20. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Salmer: 747 – 448 – 592 – 265 – 348 – 358

Denne prædikenvejledning er en holdt prædiken. Forløbet fremgår af overskrifterne.

Ja eller nej til Jesus?

Det er ikke vanskeligt at sætte sig ind i den første lignelse, som Jesus fortæller. Den kan både børn og voksne forstå.

I. To sønner

Jesus fortæller om en mand og hans to sønner. Han siger til den ene: ”Gå ud og arbejd i min vingård” Men sønnen er åbenlyst ulydig og svarer: ”nej, jeg vil ikke”, men fortryder det bagefter og går alligevel ud og arbejder i vingården.

Så siger manden det samme til sin anden søn: ”Gå ud og arbejd i vingården” – og den anden søn er mere høflig: ”ja, det skal jeg nok”. Men det er tomme ord og snak. Han gør det ikke alligevel. Så er spørgsmålet: Hvem af de to sønner gør deres fars vilje? Svaret giver sig selv: Den første.

1) Sådan set var der ingen af de to sønner, der gjorde deres fars vilje. Den første sagde jo nej til sin far og var direkte ulydig. Det jo frækt at svare sin far sådan, for det er imod det 4. bud: ”Du skal ære din far og din mor”.

Men det er jo ikke bedre at sige: ”ja, ja, det skal jeg nok” – hvis man så ikke vil gøre det alligevel. Sådan gjorde den anden søn. Det er faktisk endnu frækkere, for han siger bare ja, for at det skal se ud som om han er villig. Men i virkeligheden er han lige så ulydig som den første; han prøver bare på at skjule det.

2) Da Jesus fortalte denne lignelse sigtede han til nogle ganske bestemte mennesker.

Den første søn, der sagde nej, men som bagefter fortrød, det er ”toldere og skøger”, som Jesus siger. Tolderne, det vil sige skatteopkræverne, udplyndrede folk og stak alt for meget i deres egne lommer. De var rigtige pengemænd. Skøger, det er dem, vi kalder prostituerede eller ”ludere” med et grimt ord. Det er kvinder, der sælger deres krop til mænd. Det græske ord for skøger er ”pornæ”, altså noget med porno. “Pengemænd og pornokvinder” kan vi kalde dem. De levede i synd mod Guds bud og sagde nej til Gud. Det kunne enhver se.

Men så kom Johannes Døber og prædikede: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær”. Og mange af disse pengemænd og pornokvinder hørte på Johannes Døberen og bekendte deres synder og blev døbt i Jordanfloden.

De fortrød virkelig, hvad de havde gjort og det liv, de havde levet. De ”angrede deres synder”, og så blev de døbt. Og nu begyndte de et nyt liv i tro på Gud. Tolderne holdt op med deres pengegriskhed, og skøgerne holdt op med deres pornoliv. De havde først sagt nej til Gud, men nu fortrød de. De omvendte sig, og så fik de tilgivelse for det alt sammen, og deres nej til Gud var blevet til et ja.

Men hvem er så den anden søn? Ham, der sagde ja, men alligevel ikke gjorde sin fars vilje? Det er ypperstepræsterne, farisæerne og folkets ledere. Det var dem, Jesus stod over for på tempelpladsen i Jerusalem de sidste dage før de fik ham korsfæstet. De sagde ja til Gud med munden. De kaldte Gud for deres Herre. De lærte folk, at man skulle adlyde Gud og gøre hans vilje, og det lagde de selv megen vægt på. Og det var jo også både godt og rigtigt. Men fejlen var, at de ikke forstod, at de også selv var syndere, der trængte til nåde og tilgivelse lige så meget som tolderne og skøgerne.

De levede ganske vist ikke i åbenlys synd og ulydighed som de andre, men i deres hjerte og tanker inde bag facaden havde de lige så mange synder som de andre, som de så ned på og foragtede og fordømte. Ukærlighed, menneskeforagt, pengebegærlighed, pornotanker og lyster og alt muligt andet ondt, som alle vi almindelige mennesker kender så godt fra os selv, hvis vi skal være ærlige.

Men da Johannes Døber prædikede omvendelse fra disse ting, tog de afstand fra ham i stedet for at omvende sig. De fortrød ikke og angrede ikke. Og da Johannes Døber pegede på Jesus som verdens frelser, troede de ikke på ham. Derfor sagde de ja til Gud med munden, men i praksis sagde de nej og ville ikke tage imod den tilgivelse, som Gud rakte til dem gennem Jesus. I stedet var de klar til at slå Jesus ihjel og gennembore de hænder, som Gud i kærlighed rakte ud imod dem.

3) Hvem af de to er du?

Jesu lignelser handler jo ikke kun om dem, der hørte hans ord dengang. De handler også om os, der hører Guds ord i dag. Hvad med os? Hvem af de to sønner ligner vi?

Jesus giver os kun de to muligheder? Hvem af de to er dig? Den ene sagde nej til Gud, men angrede sin synd og omvendte sig. Den anden sagde ja til Gud med munden, men i praksis sagde han nej og angrede ikke.

I Guds øjne er der ikke forskel på om du er en åbenlys pengemand eller pornodame, eller om du har pengebegær og pornotanker i dit hjerte for nu at tage de to ting, som Jesus nævner i dag. Gud ser jo lige igennem os, og vort hjerte og tanker ligger fuldstændig åbent for ham.

Jamen, så er vi jo i virkeligheden alle nej-sigere overfor Gud! Vi er alle ulydige imod ham på den ene eller den anden måde.

Men et nej kan blive til et ja! For Gud kalder på alle os nejsigere: ”Vend om til mig og tag imod tilgivelse i Jesus! Jeg har åbnet mit himmerige for jer. Kom og tjen mig med jeres liv.” Sådan kan et nej blive til et ja.

Hvem af de to brødre er dig? Det er det spørgsmål, Jesus stiller os alle over for med denne lignelse. Der er kun to muligheder. Det kan godt give lidt at tænke over. Og du må svare for dig selv.

II. Israels folk og os

Så fortsætter Jesus med den næste lignelse om de onde vingårdsarbejdere, der ikke vil give vingårdsejeren den frugt, han havde krav på. I stedet ender det med at de slår vingårdsejerens søn ihjel.

1) Også her er det tydeligt, hvem Jesus sigter til. Det er ypperstepræsterne og folkets ledere, som op igennem Israels historie havde svigtet deres opgave med at kalde folket til omvendelse og tro på Gud. Det kan vi læse om gennem hele GT.

Bl.a. i Es 5 om Guds vingård, Israels folk. Han ventede, at den ville giver vindruer, men den gav vilddruer. Han ventede ret og retfærdighed af sit folk, men der kom retsløshed og nødskrig! Der var virkelig stor social uretfærdighed. Gud havde sendt den ene profet efter den anden, men folkets ledere prøvede at lukke munden på dem, ofte med vold. Den sidste af profeterne var Johannes Døber.

Og nu kom turen til Jesus. Få dage efter ville de gøre det, som Jesus sagde i sin lignelse, nemlig slå Guds søn ihjel.

Jesus udtaler en hård dom over dem: ”Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter”.

Men de toldere og skøger og andre blandt jøderne, som omvendte sig og blev Jesu disciple, gik ud og prædikede om Guds Himmerige og om Jesus, der med sin død og opstandelse havde åbnet Guds rige også for hedningerne.

Og i det ene land efter det andet tog mennesker imod Guds ord, og sådan kom ordet om Guds rige også til os – ja også til os, som er her i dag.

2) Men så stiller også denne anden lignelse os over for et nyt nærgående spørgsmål: Hvad med os? Er det også os og vores kirke og vort folk, der bliver aftegnet her? og ikke bare Guds folk i den gamle pagt.

Her i Danmark har vi haft evangeliet i over 1000 år, og ved vore døbefonte siger vi ja til at forsage Djævelen og ja til Gud Fader, Guds søn og Gud Helligånd.

Men hvad gør vi i praksis? Bærer vi de frugter, Gud forventer af sine døbte børn? Eller der det kun et ja med munden? Er det penge og porno, der styrer vort liv, eller er det oprigtig anger og sorg over vore synder og en vilje til at tjene Gud med vort liv?

Jesus taler om en hovedhjørnesten, som blev vraget af bygmestrene. Hovedhjørnestenen i Guds hus er Jesus. Siger vi nej til ham, falder vi over den sten og slår os fordærvet og knuses.

At sige nej til Jesus fører til dom og evig fortabelse.

Men selvom vi siger nej, finder Gud nogle andre ulydige syndere at forbarme sig over, som gerne vil tage imod Jesus og hans tilgivelse. Han finder dem jo i stort tal uden for de gamle kristne lande. Kirken vokser med stor kraft mange steder i Afrika, i de asiatiske lande og i Sydamerika.

Men her hos os i de vestlige lande går det tilbage med sand og levende kristendom, mens det går frem med materialisme og penge og porno.

Men også her i vore gamle kristne lande finder Gud trods alt stadig nogle, som vil lade sig frelse, og det sker også blandt jøderne. For som Paulus skriver: Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed. Så er der håb for enhver af os, både for jøder og alle os andre.

Lad os angre vore synder og siger ja til Jesus! Han har åbnet Guds rige for os! I ham møder vi Guds barmhjertighed og tilgivelse! Og i troen på ham vil vores liv bære frugt for Guds rige!

Amen.