2. søndag i advent – 2. tekstrække

I dag gælder det dén advent, som ikke har været endnu. At Herren Jesus kommer igen.
Ellers er kirkeårets højtider for det meste festdage i anledning af noget, der allerede er sket for mange år siden. Det bliver mærkedage for noget stort og godt, som er overstået. Noget, som måske har kostet ‘blod, sved og tårer’ engang, men nu fortoner sig i en dis af fjernhed, hvor det føles rart at have den. Det føles forstyrrende for hyggen og den måde, vi nu har indrettet os med den højtid på, hvis der skal ribbes alt for meget op i det, der egentlig skete dengang. Der er en århundredgammel fernis af bare fornemmelse af jul. Skal vi grave alt for meget i, hvad julen egentlig dækker over, så er vi jo nødt til at forholde os direkte til det, og så er det jo ikke sikkert, at denne indre harmoni, vi drømmer om, indfinder sig, hvor vi nyder glæden ved at være gode ved os selv og hinanden.
Men det er alligevel afgørende, at vor jul og vor fejring af julen begynder i selve det, der skete, for ellers bliver det kun en forløjet luftboble, som går i stykker, inden vi når til nytår, og resultatet er, at den, som følte tomhed og ensomhed og håbede på hjælp af julens glæde, bagefter sidder tilbage med en ensomhed, som runger af et endnu større tomrum end forud.

Men vi skal nu ikke tilbage til fortiden i dag. I dag skal vi genopdage fremtiden, til Jesu genkomst. For det er den, advent og jul og den kristne tro i det hele taget egentlig skal hjælpe os til at være forberedt på.
Med trosbekendelsen ved vi, at Herren Jesus skal komme for at dømme levende og døde. Det taler Jesus selv om i denne lignelse om brudejomfruerne, fordi konsekvensen for nogle blev, at de ikke kom med ind i bryllupssalen. Han kendte dem ikke. De ord var dommen, som blev afsagt. Derfor blev de ikke lukket ind. Lignelsen skal så fortælle os, hvordan vi undgår at få den dom, for der er jo en klar årsag til denne dom, og den årsag kan vi gøre noget ved, mens tid er. Og det er der nu.
Det viser samtidig, at Jesus egentlig har noget helt andet “på hjerte” – hvis man kan sige det sådan -, når han kommer igen. Hensigten er ikke at dømme mennesker udenfor, men tværtimod at hente mennesker indenfor. Derfor gælder det om at være rede.
Selve billedet er jo i bund og grund positivt. Det er noget af det lykkeligste, et menneske oplever. Selv for den, der blot er med som gæst, er det en stor og rig begivenhed.

Det er brudgommen, der kommer. Det er et fast led i gammel jødisk bryllupsceremoni, at brudgommen sammen med et festligt optog hentede bruden fra hendes hjem og bragte hende under sang og musik til brudgommens hjem. Venner og kammerater, som ikke var særligt indbudt, kunne møde op i festtøj og slutte sig til optoget, og på den måde komme med til bryllupsfesten. Det er altså sådan en flok veninder, Jesus bruger som en lignelse på os med tanke på vor forventning til hans komme.
Der er ingen tvivl om, at brudgommen kommer. Det står fast. Spørgsmålet er bare: Hvornår? Det vidste de ikke, og det ved vi ikke.
Men brudgommen kommer. Og så er det vigtigt at være rede. Da gælder det om at have forberedt sig med omtanke.
Jesus illustrerer det med olielamperne, som de har med. De har olielamper med allesammen. Vi kan forstå, at de hører med til festudstyret. Man kan ikke komme uden en lampe, der er tændt.
Vil man med, så er det altså på festens betingelse. Så må man bidrage til, at festen kan blive så vellykket, som muligt. Det er brudgommen, der bliver hyldet. Det skal være et optog, der lyser langt væk af, at her sker der noget stort og glædeligt. Det er to menneskers hele livslykke, det drejer sig om. Da er det helligbrøde at ville skaffe sig plads på sine egne betingelser.

Det er festligt sådan en sen aften, hvor mørket er faldet på, og alle har en lille olielampe med. Og så er det fuldt af symbolik: Lampen, der lyser, betyder som sagt glæde. Sådan et optog med levende lys skaber forventning om, at det fører til et endnu større lys, nemlig i festsalen, hvor den store begivenhed skal finde sted.
Derfor betyder lampen, der lyser, også forventning. Grunden til, at lamperne er tændt og hører med i festtoget, er jo, at man er på vej til en herlighed, som langt overgår spændingen og forventningen undervejs. Men denne forventning gør så også, at man er omhyggelig med sine forberedelser. Tænk at måtte blive tilbage, fordi man har været skødesløs med sine forberedelser.
Derfor betyder lampen, der lyser, også årvågenhed og omhu. Vi ved godt, hvad det er, Jesus spørger efter, når han kommer igen. Det er troen, han spørger efter. Han spørger efter den tro, som regner med ham. Den tro, som sørger for at være godt rustet.
En tro, som er godt rustet, det er en tro, som ikke vil nøjes med, at man troede engang, ens barnetro. Det er en tro, som må få lov til at blive voksen, ligesom vi jo på alle andre områder er omhyggelige med, at vi skal være voksne og ansvarlige. Det er nødvendigt at arbejde på, at troen kan vokse. Den må ikke bare blive en upræcis fornemmelse af, at der er en Gud, som råder – hvad man nu skal forestille sig ved sådan en.
Det er dog det vigtigste her i livet, at vi må kende Gud. Han har givet til kende, hvem han er, og han har gennem profeter og apostle givet os sin hellige vilje til kende, så vi ikke skal famle i blinde.

Egentlig er det jo en pylrekristendom, der er så udbredt i folkekirken. En pylretro, der ikke vil interessere sig for, hvad Gud vil, vi skal tro. For man mener, at Gud nok vil have forståelse for dem, der ikke ved bedre. Derfor er det bedst ikke at vide.
Men det er en tro, som betragter Gud som urimelig og ond, at han kan nænne at forlange af os, at vi skal gøre efter hans bud og vilje. Det er en tro, som har et helt forkert udgangspunkt.
Det rigtige, bibelske udgangspunkt er, at Gud har fundet os i mørket, hvor vi havde gemt os og vendt ham ryggen. Og møjsommeligt forsøger han dag efter dag, søndag efter søndag, år ud og år ind at råbe os op med det største og mest forunderlige budskab: Jeg gør dig fri! Du behøver ikke gemme dig. Dine synder er dig forladt. Én er død i alles sted – også for dig. Det, jeg vil dig, er at give dig kærlighed, give dig at opleve og modtage min kærlighed og give dig at have kærlighed selv.
Gud taler så utrolig venligt til os i stedet for at dømme os. Gud taler til os om alt det, der vil stille sig i vejen for, at vi kan være hans. Han taler til os om det i stedet for bare at rydde os til side. Han taler mange gange til os, selv om vi holder os for ørerne, og endnu er han ikke blevet træt.
Men en dag gør han det ikke mere. En dag er det ikke muligt længere at nå hen og få olie på lampen. Da er det bare for sent, og man kommer ikke med.

Hvis du slås med troen, så slås videre. Giv ikke op. Men kæmp sammen med Guds ord, og kæmp sammen med Guds Ånd, med Helligånden. At kæmpe, det er at bede. Skal vi styrkes i troen og vokse i troen, så må vi gå bedende til gudstjeneste. Gud, lad det lykkes! Og vi må læse i Bibelen med den bøn i hjertet hele tiden: Herre, tal til mig! Lad dit ord gælde mig, og lad mig høre, hvad du vil sige til mig! Så får vi nok at gøre med Guds ord og vort liv, og så bliver det vigtigt at høre, hvad den levende Gud vil fortælle mig i dag om nåden i Jesus Kristus, om syndernes forladelse, om kærligheden til Gud for hans barmhjertighed og om kærlighed til vor næste. Så bliver Guds ord levende, mere levende måske, end vi synes, vi kan klare. Men så kan katekismen hjælpe os til at holde styr på det, vi hører, så vi får rigtig fat på det.
På den måde får vi olie på vor lampe, så troen kan brænde med en flamme, der ikke savner næring, for da har vi lært Gud at kende ved at spejle vore tanker, ord og gerninger i Guds åbenbarede ord.
For det er vor store lykke, at Gud har åbenbaret sig selv. Han har givet os klare vidnesbyrd om, hvem han er, og hvad han vil os. Derfor kan vi, mens der er tid til det, lade troen stå prøve livet igennem, så den ikke skal svigte, når det for alvor gælder.
Kristenlivet – for det er jo det, det drejer sig om, – er en vandring i glæde og tryghed midt i de kampe, vi måtte have at kæmpe. Det er som at følges med brudgommen undervejs gennem mørket med blus på den lille lampe, man selv har med. Mørket kan nok være uigennemsigtigt. Men lampen har næring og kraft fra Guds åbenbaring, som vi kender, og som vi aldrig kan udtømme til bunds. Så også der, hvor vi ikke kan se skridtene, må vi vide os i tryghed.

Vi er på vej til noget godt, ja, til det bedste. Næst efter at hellige Guds navn er det vor største bøn: “Komme dit rige!” Med denne bøn stiller vi os ind under alt det, som Himmerige betyder. Gud, giv os en plads dér! Og giv os med denne bøn frihed over for alt, hvad vi har med at gøre, for at det ikke skal binde os fuldtud, for hvadenten det er tungt eller let, sorgfuldt eller glædeligt, så er der noget, som er større: Guds rige.
Kristenlivet består i at følge Herren Jesus. At lære at holde alt, hvad han har befalet os, som han selv har udtrykt det. At leve kristenliv, det er at være med i optoget og have sin lampe tændt. Den kristne menighed er det optog, vi er med i, og i allervideste forstand er vi da med vor tro (vore lamper) i færd med at tjene Gud / holde gudstjeneste.
Da er vi på vej. Og da er vi også rede, den dag Jesus kommer i herlighed. Våg derfor, hold troen levende, for vi kender hverken dagen eller timen. Men råbet vil komme: “Se, brudgommen er der, gå ham i møde!” Amen!