (1980).
Vi ved fra historien, at munke udvendigt set kunne have forladt de jordiske goder og dog i hjertet været bundet til dem. En blot ydre “riven-sig-løs” fra verden gavner intet. For en ung dansker vil kaldet til radikal Jesus-efterfølgelse formodentlig snarere bestå i at skulle “hade” sit eget liv – og “give afkald på” sin egen postmoderne selvstændighedstrang og ungdommelige magelighed – for midt i hverdagen at være trofast mod sine forældre og arbejdsgivere. Det gælder for ham om at få vist i gerning, at troen ikke er et påskud til at slippe bort fra det 4. bud.
Dagens evangelium rummer et budskab til flere forskellige typer af de faste kirkegængere. Derfor er der grund til at overveje: Hvem er det, vi vælger at tale til?

Forslag til salmer:
58 – 246 – 327 / 577 – 319.