2. søndag i fasten – 1. tekstrække

Indledende bemærkninger
Fastetidens tekster taler om: Kampen, lidelsen og efterfølgelsen. Motiver vi også finder i denne søndags tekster. I Tore Kopperuds På vandring gjennom kirkeåret kaldes denne søndag for: “Påkaldelsens søndag”. Det er den kæmpende tro, der kommer til udtryk denne anden søndag i fasten.
Lad da bare “Den kæmpende tro” være temaet for prædikenen! Udgangspunktet er Salme 42 – den anfægtedes bøn til Gud: “Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud”. Evangelieteksten er en fin udfoldelse af, hvem et sådant nødråbende menneske er. Paulus’ formaning til menigheden om, at leve sit liv til Guds behag, står sig bedst ved gudstjenesten afslutning. Forstået på den måde, hvor evangelium og prædiken taler den kæmpende tro til trøst, der sendes vi fra huse med Paulus’ formaning.

Mellem tekst og prædiken
For at forstå evangelieteksten er det nødvendigt at se på konteksten. Matt. 15 indledes nemlig med en stridssamtale mellem farisæere, skriftkloge og Jesus. Stridssamtalen handler om de jødiske renhedsforskrifter. Det er de gammeltestamentlige anvisninger på, hvad der er rent og urent og de senere fortolkninger af disse, der diskuteres. Efterfølgende kommer så beretningen om den kana’anæiske kvinde. Denne fortælling skal da ses som en videre uddybning af problematikken. Nu handler det ikke om “hvad, der går ind og ud af munden”, men om mennesket selv, nærmere bestemt forholdet til mennesker af ikke-jødisk oprindelse. Er de/vi som urene at betragte, eller gælder Guds frelses løfter også dem/os?
Set i et frelseshistorisk perspektiv er teksten en begyndelse og begrundelse for hedningemissionen. Alene det forhold, at Jesus befinder sig på hedensk område og taler med en hedensk kvinde om, hvem han er sendt til, angiver kirkens mission. Man kan sige, at fortællingen om den kana´anæiske kvinde er en foregribelse af Matthæusevangeliets slutning: Gå derfor hen … (Matt. 28, 18 ff.).

I sin dialog med kvinden er Jesus afvisende. Kalder hende for “en hund”. I sin kommentar til Matthæusevangeliet siger Ulrich Luz dog, at der ikke ligger noget nedladende i udtrykket. Kunarion er et ord, der bruges om stuehunden. Hvad der understreges er derfor en principiel forskel på børnene og hundene. Begge har de deres plads i huset, men de spiser ikke af samme skål! Med andre ord, forskellen på jøder og ikke-jøder udlignes ikke. Den fastholdes, selv om der ikke er tale om en værdiskala.
Modsat Matthæus har parallelteksten hos Markus (7,27) det lille ord “først” med: “Lad først børnene blive mætte”. For Matthæus, der skriver til jødekristne, er forskellen mellem jøder og ikke-jøder altså principiel – også efter hedningemissionen!
I to prædikener over evangelieteksten gør Luther den kana´anæiske kvinde til et eksempel på den fuldkomne tro (WA 15,453-457 og WA 17/II 200-204). Hun holdt nemlig fast ved, at Gud er god og hører bøn, selv om det unægtelig forekom anderledes i første omgang. For kvinden lød Jesu svar mere som et nej end som et ja. Sådan kan vi føle det i hjertet, siger Luther. Men, fortsætter han (i min genfortællende oversættelse), hjertet må ikke blive stående ved denne følelse af Guds nej til min bøn. Med usvækket tillid til Guds ord, må vi høre Guds hemmelige og dybe ja over og under det nej, som man syntes lød. Sådan som den kana´anæiske kvinde gjorde det.
Tro bliver i denne sammenhæng ikke en menneskelig præstation. Noget man mander sig op til for at vinde gunst hos Gud. Troen er her stadig de tomme udstrakte hænder. Men det er en tro, der ikke giver op. En tro, der ikke lader sig affinde med et nej i første omgang. Det er troen, der kæmper og til sidst vinder over anfægtelsen. Troen, der bliver ved bønnen om Guds hjælp. Troen, der bunder i erkendelsen af, at jeg har brug for Guds søn. Hvad der end måtte ramme mig, så er mit råb om hjælp et udtryk for, at jeg er afhængig Kristus.
Lidelsens problem og troens kamp ophører ikke. Men kvinden i dagens evangelium angiver, ligesom Simon Peter andetsteds, at Kristus er vort håb og vort liv – trods alt. “Herre! Til hvem skal vi gå hen? Du har det evige livs ord”, svarer Peter Jesus, da mange disciple er begyndt at forlade ham, og Jesus nu spørger de tolv, om de også vil forlade ham.
Det er troens inderste kerne at give sig “Gud i vold” – og vedblive med at gøre det. Det er den tro, der i dagens evangelietekst kaldes stor!

Prædikenskitse
Som indledning kan man tage udgangspunkt i, hvor svært det er at bede andre om hjælp. At give udtryk for, at man har brug for hjælp er nemlig en tilkendegivelse af, at vi er afhængige af andre. I almindelighed hylder vi idealet om at kunne klare os selv. Selvstændig og uafhængig er idealet hos os. Vi hylder eneren, helten, der klarer sig, hvor andre giver op.
I kristendommen forholder det sig helt anderledes. Overfor Gud er udgangspunktet vor afhængighed af ham. Evangeliet åbner sig først for os, hvor vi ser os selv i et afhængighedsforhold til Gud. Overfor Gud er vi de bønfaldende. Som eksempel inddrages den kana’anæiske kvinde.
Til sidst tales om “den kæmpende tro”. Luther inddrages, og det understreges, at tro ikke er en menneskelig præstation, men tillid til Guds godhed og nåde. Evt. kunne Jakobs kamp ved Jabboks vadested inddrages – hvis man da ikke allerede har stof nok.

Salmevalg
26 – 441 – 484 – 138 – 377 – 877 (Tillægget).