2. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Salmeforslag: 726-300-633-669-631

Stikord til teksten og søndagen:
Søndagen er blevet kaldt for ”kaldets søndag”, idet første tekstrække handler om invitationen til det store festmåltid og alvoren ved at takke nej, og anden tekstrækkes tekst handler om prisen ved at følge kaldet, altså om discipelforholdets omkostninger.
Det vanskelige ord i teksten er ordet ”hade”, som i sammenhængen ikke betyder at vredes på, men snarere at tilsidesætte, forskyde eller flytte om bagved til fordel for noget andet på førstepladsen. I sammenhængen et radikalt ord ved discipelskabet, fordi det lyder naturstridigt og umenneskeligt.
Denne tale om omkostningerne ved discipelskabet må forstås på baggrund af Guds rundhåndede indbydelse til festmåltidet. Denne indbydelse medfører så også kaldet til at sætte egne interesser og ejendom til side for at tage imod. Intet i verden må vægtes vigtigere end glæden ved at sidde til bords i Guds rige!

Men så meget andet kan synes vigtigere. Og discipelskab kan medføre konflikt med alt dette andet, som også gør krav på os. For eksempel den nærmeste familie og egen velfærd.
Fordi det koster at være en discipel, må du gøre dig dine beregninger! Som tårnbyggeren eller kongen, der vil føre krig. Deres ideer kan være aldrig så rigtige, og deres ildhu og energi ligeså. Men husk at tænke med, hvad der skal til hele vejen for at kunne gøre projektet færdigt!
Du kan ikke få det hele i livet! Du må vælge! Du må give afkald på noget for at få noget, som er vigtigere!
Trinitatissøndagene er læresøndage om gaver og opgaver. Om vilkårene ved at være disciple og få det nye liv, som hører Guds rige til. Discipelforholdets omkostninger er ikke en betaling, vi skal præstere for at være disciple, men en konsekvens af at Jesus vil tage os med hele vejen til festmåltidet. Et kald til ikke at falde af undervejs. Hvilket jo også understreges af epistlen fra Åb 3,14-22.

Nedenfor følger min prædiken til søndagen fra 2000 (måske har jeg lånt ideer fra andre, ja, måske endda fra nogle af jer læsere! Det må I så bære over med, da jeg ikke har styr på den rigdom, jeg henter ideer fra):

Indledende bøn på prædikestolen: Herre Jesus, tak at du kalder os ind i din evige glæde. Tak, at du vil frelse os helt – og ikke bare halvt. Herre, tilgiv os, når vi alligevel kun følger dig halvhjertet. Vend os på ny til dig, at vi må leve ud fra, at din frelse er det vigtigste af alt og har med hele vort liv at gøre. Amen.

Når vi i konfirmandstuen gennemgår det 4. bud: Du skal elske din far og din mor! – spørger jeg somme tider konfirmanderne: ”Hvornår har I sidst været oppe at skændes med jeres forældre?” Hvortil næsten altid et par stykker prompte svarer, at det har de selv samme morgen! Og med harme i stemmen fortælles det så, hvor trælse forældre kan være. – Men ligefrem ”hade” sine forældre… Nej, der er dog et spring, selv om de kan være aldrig så irriterende.
Ikke desto mindre taler Jesus i dag om, at man ikke kan være hans discipel, hvis ikke man ”hader” far og mor – og hustru, børn, brødre og søstre – og sit eget liv! – Hvad mener han mon med dét? Ja, han mener ikke det, som vi normalt forstår ved ordet ”hade”: nemlig at huse hadefulde følelser over for nogen. Ordet betyder i stedet i Jesu mund: Du må ikke holde mere af alle disse nærtstående mennesker end af Jesus! Du kan komme i situationer, hvor du må tilsidesætte dine nærmestes krav på dig, hvis de forhindrer dig i at leve dit liv i følgeskab med Jesus! For selv om dine nærmeste ifølge Bibelen har al mulig grund til at forvente din omsorg, så har de aldrig krav på at stå imellem dig og den Herre Jesus, som du er blevet døbt til at tilhøre og følge!
Så egentlig siger Jesus: Hvis nogen kommer til mig og ikke ”sætter dette højere” end far og mor, hustru og børn og andre familiemedlemmer – så kan han ikke være min discipel. – Tekstens mening er altså: Hvad elsker du højest? Hvis du vil følge Jesus, så må du sætte ham over alt andet, og over alle andre autoriteter…

Som altid må dette her ses i sin rette sammenhæng. For selvfølgelig gælder det 4. bud stadigvæk: Du skal elske din far og mor! Det går skævt i ethvert samfund, som ophæver buddet om at tage vare på familien. Ved bryllup og i hverdagen skal du love at elske din ægtefælle. Og naturen selv siger: Du skal elske dine børn. Og ligeså dine søskende. Jesus opfordrer ingen til at høre op med dette. Og selv om dette at elske mig selv let kan tage overhånd, så kan selvhad og selvforagt heller ikke anbefales.
Men hvorfor så lige nu disse stærke ord af Jesus i vores tekst? Jo, de hænger sammen med, at der har været ”vækkelse” omkring ham. ”Store skarer” er blevet grebet af hans forkyndelse og stærke undere. Jesus har fortalt dem om ”det store festmåltid” i Guds rige, hvor alle er inviteret med, ja, selv dem, som ingen havde regnet med. Og mange bliver grebet af dette gode budskab. – Men nu standser Jesus så op i alt dette medrivende og spørger dem, som har taget imod indbydelsen, dem, som har fundet det rigt at være ”med på lejr” sammen med ham: Vil I betale den pris, det kan komme til at koste at være med i mit følge og nå helt ind i Guds rige?
Situationen var reel nok – som den også kan være hos os, når vi på god vis er blevet grebet af Kristi gode ord i en sammenhæng, hvor der er godt at være. Der gik jo ikke lang tid, inden Jesu tilhængere kom i konflikt med alt, hvad de kendte og elskede, og alt, hvad der gav dem identitet og anseelse. Jesus blev selv mødt med det krav fra sine søskende, at han skulle tage mere hensyn til dem end til de andre, han virkede iblandt. Og disciplene blev sikkert stillet overfor tilsvarende krav om hensyn til deres hjem og naboer. De burde blive hjemme og passe fiskeriet og værne om slægtens traditioner. – Disciplene blev imidlertid nødt til at bryde med disse hjemlige krav for at kunne følge efter Jesus. Der var brug for dem andre steder og i andre kald, og det medførte i mange tilfælde udstødelse, isolation, vanære – og endda døden.

Mange steder i verden betaler mennesker fortsat den pris. Vores bekendelse til Jesus og kristentro koster ikke os i sammenligning med vore kristne søskende disse andre steder. Jo, måske snakkes der lidt om os og om vore synspunkter. Måske snakkes der lidt overbærende til os, måske forbigås vi her og der, hvor vi ville være kommet i betragtning, hvis ikke vi havde vore ”sære” standpunkter. Men vi kender ikke til forfølgelse og dødstrusler for vores tros skyld. Og Gud ske tak for dét!
Men vi kender alle til det bestandige krav, at vi helst skal være som alle andre, at vi skal være ”til behag”. Og sandt nok: Vi skal selvfølgelig ikke være særlinge og altid være på tværs af de andre. – På den anden side skal vi dog heller ikke altid gå rundt og frygte for, hvad folk nu siger om os. Og vi skal slet ikke gå rundt og logre for mennesker i behagesyge og af skræk for, at de ikke skal synes om os. Når vi tror på Gud, er vi ikke menneskers trælle! Tror vi på Jesus som Frelser og Herre, er vi blevet sat fri af andre personers autoritet over vort liv, inklusive vore nærmestes. Fordi vores øverste autoritet er Herren vor Gud. Og dét er der egentlig noget befriende og glædeligt ved, for så er jeg fri for blot at skulle være de andre til behag. Jeg skal stadigvæk elske dem, men jeg skal ikke behage dem for enhver pris.
Under 2. verdenskrig, efter at England havde kastet sig ind i krigen, blev Churchill citeret for at have sagt, at kampen mod nazismen ville kræve store omkostninger. Kampen ville koste ”blod, sved og tårer”. Men samtidig kunne Churchill sige: ”Men nu har vi fred i vore hjerter.” Der var en frihed i at have besluttet sig for at gøre det rigtige. – Sådan vil teksten i dag opfordre os til at beslutte os til at følge Jesus og gå i de fodspor, han har trådt for til os.

Hvornår vi så bliver nødt til at gå en anden vej end den daglige og velkendte, hvornår vi kan blive nødt til at tage afstand fra familiens og vennernes synspunkter for at følge Jesus i tjenesten for Guds rige, ja, det finder vi bedst ud af ved at leve med Guds ord i vores dagligdag. Og ved at høre og drøfte det sammen med vores menighed i de sammenhænge, hvor vi færdes.
Vi skal altid være varsomme med at begive os ud i afgørende brud på egen hånd. For blind lydighed mod et princip eller en ideologi er farlig og kan knuse mennesker. ”Blind” lydighed og fanatisme ønsker Jesus ikke. Han ønsker derimod ”seende” lydighed. Han ønsker, at du og jeg, som har set os glade og befriede i evangeliet, at vi trofaste vil lyde hans bud. Fordi dét er vore medmennesker til gavn og frelse og Gud til ære. ”Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger,” siger Jesus. Som et troende menneske får du et nyt forhold til personer, til Jesus og til dine medmennesker. Jesus møder os ikke med krav om at følge et nyt princip, en ny ideologi, men han kalder os til at leve vort liv blandt andre mennesker og lyse og salte iblandt dem med Guds riges gode kræfter. Vi skal være til for Jesus og for de andre, og ikke bare for os selv og vores egen klan.

Det er altså ikke noget løfte om et let liv, Jesus stiller os i udsigt som kristne. Om vandring fra sejr til sejr. Nej, det er på mange måder brydsomt at leve som kristen. Fordi vi kan få både den almindelige mening og vores egen lyst til lethed imod os.
Beregn den pris! Siger Jesus. Lige så vel som en tårnbygger og en feltherre regner på, om han kan klare den foreliggende opgave, sådan skal vi også tage alvorligt bestik af livet og skaffe os den nødvendige hjælp og styrke til at nå i mål med det, vi skal.
I en af vore dåbssalmer synger vi: ”O, skriv dit navn i deres hjerte / og deres i din højre hånd / så de med dig har fryd og smerte / tilfælles i den Helligånd.” Fryd og smerte! At være kristen er at være et menneske, som har fryd og smerte tilfælles med Jesus. Fryd: At vi oplever flere velsignelser, end vi kan tælle, ved at følges igennem livet med Jesus. Smerte: At både vore nærmeste og vort eget jeg somme tider vil noget andet end at følge Jesus. – Men uanset hvad: Når vi har lært Jesus at kende, kan vi ikke slippe dette rige, og dog brydsomme liv uden at miste alt og blive evigt fattige. Vi sætter det højere end alt andet.
Dermed bliver vi i al vores lidenhed til det, Jesus har brug for: Vi bliver til små saltkorn, der fortsat salter med det, Jesus sagde og gjorde og dermed modvirker, at livet i verden fordærves.
Og endelig skal vi huske, at uanset hvad vi kommer til at måtte vælge fra, når vi har valgt livet i tro på Jesus til, så skal vi ikke tabe, men vinde. For Jesus sagde til sine disciple: ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”