2. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Teksten

At du’ til noget, at være brugbar, er et tema, jeg kan genfinde i søndagens tekster.

Jeremias: viser en VOLDSOM passion i hans klager til Gud om, at hans opgave er hård (ve mig, mor, at du fødte mig!). Videre: det kan kun gå for langsomt med Guds vrede over dem, der forfølger ham, ligesom han bevidner en glubende appetit og stor glæde over Guds tale (ord) til ham. Jeremias appellerer til Gud om at forandre hans smertelige situation, og Gud svarer med at undervise Jeremias om, hvordan han kan finde vej og udvej i sin situation ved at vende sig mod Gud. Derved skal han blive duelig i sin tjeneste, den opgave eller det kald, han har fået.

Åbenbaringen: Menigheden skal ikke være lunken, men kold eller varm. Billedet går på, at kold og varm vand kan man bruge til noget, men lunkent vand duede ikke. Efterfølgende anvises vejen til duelighed for menigheden, dvs. at du’ for Gud efter hans ønske. Vejen er at vende sig mod Gud.

Jesus i Lukas evangeliet: Igen, hvordan bliver et menneske en duelig person i Gudsriget med sit liv? Jesus anviser vejen hertil og at det er godt at beregne prisen før vandringen påbegyndes, dvs. er jeg villig til det, som jeg kan begribe, der skal til? Jesus nævner eksemplet med forholdet til ens nærmeste som noget værdifuldt for de fleste, der alligevel må prioriteres lavere end Gud selv, eller gives køb på i forhold til det at være en efterfølger af Jesus.

Se ellers kommentarer til teksterne under fx årgang 2004.

Prædiken

Her kommer det meste af en prædiken jeg holdt for 4 år siden, da der også var VM i fodbold. Og jeg vil minde om, at dele af prædikenen kan have lydt anderledes og hhv. både kortere og længere, mere detaljeret end her.

I dag skal vi tale – om hvor mærkeligt det end kan lyde, at det koster noget at leve som kristen, at være en person, der ønsker at gå den vej Jesus gik. Fra dagens prædikentekst hørte vi tre gange Jesus bruge vendingen ’kan han ikke være min discipel’ – nemlig, hvis vi ikke hader far og mor m.fl. og eget liv, og hvis vi ikke bærer vort kors, og hvis vi ikke giver afkald på vort eget – da kan den person ikke være Jesu discipel. Det er ord, som måske ikke lige frem får os til at springe af glæde eller juble af begejstring.

Men vi ved vel egentlig godt, at alting har en pris. Vi ved vel godt, at det, der kan mistes, netop kan mistes, fordi det er noget værd. Ellers var det ikke værd at miste.

Fodbold er noget værd, og vi hører meget herom for tiden i medierne. Mange spillere ved VM har en handelspris på over 100 mill. kroner (nogle langt over). TV-transmissioner med mange kameraer og udstyr og journalisterne er mega dyre, og de flotte fodbold arenaer er ikke blevet bygget for lommeuld.

(Her eksempel på hvor mange penge vi vælger at bruge på sundhed, folkekirken m.fl. i samfundet).

Når vi vælger at betale for disse ting må det jo være fordi vi er motiveret for det, og fordi vi får noget ud af det. Vi sætter det højt. Mange af os mennesker må føle os godt underholdt ved fodbold, og må finde stor glæde ved denne sport ved at se og eller ved at udøve den. For vi betaler for den.

At alting har en pris, den sandhed kendte også Jesus. Og det kan selvfølgelig ikke komme bag på os, at sønnen af ham, af Gud, der har skabt alt, kender, at ting koster, og at liv kræver energi. For Han har jo skabt det hele. Og Han kendte også til, at det der motiverer os dybest, og som vi sætter højt, det er vi villig til at betale en pris for – og det ikke bare penge.

I den forløbne uge hørte jeg i et radiointerview med Morten Olsen, landstræneren. Vi hørte om, hvordan han brugte al sin tid på fodbold lige fra barnsben, og hvordan han trænede ekstra. Journalisten nævnte mod afslutningen af interviewet over for Morten, at han kun en eneste gang havde hørt Morten ytrer sig om, at der var andet i livet end fodbold. Men hvad det andet her i livet end fodbold er, kunne han ikke lokke mange ord ud af Morten Olsen om. Selv på en fri søndag ville han nok tage ud og se en superliga kamp et sted i landet. Som lytter fik jeg det indtryk, at fodbold er Morten Olsens ét og alt, er hans liv. Han er en ildsjæl for sin sport.

Men er det ikke netop det, Jesus lægger op til og ønsker sig: ildsjæle. Mennesker, der vil spille med på hans discipelhold, mennesker, for hvem han, Jesus, bliver deres et og alt, deres liv. Som vi hørte fra epistelteksten: Gid du var enten kold eller varm, men nu er du lunken – derfor vil jeg sætte dig af holdet. Hvis vi synes fra tid til anden, at kirken eller nogle kirker kan mangle saft og kraft, må vi gribe i egen barm og spørge, hvordan det står til med vores motivation over for Gud med vores liv. Eller spørge, hvad/hvem giver os kraft, energi eller rigdom (epistelteksten: Jesus giver den som en del af pagtens fylde).

At vi kan miste kraft, styrke og begejstring i vores tro – som hvis salt ikke havde kraft, det kender vi jo nok til. Ord kan miste deres betydning og blive udhulet, når vi ikke holder det, vi lover, eller ikke står inde for det vi siger. Da mister ordene respekt – og kraft.

Men Guds ønske er jo, at vi lader Ham ved sit ord og Ånd bygge vort livs hus – så vi ikke bliver til grin – og så vi ikke bliver overmandet i kampen af en stærk fjende.

Eksempel fra da jeg var i Grækenland sidst i 80erne, hvor man kunne begynde at bygge et hus, eftersom man havde råd til det. De kunne ikke låne penge. Derfor stod der mange halvfærdige huse. Og nogen så ud til aldrig at blive færdige…, for de havde nok ikke fået råd.

Der er noget, vi godt kan komme i tvivl om ud fra dagens ord. For vi er jo vant til at høre budet om at elske vor næste som os selv, og at frelsen er Guds nåde, der er gratis og som vi modtager i tro, og ikke ved nogen fortjeneste eller præstation. Himlen og Guds Rige er åben for enhver. Videre har vi også hørt fra Jesus: Velsign dine fjender.

Men nu i dag hører vi ord og betingelser om at hade vores nærmeste, at enhver skal tage sit kors op, og at det vil koste på alt, hvad en person kan kalde sit. Kan det helt hænge sammen? Der er nok ingen tvivl om, at Jesus mente og mener det. Vi hørte endda, at han vendte sig om og talte disse ord direkte til store skarer, som fulgte ham. Man fristes til at tro, at Jesus her er ude på at skille sig af med nogle af dem eller at finde ud af, om de virkelig ønskede at følge ham. Han vidste, at det kræver noget eller har sin pris at følge ham. Han fortiede det ikke. Og i resten af Lukasevangeliet efter denne begivenhed kan vi nok læse om en skare, men ikke mere om store skarer, der flokkedes. Om mange mennesker hører vi først igen, da Jesus kom til Jerusalem og blev korsfæstet.

At hade far, mor m.fl. og eget liv, tage sit kors op og give afkald på det, der er vores. Det er et spørgsmål om, hvor vores højeste prioritet er eller vores rigdom er. I dag er det at bruge tid måske den største mangel. Der er så meget andet, der tager tid (vi skal følge med).

Derfor har jeg det godt med at udlægge Jesus ord om at leve som kristen som en prioritering i samme grad som at gå på arbejde, at have et arbejde. Mao.: Hvem eller hvad har vort livs kærlighed? Hvad eller hvem står vi i pagt med for at skabe os liv og rigdom? Hvor er vor motivation?

Er det for meget det her fra Guds side? Kræver Gud noget af os, vi ikke kan? At give afkald mv. er i hvert faldt ment så radikalt, at det i en valgsituation må slå enhver anden forpligtigelse af banen. Med andre ord: Har vi en så dyb motivation og kærlighed i vor gudstro, at vi ikke blot ønsker at være tilhører, men efterfølgere og at være med på banen?

AT vinde VM i fodbold kræver proffer og fuldtids engagement.

Og således vil(kan) det koste i vore interesser, hobby, søvn, hvad (nogle) andre synes om mig, m.fl. og endda gå ud over nære relationer af og til, at følge efter Jesus. Der er en pris.

De mennesker, der fulgte Jesus, havde fået ændret deres liv på en så dybtgående måde, at de ikke kunne lade være. (De fandt nåde).

Der er altså også en pris (rigdom) at modtage.

Tænk på kvinden ved brønden der efter mødet med Jesus sagde: Han har sagt mig, hvem jeg er.

Her eksempel med nyere livsudsagn (fandt et fra Kristeligt Dagblad fra ugen).

Nåden og frelse er, at vi bliver sat fri til at vælge og til nu at bruge vores legemer for det gode og for retfærdighed i stedet for at bruge legemet som kanal for løgn, uretfærdighed, ondskab og at være utro i vore relationer. Den frihed til at vælge på ny er det Gud giver os ved korset ved troen på Jesus.

Det er her, vi får givet et helt nyt liv at leve. Et nyt mønster for vores liv. Dette kors kunne vi ikke bære. Når vi bekender vore synder, er Gud trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed. Det er næsten for godt til at være sandt, for hvem har ikke brug for tilgivelsen af alle sine synder(?).Gud vil da forme og danne os efter Kristus, så vi får samme sind og væsen som han.

Her er det som at blive gift. Det er (forhåbentlig) en gave, nåde og en rigdom. Det er måske nok en éngangs begivenhed at slutte pagten. Men ægteskabet er i sin vision en livslang vandring og relation. Det kræver sin kamp eller sit arbejde. Og nogen siger, at ægtefællerne også kommer til at ligne hinanden med tiden. Sådan også med vores trosvandring. Livet er i relationen med Jesus Kristus, og vi kan komme til at ligne ham mere. Han er meningen med livet. Hver dag.

Salmer

633                Har hånd du lagt på Herrens plov

498                Gud, efter dig jeg længes

605                Hvo vil med til Himmerige

385                Op, alle folk på denne jord

682                Jesus, Jesus, Jesus sigter