2. søndag i advent – 2. tekstrække

Til søndagen

I endnu mere markant grad end søndagen før er der i dagens tekster afstand mellem før-julestemningen hos den almindelige dansker og teksternes dybe alvor og kald til bod og eftertanke. Det er altid en udfordring at møde tilhøreren, hvor han eller hun er, men ikke mindst sådan en søndag.

Til teksterne

Den gammeltestamentlige tekst fra Mal 3,1-3 slår tonen an. Herrens engel, ja, Herren selv vil komme til sit folk. Men hvem kan bestå i mødet med Gud Herren og hans dom? Det er jo det store og afgørende spørgsmål, som menneskeheden har nørklet med, siden Gud i sin dom og sin barmhjertighed lukkede døren til Paradiset. Ørkengenerationens erfaring var, at hvis Gud kom dem for nær i sin herlighed, ville de erfare ham som en fortærende ild. Malakias siger, at Herrens komme er dom, men også lutring. Herren er som den store smedemester, der med ilden lutrer sølvet, sådan at de ædle metaller udskilles. Messiastiden skal være en lutringstid i dobbelt forstand. Det skal dele folket mellem troende og vantro. Men for den, der bøjer sig for Messias, bliver hans komme en lutring i betydningen renselse. Dette opfyldes ved Jesu første komme ved at Jesus tilgiver og soner menneskets synd, og ved hans andet komme ved at syndens og dødens iboende kræfter i den troende overgives til døden hvorved et nyskabt menneske opstår.

I den katolske tradition har man tolket lutringsbilledet på skærsilden. I moderne protestantisk teologi har man brugt dette billede til at omtolke dommens dag, sådan at dommens dag bliver lutringens og renselsens dag. Begge tolkninger er for mig at se rene vildskud.
Epistlen (Jak 5,7-8) er meget kort og angiver den spænding, som er gennemgående i Det nye Testamentes forkyndelse af Jesu genkomst. Vi skal være tålmodige, for der kan gå en rum tid før Kristus kommer. Og samtidig skal vi altid være rede, for Herrens komme er nær. I min studietid forsøgte man at binde os på ærmet, at Jesus og Paulus havde en nærforventing, som langsomt og gradvist blev afløst af menighedernes langtidsplanlægning og talen om, at det kan gå hen og trække ud. Sagen er, at både Jesus, Paulus, Jakob og Johannes i sin Åbenbaring siger begge dele: Kristus kan komme når som helst, og det kan trække ud.

Prædiketeksten (Matt 25,1-13) er en alvorlig og dramatisk lignelse. Den indleder med at fortælle om ti brudepiger, der glæder sig til at være med ved bryllupsfesten og har taget opstilling i spændt forventning. Men den slutter med et antiklimaks. Fem af dem ender med at komme for sent og bliver udelukket fra festen. De fleste prædikener, der holdes om denne tekst i danske kirker, vil fortie eller fornægte tekstens dybe alvor. Det vil også være en fristelse for hver eneste én af os. Måske har vi to fristelser: Enten at forkynde ufølsomt og farisæisk om alvoren ved at komme for sent. Eller at undskylde og bortforklare alvoren i teksten. Vi må forsøge at undgå de to afveje og dermed leve op til vores præsteløfte og forkynde Guds ord, sådan som det står i de profetiske og apostolske skrifter.

Til teksten

Kenneth E. Bailey gennemgår denne tekst i sin bog ”Jesus set med mellemøstlige øjne”, I, s273ff. Bailey giver vanen tro meget godt baggrundsstof for at forstå teksten bedre. Enkelte gange har Bailey nogle rene forbiere, for eksempel når han på side 289, note 276 skriver, at ”den afsluttende scene (”Jeg kender jer ikke”) muligvis er blevet tilføjet af menigheden og muligvis ikke kan føres tilbage til den historiske Jesus”. Her har han ret og slet været i dårlig selskab og er afhængig af Joachim Jeremias og andre vestlige teologer, der mener at kunne sondre mellem Jesu lignelser og menighedens gengivelser. Det er godt, vi ikke tror på eksegeternes ufejlbarlighed!
Bailey har en interessant sammenligning mellem denne lignelse og Luk 12,35-38, som er lignelsen om de årvågne tjenere. Derudover har han en god inddeling af teksten, som gør tekstens indhold og struktur tydelig:

v1-2: Mød brudgommen
v3-4: Tåbelige/ingen olie – kloge/olie
v5:  Alle sover
v6: Mød brudgommen
v7: Alle vågner
v8-9: Tåbelige/ingen olie – kloge/olie
v10-12: Mød brudgommen. Indenfor eller udenfor.
v13: Våg – det kan blive for sent

Den mellemøstlige tradition er ifølge Bailey, at brudgommen henter sin brud i hendes hjem og sammen går de to i processen fra brudens til brudgommens hjem, hvor festen skal holdes. Dette optog har det med at trække ud, fordi traditionen foreskriver, at brudeparret ikke går den nærmeste vej, men går en lang hyldestrute. Unge mænd vil godt kunne klare sig efter mørkets frembrud uden lamper, men almindelig anstændighed kræver, at unge piger bevæger sig i samlet flok og med lamper, så ingen uset kan chikanere dem.

I fortællingen er ventetiden lang. Pigerne falder i søvn, og da optoget når frem, afsløres det, at halvdelen har været fremsynet, mens resten ikke har vist rettidig omhu. Det gør, at de fem går glip af optoget, fordi de er ved at organisere noget mere olie. De er uforberedte, kommer for sent og møder afvisningen: Jeg kender jer ikke. Som den rige mand i lignelsen om Lazarus ser ud til at besinde sig, da det er blevet for sent, begynder de fem piger først at handle, da det er for sent.

Ved en normal bryllupsfest vil det være ærgerligt at gå glip af optoget og skulle til at sørge for forberedelser, når festen er i gang. Når festen i Guds rige indledes, dvs. ved Jesu genkomst, er det fatalt at være uforberedt. Alle må til hver en tid være rede til at møde Kristus.

Bailey gør opmærksom på en række træk i teksten, som vi andre måske ikke ville hæfte os ved:
1) I modsætning til den rabbinske lignelsestradition er Jesus ikke bleg for at fortælle lignelser om kvinder. Der ligger et opgør med samtidens kvindesyn i Jesu lignelser og i hans praksis med også at have kvindelige disciple.
2) I en kultur, hvor man hele tiden låner af hinanden, skildrer Jesus en situation, hvor man ikke kan låne, men selv er ansvarlig for at være forberedt. Man kan ikke låne sine egne forberedelser til Guds riges af andre.
3) Lignelsen betoner det lange seje træk, sådan som det også sker i lignelsen om arbejderne i vingården – de, der har båret dagens byrde og hede.
4) Da de fem uforstandige kommer til kort, tager de ikke ansvar, men plager deres veninder: giv os af jeres olie, og råber til brudgommen: Luk os ind. Lidt lige som den rige mand, der i dødsriget synes at regne med, at han kan få Lazarus til at hoppe og springe for sig.

Der er en række teologiske motiver i Jesu forkyndelse, som tydeliggøres i denne lignelse:
1) Jesu sorg og skuffelse over den manglende parathed til at modtage gudsriget
2) Alvoren og ansvaret betones. Vi mennesker ved ikke, hvornår vi skal dø eller hvornår Jesus kommer. Det giver nutiden og dagen i dag en evighedsbetydning
3) Guds rige har en dør, som kan og vil blive lukket. Det kan blive for sent. Muligheden for omvendelse efter døden og genkomsten er udelukket.
4) Lignelsen reflekterer spændingen mellem det altid at være rede og det at indstille sig på, at der kan gå en rum tid.
5) Guds riges fuldendelse kan sammenlignes med en fest, hvor Kristus er brudgommen og menigheden er bruden. Fokus i lignelsen er advarslen mod at være uforberedt, men bag det ligger løftet og forventningen om, at Kristus snart kommer i herlighed med evig glæde til følge.

Ansatser til prædikenen

Jeg har ofte valgt en tekstnær prædikeform, hvor jeg bruger baggrundsstof fra Bailey eller andre, der er gode til at læse teksten, til at gennemgå en kendt lignelse for at give menigheden nyt lys over en tekst, de tror, de kender. Man kunne godt vælge at tage udgangspunkt i den erfaring, der fylder meget i teksten, nemlig at have glædet sig overstrømmende til noget, og så selvforskyldt havne i en situation, hvor det glipper. Det skulle være sært, om ikke I kunne hive nogle pædagogiske eksempler op fra jeres egen erfaring.
Jeg husker en fredag eftermiddag for nogle måneder siden, hvor jeg i fuld fart påkørte en bil med min cykel og efterfølgende noget rystet og forslået måtte konstatere, at havde jeg været ti cm længere fremme var jeg sandsynligvis blevet kørt over. Jeg havde ikke troet, da jeg børstede tænder om morgenen, at jeg få timer efter blev konfronteret med min egen dødelighed. Men sådan er livet. Vi må altid være rede til at møde Kristus og skal leve i et åbent forhold til vores medmennesker, sådan at vi er klar til at dø.  Som kristne lever vi i bevidstheden om, at Kristus snart kommer som menighedens brudgom, men vi kan forvalte vores discipelforhold sådan, at vores fokus skifter til alt muligt andet, der har med livet, menighederne og vores arbejdsliv at gøre. Jesus advarer mod den tro, som kun holder ud en tid og formaner os til at have en udholdende tro.
Boden, alvoren, formaningen fylder meget i dagens tekster og vil også gøre det i en tekstnær prædiken. Men bag om det gemmer der sig den glæde og forventning, at brudgommen snart kommer og vil have os med til sin fest. Den glæde må også gerne få mund og mæle 2. søndag i advent.

Salmer:  268 – 612 – 271 – 208 – 274 – 77