20. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

Vi har for nylig modtaget ikke mindre end 3 invitationer. Den ene af festerne har vi været til. Det var en 50-års fødselsdag. Nu skal vi til en 75-års fødselsdag og så til en 25-års fødselsdag. Den ene er min svigermor, den anden er min nevø. De fylder år samme dag og der er altså lige præcis 50 år imellem.

Det er dejligt at få indbydelser. Det er også spændende at sende indbydelser ud. Det ved I, der i dag holder barnedåb, for det har I gjort. Sendt indbydelser, hvor I inviterer den nærmeste familie til dåb i Aars kirke og til efterfølgende middag og hyggeligt samvær. Og så skriver I – S.U. Svar udbedes senest o.s.v. Og så er det blot at håbe, at alle kan komme og at der ikke er for mange af de der opringninger, hvor man får at vide, at vi jo meget gerne vil komme, men desværre. Og alle kan jo naturligvis blive forhindret.

Når der skal holdes rigtig stor fest så kan vi være nødt til at foretage en prioritering, for hver kuvert koster jo og der er vel også grænser for, hvor mange vi har plads til. Så kommer navnene frem, bliver vendt og drejet og vurderet og langt om længe har vi en fiks og færdig liste over, hvem der kommer med til festen.

Og I kender selv udmærket følelsen af at få en sådan invitation. Følelsen af, at jeg faktisk kom igennem nåleøjet, der var nogle, der ville have mig med til deres fest. Det hedder sig jo, at vi skal gøre os fortjent til at blive hørt og det er den følelse, vi sidder med, når vi får en invitation til en meget stor fest.

Det gør selvfølgelig en forskel om jeg er en del af den nærmeste familie eller om jeg blot er en god ven af familien, men alligevel.

Ja, sådan er det, når vi byder til fest og det er der jo overhovedet intet underligt ved. Men den historie eller lignelse, vi har hørt er noget af det mest mærkværdige, man kan forestille sig. Det er ikke overdrevet at sige, at det er verdens mærkeligste bryllup.

Det begynder for så vidt godt nok og for så vidt som ethvert andet bryllup.

To unge mennesker er blevet forelsket og har fundet ud af, at de gerne vil markere det ved at gifte sig og så går indbydelserne ud til alle dem, de kender og dem, der var selvskrevne til festen. Og alle forberedelserne går i gang. Der bliver ikke sparet på noget, alle sejl sættes til. Det er jo ikke hvem som helst, men det er kongesønnen, der skal giftes.

Men så kommer overraskelsen og det helt uventede. Prøv at forestille dig, at du har sendt 75 indbydelser ud og alle melder afbud. Alle! Ikke én tager imod invitationen. Det er næsten utopi at forestille sig det, men det er altså det, der sker her! Og der er ingen begrundelser, ingen egentlige undskyldninger.
Kongen sender sine tjenere ud for at sige, at nu skal de altså bare komme, for brylluppet er klar, men det ville de ikke. Ja, der står endda, at de ikke brød sig om det. Og nogle går endda så vidt, at de korporligt overfalder dem, der kommer med indbydelsen og mishandler og dræber dem. Har man kendt mage? Har man hørt noget lignende, nej vel? Det er egentlig utrolig groft!

Men det er så det, der er baggrunden for dette meget mærkværdige bryllup. For nu hævner kongen sig.

Han bliver rasende og så straffer han dem, der skulle have været med. Han sender sine hære og dræber dem, der havde dræbt hans tjenere og brænder deres by af og så kan man jo egentlig spørge, hvem der er værst?

Men der sker i hvert fald det, at indbydelsen nu går ud til nogle helt andre. Til mennesker, der i hvert fald slet ikke kunne forvente at få en invitation. Han inviterer tilfældigt forbipasserende og vagabonder.

Det ville svare til, at Jesus sagde til os, at når dem, vi havde inviteret ikke ville komme, jamen, så skulle vi bare til ind til Aalborg Banegård og så invitere alle dem, vi møder i stedet.

For fest, det skal der altså være, uanset hvad og bryllupssalen vil kongen have fyldt og så er det i grunden tindrende ligegyldigt hvem de er og hvordan de er!

Det her er en historie om Guds ufattelige nåde og kærlighed til os mennesker.

Jeg tænkte på i dag at foreslå salmen – ”Kærlighed fra Gud springer lige ud”., men så tænkte jeg, at det er jo en bryllupssalme og den kan vi da ikke synge her i dag til en almindelig gudstjeneste, men det kunne vi nu godt have gjort. Den kunne skabe stemningen og fornemmelsen af bryllup og fest.

Det er jo kongesønnens bryllup, vi hører om i dag. Når klokkerne ringer til gudstjenester, så siger de: ”Kom nu, kom nu”!, for alt er parat! Guds eget folk afviste indbydelsen og derfor blev den sendt videre til andre, det hedder jo, at vi skal gå ud i alverden og forkynde for hele skabningen.

Gud har bestemt, at det nu er andre, der skal have indbydelsen. Eller som Paulus siger, det er Guds vilje, at alle mennesker skal frelses.
Og derfor kalder Gud på alle. Og det er ikke sådan, at Gud på forhånd har bestemt, at nogle skal frelses og andre skal fortabes. Nej, Gud vil at alle mennesker uden undtagelse skal frelses, Gud vil have alle med og han har selv truffet forberedelser, for at det kan blive en herlig fest.

På en måde er budskabet i dag ret enkelt. Det handler om to ting. For det første at komme, når Gud kalder. Selvom vi som regel her har en fyldt kirke og det jo er en herlig ting, ja, så er der jo trods alt mennesker, der ikke går i kirke, men har travlt med andre ting.

Hvis man vil kan man jo godt vælge at blive lidt stødt over en reklame for visse køkkenprodukter, som man farer hen og køber, mens vi hører kirkeklokkerne ringe i baggrunden.
Altså, det kan jeg desværre ikke, for jeg skal ud og købe et nyt komfur.

Det kunne vel vente til mandag eller hvad? Og hvad med at feje for egen dør? Jo,  helt rigtigt og det gør jeg også gerne. Jeg kan sidde og snakke med nogen længe personligt eller i telefonen, men at holde en andagt derhjemme, hvor vi læser et stykke og synger en salme, noget som måske tager 5-10 minutter, det kniber lidt, jo, jeg er godt klar over, at jeg ikke skal sige for meget.

Jeg er jo ikke bedre selv. Jeg bruger f.eks. meget tid på at læse avisen og jeg mener rent faktisk også, at det er temmelig vigtigt, men hvor meget læser jeg i Bibelen? Og hvor mange penge bruger vi ikke på os selv fremfor også at huske, at der er noget, der hedder Guds riges sag.

Ork jo, der er masser af områder i vort liv, hvor vi også siger nej tak, når indbydelsen fra Gud kommer. Lad os i dag minde hinanden om, at det gælder om at være der, når Gud sender indbydelsen ud. Være med i kirken ved gudstjenesten, ved nadverbordet, være med i det kristne fællesskab omkring Jesus, der elskede og elsker os ufattelig højt!

For det andet. Det drejer sig om at have bryllupsklædningen på, når vi ankommer til festen! Jamen, ham der, der blev smidt ud, var det ikke urimeligt? Kunne det ikke være ligemeget, hvordan han så ud, når bare han kom? Jo, det kunne man synes, men den går bare ikke.

Nu skal det lige nævnes, at dengang var det sådan, at bryllupsdragten blev sendt til gæsterne inden festen og så måtte man jo nødvendigvis også have den på.

Jesus vil gerne have frem, at det ikke er nok at sidde i kirken og gå til alters. Det drejer sig om at have bryllupsklædningen på. Den du fik i dåben, der blev du og jeg så at sige iført Kristus. Og derfor handler det om disse to ting, at komme, når Jesus kalder og være iklædt bryllupsdragten, den retfærdighed, som han vandt os, da han gik i vores sted. For der bar han skylden for alle vore fejl og mangler.

Derfor er det sådan, at den, som på dommens dag skjuler sig bag ved Jesus og det, han har gjort, om et sådant menneske siger Paulus, at så er der da ingen fordømmelse for den, som er i Kristus.

Da vil døren en dag blive åbnet ind til de himmelske boliger og Jesus har jo sagt, at i hans fars hus er der mange af dem og så vil der blive en stor og fantastisk fest, der aldrig vil få ende. Og det er nåde over nåde!

AMEN.