20. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Teksten

Der er en klar adressat i teksten, nemlig ypperstepræsterne og folkenes ældste (Matt 21,23). Efter at de har afvist at svare på, hvor Johannes’ dåb kom fra, er det her Jesus, der gennem lignelser og forklaringer sætter ord på deres situation.
Først med lignelsen og faderen med de to sønner, der bliver bedt om at arbejde i vingården. Den ene afviser det klart og tydeligt, men fortryder og gør det alligevel. Den anden siger venligt ”Ja, herre!” men gør det ikke. Det er ikke vanskeligt for de jødiske ledere at svare, at den første gør faderens vilje. Derefter følger så Jesu forklaring af lignelsen: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige fordi de troede Johannes – men ”I troede ham ikke”. De jødiske ledere er som den høflige søn, der i handling modsiger de rigtige ord. Mens toldere og skøger, som vitterlig med deres liv og handlinger først har vendt sig fra Gud og hans vilje, fortrød og endte med at gøre Guds vilje, da de mødte Jesus!

Den anden lignelse benytter sig også af vingårdsbilledet, ligesom vi også har det i teksten fra Es 5. Dén tekst står i baggrunden og betyder, at så snart Jesus bruger billedet med vingården, så er det nærliggende, at det er Israel, han taler om. Jesus genbruger ikke lignelsen fra Es 5, men skaber en ny lignelse over samme tema. Her er det en lignelse, hvor vinbønderne står overfor vingårdens ejer og ikke giver ham, hvad han naturligt har krav på. Jesus sætter også sig selv ind i lignelsen med talen om sønnen, der kommer for at hente høsten fra vingården, og han forudsiger hér sin død. Igen slutter det med at Jesu tilhørere på Jesu spørgsmål må drage konklusionen af lignelsen, en konklusion, der ikke hersker den mindste tvivl om: ”Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.”
Som endelig konklusion citerer Jesus fra salme 118 med det indledende spørgsmål: ”Har I aldrig læst i Skrifterne”? Jo, det har de; det var ikke en ny og ukendt tekst for dem. Men havde de forstået, at det kunne være dem, der som bygmestre er i færd med at vrage den sten, der som ”Herrens eget værk” bliver hovedhjørnesten?
Det slutter med at Jesus klart siger, at ”Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter.” Det er klare domsord fra Jesus over de jødiske ledere. Med de ord er der en klar linje til epistelteksten fra Rom 11, hvor Paulus taler om, at der hviler en forhærdelse over en del af Israel. De er fjender ”i forhold til evangeliet”. Der er de blevet ulydige. Men i forhold til udvælgelsen er de elskede. De har en særlig plads. Samtidig bliver det klart her, at dette at bære Guds riges frugter, handler om dette at ville tage imod barmhjertighed. Det er også klart, at når Guds rige skal tages fra det folk, som er nærmest til det, så er det for at de gennem deres ulydighed må nå frem til også at søge og finde barmhjertighed.

Den sidste sætning i evangelieteksten: ”den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse”, udtrykker, at mødet med denne ”sten”, hovedhjørnestenen, Jesus, under alle omstændigheder bliver et voldsomt møde. Det er værre end en sten i skoen. Det er en sten, der kan knuse os. Den, som stenen falder på, vil den knuse. Måske er der en forbindelse til ordene til slangen om, at ”hendes afkom skal knuse dit hoved”, 1 Mos 3,15. Måske er der dermed udtryk for, at mødet med Jesus kan blive til dom. Vi har så også ordene i Es 53,5 om ham, det blev ”knust for vore synder” for at vi kunne få fred. Men vejen til denne fred er alligevel en vej, hvor det er som at snuble over Jesus, og mødet med ham bliver et møde, hvor vor stolthed og selvretfærdighed bliver kvæstet. Mødet med Jesus og troen på ham ligger ikke i forlængelse af vor naturlige religiøsitet.

Til prædikenen

I første omgang kan vi sætte os som tilskuere til disse lignelser. Vi kan sætte os og se, hvordan Jesus mødte de jødiske ledere engang. Se, hvordan Gud gør sit værk i mødet med de bygmestre, som var nærmest til at opbygge Guds rige, men som vragede den sten, der skulle være hovedhjørnestenen. Se, hvordan Jesus afslører dem, der siger ja med munden, men nej i handling. Se, hvordan Jesus afslører dem, der ikke tager imod vingårdsejerens søn. Det handler om Jesu forhold til jøderne, og det handler om, hvorfor toldere og skøger går ind i Guds rige før dem.
Men dernæst er det med disse som med andre af Jesu lignelser, at ringene breder sig videre ud også ud til os, så vi, når vi hører dem, inddrages i dem. Vi inddrages ved at spørgsmålet uvilkårligt stilles til os: Hvem skal vi holde med? Og: Hvem ligner jeg i denne historie? Hvem kan jeg identificere mig med? I mange gode fortællinger er det sådan, at vi straks ved, hvem vi skal holde med og hvem, vi kan identificere os med. Men i Jesu historier er der ikke sådanne helteroller, som vi let og gerne identificerer os med. Der er ikke uden videre de gode overfor de onde, hvor det er let for os at se os selv blandt de gode og let at foragte de onde. I stedet er det ubehagelig let at fornemme, at det også er os, Jesus taler om, når han tegner sine billeder af personer, der handler forkert. Kan jeg sige mig helt fri for, at jeg aldrig har handlet som ham, der straks siger ja, og så alligevel ikke gør det, jeg sagde ja til? Det kniber. Jesu beskrivelse bider sig på den måde fast i mig og afslører mig.

Også den anden lignelse stiller nagende spørgsmål til mig: Kan jeg sige mig helt fri for nogen fællestræk med de onde vinbønder? Gav jeg altid Gud det, der tilkom ham. Lyttede jeg altid, når hans sendebud kom til mig?
Jesu ord er som en sten, jeg snubler over og slår mig på. Det vanskelige ved det er jo at jeg ikke kan hævde, at det er helt urimelige idealbilleder Jesus tegner for os. Det er ikke urimeligt at forvente, at der er sammenhæng mellem mine ord og mine handlinger. Det er heller ikke urimeligt at forvente, at jeg – endog med glæde – giver Gud af det, jeg har fået stillet til rådighed af ham, og i øvrigt tager mig tid til at lytte til ham, når han nu er den, der har skænket mig livet og alt. Tværtimod. Hvis blot jeg kunne løsrive mig fra den tanke, at dette også på en eller anden måde handler om mig, så ville det ligge lige for at blive dybt forarget over ham, der ikke handler efter sine ord, og at blive forarget over de onde vinbønder. Det er virkelig for galt. Kunne jeg blot nøjes med at være dommer, ville min dom være klar og kontant. Men hvad så, når jeg selv ligner dem lidt? Så rammer dommen også mig selv …
Lignelserne forkynder dom. Men det forkyndes også, at der er en hovedhjørnesten. Der er et Guds rige for dem, der bærer dets frugter. Og toldere og skøger har vist vejen ved at tro på Johannes og søge ind i fællesskabet med Jesus.
Hensigten med forkyndelsen af dommen er altså ikke at dømme nogen ude, men at vise, at de nu står udenfor, og at der må ske noget, for at de kommer indenfor. Hensigten er at indeslutte alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed, jfr. Rom 11,32.
Vingårdslignelsen i Es 5 forkynder samme sag. En dom over det folk, der havde de bedste forudsætninger for at bære rigets frugter, men som alligevel ikke gjorde det. Her handler Gud også, og han gør det ved selv at åbne mulighed for, at vingården kan ødelægges og trampes ned. Gud river det beskyttende hegn omkring vingården ned. Han fjerner sin beskyttende velsignelse og overlader det til ødelæggelse og forbandelse. Altså: det folk, der har vendt sig fra Gud, det folk, der vil leve uden Gud, får lov at mærke lidt til, hvordan det så er at leve uden Gud. Det folk, der vil klare sig uden Gud, får lov at mærke, hvordan det er at skulle klare sig selv. De fik en forsmag på dommen. Men det var aldrig uden håb. Det var ikke den endelige dom. Der var mulighed for at vende tilbage! Målet for Gud er at føre os dertil, hvor vi søger – og finder – barmhjertighed.

Salmer:
332   På Jerusalem det ny
504   O Gud, vi falder dig til fode
265   Om salighed og glæde
—
334   Guds kirkes grund alene
666   Den grund, hvorpå jeg bygger