2. søndag i fasten – 2. tekstrække

For Jesu disciple – Peter, Jakob og Johannes – er hændelsesforløbet i prædiketeksten et antiklimaks i forhold til forklarelsen på bjerget.
Mødet med de diskussionslystne farisæere og den stakkels far til den besatte dreng er en tilbagekomst til hverdagen med de besværlige meningsmodstandere og til de fænomener i livet, som man står magtesløs overfor ud fra en menneskelig betragtning. Det er en tilbagekomst til hverdagens besvær i henvisthed til Jesu magt.
Det er et efter vor tids målestok særdeles overraskende moment i teksten. Jesus udslynger en bebrejdelse med megen snert i: “Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud?”.
Det er en direkte bebrejdelse, der bryder med de gode pædagogiske principper, der ligger f.eks. i teorien om ikke-voldelig kommunikation. I stedet for at bebrejde skal man lytte sig ind til følelsen og behovet bagved det ydre problem og så hjælpe folk videre derfra. Ifølge teksten optræder Jesus både autoritært og bebrejdende – omend han mere end andre ser de dybere behov.

Efter at folkene bragte den besatte dreng til Jesus, beder de ham gøre noget: “Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os” (v.22).  Jesus svarer så: “Hvis du kan! Alt er muligt for den som tror” (v.23).
Dette ordskifte viser noget om stemningen i flokken omkring Jesus den dag. De beder Jesus hjælpe, men formulerer sig med et hvis. I sit svar fokuserer Jesus først på dette: Hvis du kan! Det er igen bemærkelsesværdigt. Det ser ud som om Jesus på sarkastisk vis sætter fingeren på deres ømme punkt. Heri ligger en indirekte bebrejdelse. Formuleringen viser, at de ikke har fuld tiltro til Jesus, men betragter han som én blandt mange, som kunne kaldes til hjælp.

Jesu svar var også: “Alt er muligt for den som tror” (v. 23). Det er et meget stærkt udsagn, der satte tingene på plads, og som tydeligvis gør indtryk på de omkringstående og ikke mindst drengens far, som udbryder “Jeg tror, hjælp min vantro”.
Det er af afgørende betydning, at der er sat skel eller forskel mellem på den ene side Jesus og på den anden side de mennesker, som kommer til Jesus.
Når Jesus siger, at alt er muligt for den, som tror, skal det ses sammen med Guds ord til Abraham: “For Gud er intet umuligt”. For en tro, der er ét med Gud, er intet umuligt. Denne tro havde Jesus, og derfor var han i stand til at gøre gerninger, der viste Guds magt.
Skellet mellem Jesus og andre mennesker, disciple og søgende, er absolut. Jesus har tro. De andre har det ikke, og derfor svinger drengens fader mellem tro og vantro. Vi ville kalde troen hos drengens fader for en anfægtet tro, der hænger ved Jesus. Det er fint nok, men teksten vil sætte sondringen i relief mellem Jesu absolutte tro og de troendes relative tro.

Jeg læser beretningens sidste del (v. 25-29) i et eskatologisk perspektiv. Det handler om Jesu magt og disciplenes afmagt.
Disciplenes spørgsmål, “Hvorfor kunne vi ikke drive den (dæmonen) ud?”, viser noget. Disciplene er alvorligt rystede, og må spørge sig selv: Når den, som har tro, kan drive dæmoner ud, jamen så har vi altså ikke tro.
Som svar får de endnu en bemærkning som i deres sindstilstand kan virke som en bebrejdelse: “Den slags kan kun drives ud ved bøn”. Disciplene må uvilkårligt have konkluderet inde i deres hoveder, at så havde de ikke bedt inderligt og længe nok.
Den banale fejllæsning af dagens tekst er, at man skal bare tro mere og bede mere, og så vupti. Efter min opfattelse er det en fejlslutning, som alt for mange drager.
I evangelierne møder vi Jesus som den omsorgsfulde og medfølende, der helbreder blinde, døve, lamme, og som uddriver dæmoner af besatte. I disse beretninger er Jesu magt og omsorg koblet sammen.
Efter min opfattelse er pointen i dagens tekst en anden. Dels er Jesu magt og tro koblet sammen, og dette står i kontrast til andres afmagt og manglende tro. I teksten er der en sondring mellem:

1) Jesu magt og hans absolutte tro og bøn, fordi han er ét med Faderen, og
2) disciplenes afmagt og deres relative tro og bøn, som vil blive truet af tvivl, anfægtelse og vantro, så længe de/vi lever i timeligheden og endeligheden.

Undere? – og relevansen for hr. og fru Jensen på kirkebænken.
Jesus gjorde helbredelsesundere – kan manden eller damen på kirkebænken det?
Apostlene gjorde undere i den første tid (Ap.G.3,6 og 4,3) – er manden og damen på kirkebænken apostle?
Undere gøres nogle gange af falske kristusser og falske profeter (jf. Matt.24,24) – men enkelte gange gøres de også af en ukendt discipel i Jesu navn (jf. Mark.9,38-39). I sådanne tilfælde skal man ikke lade sig provokere for meget.

Prædikenudblik
Man kan altid have det som en målsætning at opbygge tilhørerens trosliv og bønsliv. Men dagens tekst lægger ikke op til, at tro og bøn skal kunne nå et vist mål, så man kan gøre undere og mirakler. Pointen er snarere, at det er forbeholdt Jesus at gøre undere, når han vil. Man skal ikke udelukke, at Jesus gør det i dag. Han har jo trods alt al magten i himmelen og på jorden.
Når jeg tolker den sidste del eskatologisk, er det for ikke at håne de troens og bønnens mennesker, der trofast sidder på kirkebænken, som har troet i 1/4, 1/2, 3/4 eller måske et helt liv, og som i måske i årtier har bedt til Gud på deres grædende knæ om, at Gud ville gribe ind overfor dén sygdom, dét handicap eller dét problem, som særligt er deres – men som trods udholdende bøn ikke har set synlige resultater. De lever videre i bøn og tro – med tornen i kødet.
Jesu magt illustreres i hans ord: “Far ud af ham og far aldrig mere ind i ham” (v.25). Jesus brugte magt, men vi kan ikke alle forvente, at han bruger sin magt her og nu overfor vores sygdomme osv. Men vi kan forvente, at han engang ved tidens ende for alvor skal bruge magt, så der ikke mere skal være ondt, sygdom osv.

Salmevalg:
12 Min sjæl, du Herren love
487 Nu fryde sig hver kristen mand
579 Vor tro den er et lys
——-
465 O Jesus, gør det ved din Ånd
206 Vor frelser du som døde