2. søndag i advent – 2. tekstrække

Teksterne og søndagen

2. søndag i advent er adventstidens forventning rettet mod tidernes ende. Den ”lette” forventningsstemning er afløst af en mere alvorlig stemning. For til forventningen om Guds rige, der kommer, hører også dommen.

Teksten fra Det gamle Testamente giver valgfrihed: enten Esajas 11 eller Malakias 3. Jeg vil her foretrække teksten fra Malakias, fordi den allerede i den indledende læsning indfører domspekspektivet.  NT-læsningen udvider forventnings-spektivet med begrebet tålmodighed

Evangelielæsningen er lignelsen om de ti brudepiger. På denne søndag må det fremhæves, at Guds rige kommer og er som en bryllupsfest. Men det er netop noget, der kommer til os, og som der derfor skal ventes tålmodigt på, og ikke alle kommer med! Det gælder om at vente tålmodigt og være rede.

Prædiken

Mellem faktum og futurum. Dér lever et menneske. Faktum – det er det, der er nu. Futurum – det er der, der kommer. Vi lever mellem faktum og futurum. Hvordan ser vi på vores fremtid, på vores futurum? Når jeg tænker på min fremtid, ser jeg ser to landskaber for mig.

Jeg ser først et billede af nogle marker. Noget af landskabet er dyrket. Andet ligger brak. Det er mit livslandskab. Et broget landskab af muligheder, som er givet netop mig. Nogle af mulighederne er veldyrkede og har fået al den gødning og pasning, der hører til. Andet har fået lov at ligge eller er kun blevet udnyttet en smule og ikke optimalt. Der er også et krat et sted. Noget, jeg ikke gerne viser frem for nogen. Noget der bekymrer mig. Billedet udfordrer mig. Hvilke muligheder har jeg? Hvilket ansvar? Er der nye områder, der skal opdyrkes?

Det andet, jeg ser for mig, er et vejkryds i landskabet. Også vejkrydset udfordrer mig. Hvad vil jeg? Hvor skal jeg gå hen? Hvilken retning vil jeg vælge? Den samme retning som indtil nu? Eller kommer der en tid til nyorientering? Til en anden vej?

Også de ti brudepiger, evangeliet taler om i dag, stod mellem faktum og futurum. Men deres forhold til det, der skulle komme, var et andet end vores ofte er. Vi er optaget af at vælge vores fremtid. Og udnytte vores muligheder. De var optaget af at vente på det, fremtiden ville bringe dem. I visheden om, at den vigtigste mulighed for dem var noget, der kom til dem. En bryllupsfest, som de håbede at komme med til.

Hvorfor er det sådan, at vi tror ofte, at det er afgørende for vores liv, hvad vi vælger. Hvorfor tænker vi kun ud fra os selv? Når vi står ved et af livets mange korsveje og vælger at gå én vej og ikke en anden. Eller når vi står over for det landskab, vores liv er, og siger: Nu skal noget nyt opdyrkes. Er det fordi vi alle er præget af dem tid, vi lever i? Hvor bøger om selvudvikling og selvudviklingskurset er det store hit. For det hele drejer sig om mine muligheder og om at udnytte dem fuldt ud. Og det kan endda hænde, at vi tænker teologisk over det hele, og med apostelen Paulus taler om nådegaver, vi har, som skal udvikles. Misforstå mig ikke. Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt at overveje sine valg i livet. Det hører med til vort liv, at vi tager ansvar for os selv og de muligheder, vi har fået givet.

Men når vi tænker efter, ved vi jo godt, at det ofte er det, vi ikke har valgt, der betyder mest.

Når man f.eks. har mødt den, man vil dele sit liv med, opleves det ikke som noget, man selv har valgt. Forelskelsen, der slår fødderne væk under én, kommer til én. Pludselig bliver hele ens tid omprioriteret. Eller når man får sit første barn. Ganske vist er det – i alt fald som oftest da – noget, man selv har valgt. Alligevel opleves det som noget, der kommer til én.

Jo, vi kender det godt: i det liv, der ligger mellem faktum og futurum. Mellem nutid og fremtid.

Da er det vigtigste ofte det, der kommer til os. Snarere end det, vi vælger.

Adventsteksten i dag fortsætter i samme spor og siger: Det vigtigste i din og min fremtid er det, Gud vælger til os. Der ligger noget i min futurum, som kommer til mig. Fra Gud. Gud vil give mig noget, der er at sammenligne med en bryllupsfest. Gud vil give mig det bedste. Er der da noget vigtigere i livet end at vente på det? Give det rum, plads?

Det kan være svært at vente, siger vi måske. Vi kan blive utålmodige. Vi kan blive trætte. I vore egne liv. Eller i kirken og menigheden. Ja, det kan være svært. Men Israels folk ventede i 40 år.

Skulle vi da ikke kunne vente på Gud – i vores liv? Skulle vi da ikke kunne vente på, hvad Gud kalder os til, lægger for vores fødder? På det, Gud vil os.

Og især da når det, han vil os, kan sammenlignes med en bryllupsfest. Intet mindre. Gud vil give os glæde. Fryd. Fred. Han vil, at vi skal erfare hans himmerige og vandre i det. Det er et underligt rige.

Det er et rige, der allerede er nu. Som et rige, der er i os og iblandt os. Som glæde og håb og kærlighed og erfaring af Gud og fællesskab med Gud. Det er et rige, vi ser her som i glimt.

Engang skal vi se det fuldt ud. Engang skal bryllupsfesten vare til evig tid. Engang skal Gud opfylde alt og give os glæden for evigt. Det er målet. Guds mål. Med os. Det er den sidste afgørende futurum. Den store advent.

Vi står mellem faktum og futurum. Mellem i dag – og det, der kommer. Hvad skal vi da dér?

Vi skal – som sagt vente – og så skal vi sørge for at have olie på lampen og sørge for, at der er nok – som de fem kloge brudepiger, der både havde olie på lampen og forråd af olie med sig. At have olie på lampen – hvad betyder det? Hvad ligger der i det?

Der ligger ikke det i det: så handler livet om hele tiden at være i balance med sig selv og finde den indre ro. Så må sørge for at have psykisk overskud og ikke at leve et stresset liv, men være god ved sig selv og finde sin indre stemme. Det er ikke det, der er budskabet.

Olie er ofte i Bibelen et billede på Helligånden. At have olie på lampen betyder: at lade sig fylde af Guds ånd. At gøre det er ikke sjældent at erfare freden og roen. Men undertiden er det lige det modsatte. Undertiden er det uro. Undertiden er det at lade sig udfordre, at gøre op med mønstre i sit liv, at gå nye veje. Men i en lille olielampe kan der ikke være meget. Den brænder snart ud.

Den skal fyldes op igen og igen. Sådan er det med Guds ånd. Der skal hele tiden fyldes på. Hver søndag er til, for at Gud kan fylde os med sin Ånd. Ja, hver dag skal vi fyldes af ham. At have olie på lampen – og som de fem kloge brudepiger at have mere at fylde i – det vil sige at leve tæt på Gud og hele tiden lade sig fylde af det, han vil sende mig gennem sit ord, gennem sakramenterne, dåb og nadver, og gennem bønnen. At lade sig fylde af freden og roen – og uroen og udfordringen.

Og så – med et indre fyldt af Guds ånd – som brudepigerne: vente. På Gud og hans vej.

Lad os sammenfatte, hvad jeg har fået at give videre i dag.

At være menneske er at leve mellem faktum og futurum. Mellem nutid og fremtid. Det er at leve et advents-liv.

Det vigtigste i adventslivet, er ikke, hvad vi vælger. Det vigtigste er at vente på det, Gud sender til os. Og vi kan være visse på dette: hvad han dybest set og til sidst ønsker at give os, er som en bryllupsfest. Det er glæde, fryd, fred – en glæde, der skal blive evig engang.

Men skal det blive vores advent, da må vi bestandigt have olie på lampen, siger evangeliet i dag.

Da må vi søge Gud. Og lade os fylde af hans ånd. Søndag efter søndag. Dag efter dag.

Og sådan forstået står vi hver dag foran et vejkryds. Foran et valg. Foran et afgørende valg hver eneste dag. Det afgørende valg. Vil vi lade Guds og hans ord og Ånd forme vore liv? Tør vi slippe kontrollen med vore liv og muligheder og tør vi slippe vores bekymringer – og så bare lade os fylde af Guds ånd og vente på ham?

Vi kunne også spørge: Tør vi lade være og risikere at stå uden olie på lampen og forfejle både livet og evigheden og stå som de fem, der hørte brudgommens dom bag en lukket dør: Jeg kender jer ikke!