20. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Teksterne

Ledetråden i dagens tekster er Guds folks ulydighed og den ny pagts fornyelse af gudsfolket. Esajas-teksten er domsord mod det folk, der blev udvalgt til at bære velsignelsen og dens frugter, men som ikke gjorde det på grund af ulydighed. Helt det samme tema går igen i vingårdslignelsen. Begge steder mister de udvalgte velsignelsen på grund af deres ulydighed. De får et ondt endeligt, og vingården, som overalt i Skriften er Guds rige, overgives til andre.

Paulus sætter det ind i en større frelseshistorisk sammenhæng. Det er interessant og må selvfølgelig godt udfoldes i prædikenen. Men den må ikke blive til et nok så interessant bibelforedrag. En prædiken er noget andet. Den må altid fremme en identifikation mellem menigheden og de personer/grupper, Jesus fortæller om.

Prædikenansatser

Jesus fortalte to historier. Én om to vægelsindede brødre – og én om et hold utro vingårdsmænd. I baggrunden for det er der en helt særlig intensitet. Det er dagen efter indtoget, morgenen efter tempelrensningen. Den oprørende oplevelse fra dagen før sidder stadig i ham.

Han underviser på tempelpladsen – og endnu engang en indædt diskussion med ypperstepræstens folk. Hvad ret har du til det her? Og modspørgsmål: Sig mig, hvad I mener om Johannes’ dåb – så skal I få mit svar. Det var der sprængstof i, det forstod de nok. De valgte at sige: Det ved vi ikke.

Jamen så svarer jeg heller ikke på jeres spørgsmål. Men – et øjeblik! Hvad mener I om det her: En mand havde to sønner – og så fortalte han om sønnen, der sagde nej, men fortrød og gjorde ja – og den anden søn, der sagde ja, men gjorde nej. Hvem af de to var nu mest lydig?

Jo, det var da den sidste. Netop, og ved I hvad, den første søn, det er jer, der ikke ville vide af Johannes, da han kaldte til omvendelse. Den anden, det er toldere og skøger, der omvendte sig ved Johannes’ prædiken. Og nu har I alligevel svaret på det, jeg spurgte om. Så skal jeg også svare på det, I spurgte om.

Og så fortalte han om de utro vingårdsmænd. Manden, der indrettede en vingård og forpagtede den ud. Alt det forstod de nok, for vingården havde altid været et kært billede på Guds folk. Han beskrev malerisk, hvordan de tog opgaven op, og hvordan de lidt efter lidt kom til at betragte det betroede som ejendom. De ville ikke længere give Gud, hvad Guds var. Da ejeren sendte bud efter sin høst, skete der ting og sager. Stadig var fortolkningen let nok. De vidste godt, hvordan mange af Guds profeter var blevet behandlet. Guds folks historie var historien om et ulydigt folk.

Til sidst valgte han at sende sin søn. Men ham slog de også ihjel – ud fra en forestilling om, at når der ingen arving var, så tilfaldt det hele dem.

Her har vi klart nok fortællingens omdrejningspunkt. Vi studser over vingårdsejerens forestilling om, at de nok vil undse sig for sønnen. Det er i hvert fald ikke en oplysning om, hvad Gud tænkte, da han sendte sin søn til verden. Måske skal vi tænke på, at Jesus var urørlig – indtil de fik lov til det. Han kan jo fjerne dem med et åndepust af sin mund. Når de lægger hånd på sønnen, så er det Gud, de lægger hånd på. Da slår de én ihjel, som kan gøre med dem, hvad han vil, de er jo ler i hans hånd.

Men han lader dem gøre det. Det er budskabet om, at han gav afkald på sit eget og gik ind i vores afmagt og vore smertefulde kår for at sone og bære for os – den lidende og medlidende kærlighed.

Så langt har Jesus fortalt en billedhistorie om det, der skal ske med ham selv i de dage, der kommer. Samtidig har han svaret på det spørgsmål, de stillede: Med hvad ret gør du det her?

Jeg gør det med sønnens ret. Jeg gør det med arvingens ret. Den her vingård vil altid være min – trods jeres skumle planer. I forsøger at tage den fra mig, men det vil være jer, der slår jer på mig. Han siger det med et billede fra Salmernes Bog om hovedhjørnestenen, der står og bærer, evigt urokkeligt. Men den, der falder over den sten, slår sig. Det er det, der vil ske i forsøget på at komme Jesus til livs.

Han får dem til selv at sige det. Et ondt endeligt vil deres herre give dem, står der – helt uegnet til vor tids bløde religiøsitet, men dybt integreret i den kristne trosbekendelse. Og kristologien frem for alt. Den må vi prædike her:

“Det sørgeligste nej, der kan være i et menneskesind er et nej til Jesus: Jesus, jeg har ikke brug for dig til at gå i mit sted frem for Gud! Jeg har ikke brug for din lidelse og død! Jeg har ikke brug for det offer, du bragte! Jeg vil gerne have dit smukke forbillede, dit eksempel på kærlighed. Jeg vil holde det højt og prøve at efterligne det. Men jeg vil ikke have den retfærdighed for Gud, du siger du vandt i mit sted. Jeg vil ikke fratages min egen. Du skal ikke komme og kalde mig uværdig. Hvis ikke Gud vil kendes ved mig, som jeg er, så er jeg ikke interesseret, og så har jeg ikke noget at bruge ham til!

Jesus, skal du bare tale om synd og fælde dom over mig, så vil jeg ikke høre på dig, for jeg har et anderledes lyst livssyn, og det skal du ikke tage fra mig! Jeg vil tro på menneskene. Hvis du ikke gør det, så må du finde andre, du kan dele dit sortsyn og din strenghed med.

Og så blev Jesus smidt ud af hjertets vingårdshave. For Jesus taler om synd og taler om dom. Han taler om fortabthed og menneskets behov for frelse. Han taler om bod og omvendelse, om opgør med fortid og overgivelse til Gud. Han taler om et nyt liv, hvor han er herre. Og han taler om frelse for syndere  gennem stedfortrædende retfærdighed, vundet på et kors. Han siger de for alverdens religiøsitet så forargelige ord: Ingen kommer til Faderen uden ved mig. Der er ikke under himlen givet noget andet navn, hvori der er frelse.

Når Gud sender bud for at høste sin frugt i dit liv – hvad er det da for et svar, han får? Når Gud leder efter troen og dens frugt, hvad finder han så hos dig? Er du da én af dem, der har det hele i munden, mens dit liv er ét stort nej til Guds kald til følgeskab?”

I Jesu fortælling likviderede de Guds søn, for at de helt kunne betragte vingården som deres. Det giver anledning til en overvejelse om, hvad det er, mennesker gør med Gud i dag. Hvis Gud ikke vil være, som vi vil have ham, så kan han få kniven, det er værst for ham. Hvis han ikke lever op til vore forventninger og som et minimum lader os passe vores eget liv og lader os bestemme, hvad der er godt og ondt, hvad skal vi så med ham? Så finder vi nok en anden, der kan være vores leder i vores lille private vingård, én, der vil være, som vi vil have ham.

Det lyder som en rædselsfuld karikatur. Men hvor lyder de bibelske toner om et ondt endeligt over den, der forkaster Jesus? Det gøres til noget, onde, snæversynede mennesker har opfundet. Og så forsvinder det bibelske billede af Gud, den evige, ophøjede Gud, som mennesker må bøje sig for og stå til ansvar for. Gud, der kalder synd for synd og dømmer ulydighed, kalder til hellighed og renhed og et liv under hans myndighed og hans gode ledelse.

Somme tider har vi brug for en formaning til ikke lade tidens billede af Gud præge vores billede af Gud – og lige så stille slå Gud ihjel, sådan som han entydigt har åbenbaret sig selv gennem profeter og apostle – og ved tidernes ende i Jesu Kristi ord og liv.

Lignelsen slutter jo faktisk ikke med, at de utro vingårdsmænd slår ejeren ihjel og bliver herrer over det hele og lever lykkeligt til deres dages ende og evigheden med.

For Gud er Gud. Om så alle mennesker på  jorden blev enige om at afsætte Gud og indsætte deres egen gud i stedet, så var Gud dog fortsat Gud, urørlig af menneskehånd, med evig magt over levende og døde. Gud, for hvem hvert eneste menneske skal bøje knæ til sidst.

Det skal også de utro vingårdsmænd. Ordet taler gådefuldt om et ondt endeligt for dem. Vi skal være ydmyge over for en udlægning af det. Under alle omstændigheder må det først være til eget brug, til selvprøvelse. Dommen er ikke vores. Den er Guds, den barmhjertige Guds. Men denne søndag her falder der nogle domsord over den, der slår Jesus ihjel i sit liv, når han kommer for at høste.

Jeg vil tage mig selv med ind under de ord. Jeg har også været ulydig. Jeg trænger til tilgivelse. Det vil jeg give mig tid til at indse. Og så vil jeg søge den, høre igen de mange gode ord, der siger, hvad han er for mig.

Derefter vil jeg igen tage fat på at opbygge hegnet om Guds vingård. Det skal jeg også bruge megen prædiketid på.

Salmeforslag
16, 347, 385, 322, 60.