2. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Situationen: Store flokke af mennesker følger Jesus. De er tiltrukket af det, han gør, og det han siger. Nogle er kommet til tro på ham, andre ikke.

Derfor er der umiddelbart et ikke ringe overlap mellem den gruppe mennesker, Jesus her taler til, og en typisk forsamling til gudstjeneste i en kirke i Danmark i 2012. Det kan være værd at gøre opmærksom på.

Ligeledes gælder det, Jesus her siger både for mennesker, der er interesserede i ham, men (endnu) ikke er troende, og for os, der tilbeder ham som Gud, Herre og frelser.

Men hvad er det egentlig han siger? Man kan måske passende tale om det i tre hovedpunkter:

1. I) Det, der er helt nødvendigt;
2. II) Hvorfor det er helt nødvendigt og hvorfor det er nødvendigt at være bevidst om det;

III) Hvordan det helt nødvendige bliver muligt.

I) Det, der er helt nødvendigt:

Indholdet i det, Jesus siger, kan fra én vinkel betegnes som  den ultimative anti-salgstale. Aldrig vil nogen kunne anklage Jesus for bondefangeri eller sige, at de har købt katten i sækken.

Dette siger Jesus ikke, fordi han ikke ønsker, at vi skal tro og følge ham eller for at skræmme os væk. Han siger det heller ikke fordi han ikke virkelig vil frelse og retfærdiggøre den, der tror på ham, gratis og for intet, alene af sin barmhjertighed (se Luk 18:9-14).

Han siger det, fordi han ved, at det i praksis ikke lader sig gøre at være hans discipel, altså følge ham og lære af ham, uden at være bevidst om og villig til at betale omkostningerne og foretage prioriteringerne, der uadskilleligt hører sammen med det. Udsagnene skal altså ikke forstås soteriologisk, men pragmatisk og retorisk (jf. Bock’s kommentar til LK).

Jesus taler altså om det, uden hvilket man ikke i praksis kan følge ham og lære af ham (= være hans discipel).

Han nævner 4 ting: Man kan ikke i praksis være Jesu discipel, hvis man ikke

1) ”hader” sine allernærmeste (v. 26)

2) ”hader” sit eget liv (v. 26)

3) ”bærer sit kors” og ”går i Jesu spor” (v. 27)

4) giver afkald på alt sit eget (v. 33)

Ad 1 og 2: Man bør forklare udtrykket ”hade” her. En mulig måde at gøre det på kan være:

1. i) Jesus kan ikke mene ”hade” som vi plejer at bruge ordet. For han har kort tid forinden sagt, at vi skal elske vores næste (Luk 10:25ff), og vore familiemedlemmer er også vores næste.
2. ii) ”Hade” skal her forstås retorisk. Nogle gange, især i visdomsgenrer, som Jesus ofte bruger, kan man bruge et ”binært” sprog, i hvilket ting benævnes 0 eller 1, sort eller hvidt osv – for at udtrykke kvalitative forskelle mellem ting , der samtidigt befinder sig forskellige steder på en kontinuerlig, kvantitativ skala.

På den måde bruger Jesus her udtrykket at hade x om det at elske x mindre end y eller at tilsidesætte x til fordel for y eller give afkald på x for y’s skyld.

iii) Denne måde tales der nogle gange på i semitiske sprog og i GT. Det kan ses af det hebraiske (og græske i LXX) ordvalg i 1 Mos 29:30-31 og 5 Mos 21:15-17, hvor det danske ”tilsidesætte” oversætter ordet ”hade”.

Det kan være gavnligt at læse disse tekster højt for tilhørerne, så de selv kan se, at denne forståelse ikke er noget smart udenomssnak, som teologerne har fundet på. Man kan også gøre opmærksom på, at det er det samme ord, som i Dom 14:16 er oversat med at hade, og dette sted er et udmærket eksempel på retorisk brug af ordet ”hade”. Se også Matt 10:37.

Pointen er altså, at det ikke lader sig gøre i praksis at følge Jesus og lære af ham uden at prioritere forholdet til ham over forholdet til sine nærmeste og endda være villig til at lade det koste én livet. Det er nødvendigt at elske sine nærmeste og sit eget liv mindre end Jesus, at tilsidesætte sine nærmeste og sit eget liv. Ellers vil discipelskabet, når der kommer en konflikt mellem disse ting på denne side og Jesus på den anden, i praksis blive sat ud af kraft.

Ad 3: Jesu vej skulle gå gennem lidelse og død. Korset står altså for lidelse og død Jesu discipel må gå i Jesu spor, altså gennem det samme. At følge efter Jesus vil koste lidelse og død på den ene eller den anden måde. Nogle (og nok flere end vi tænker over til daglig) vil dette gælde særdeles bogstaveligt og fysisk for. For andre vil det blive virkelighed på andre måder. Alle Jesu disciple får korsfæstet deres kød, altså syndige natur, og det kan gøre ret så ondt på de fleste af os. Discipelvandring er en dødsproces, der handler om selvfornægtelse (Luk 9:23). Paulus taler om, at vi er døbt til/ind i Kristi død (Rom 6:3), om altid at bære den død, Jesus led i sit legeme, om altid midt i livet at overgives til døden for Jesu skyld (2 Kor 4:10-11), om at stræbe efter at kende lidelsesfællesskabet med Kristus, så han får skikkelse af hans død (Fil 3:10). Andre steder kunne også nævnes. (Det fantastiske er så, at han de samme steder taler om også at opstå med Kristus og have del i hans opstandelseskraft). Hvordan lidelsen og døden ser ud for den enkelte er forskelligt. Det er jo hver vores eget kors, vi kommer til at bære. Men Jesus vil, at vi skal vide og være bevidste om, at det er en uomgængelig omkostning ved at følge ham som læremester..Ellers vil discipelskabet i praksis være sat ud af kraft, når gælder. En af de dybe lektioner, vi som disciple skal lære, er, at det er dem, der mister livet på grund af Jesus, der skal frelse det (Luk 9:23-24).

Ad 4: Dette handler om være klar til at lade det at følge Jesus koste al vores ejendom.Vi kan ikke praktisere discipelskab og samtidigt være knyttet til ”jordisk gods” sådan, at vi ikke kan give slip på det, hvis det bliver nødvendigt. Vi må være klar til ikke blot at lade det koste noget, men alt.

Jesus rammer emner, der repræsenterer høje værdier – også for dagens danskere. Vi sætter familien måske allerhøjest. Vi vil gerne realisere os selv. Og vi ser meget strengt på det, når nogen tager ejendom fra os (sammenlign blot de danske strafferammer for hhv. vold og finansiel kriminalitet). Jesus siger, at det er nødvendigt, at forholdet til ham er en endnu større værdi.

II) Hvorfor det er helt nødvendigt og hvorfor det er nødvendigt at være bevidst om det:

Jesus fortæller tre små lignelser, der på hver sin måde siger noget om, hvorfor de nævnte ting er helt nødvendige.

1. a) Tårnbyggeren (v. 28-30): Hvis vi ikke gør os klart, hvad det vil og/eller kan koste at følge Jesus og er villige til at påtage os de omkostninger, risikerer vi aldrig at nå målet.
2. b) Krigsføreren (v. 31-32): Hvis vi ikke gør os klart, hvad vi står overfor, når vi vil følge Jesus, vil vi forholde os urealistisk til det med potentielt katastrofale følger.
3. c) Det kraftløse salt (v. 34-35): Uden disse prioriteringer og denne omkostningsvillighed vil discipelskabet intet være værd i praksis. Så er det uden substans, ikke den ægte vare.

III) Hvordan det helt nødvendige bliver muligt:

Det er netop Jesu spor vi går i. Han, der havde langt mere end vi kan drømme om, gav afkald på alt sit eget, tog sin kosmiske krone af, tog vores ultimative kors, der ikke var hans eget, på sig og bar det i stedet for os, ja, lod det løfte ham op i stedfortrædende forbandelse, for en dag at kunne give os alt sit, sætte sejrskronen på vores hoved og for evigt tage enhver byrde fra os. Det er derfor, vi tør give afkald på og give ham alt vores eget og lade det dø. For hans opstandelse venter os.

Kun han kunne blive vores frelser og fører som vi betød så meget for, at han var villig til at miste sin nærmeste, ja,sit eget liv og give afkald på alt sit eget for at føre og frelse os. Det er når vi ser det, at vi bliver villige til at lade det at følge efter ham koste, hvad det vil.