21. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

”Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn

ud hans hånd mig river af dødens garn.”

Sådan sang vi i den første salme, om den almægtige Gud, som vi får lov at kende, og som har magt til at rive os ud af dødens garn. Salmen udtrykker en stor tillid til Gud, og vished om at Guds magt er større end dødens.

Men er det sandt? Redder Gud os altid fra døden? Nej – vi befinder os midt på kirkegården, og ser vi ud af vinduerne kan vi konstatere, at døden sætter sine spor – også her.

Hvad er det så salmen siger, med ordene: ” ud hans hånd mig river af dødens garn?” Jo, at nok kan dødens garn nå os. Vi bliver dødens fanger. Men Gud står på den anden side af døden og river os ud af dødens garn. Døden er ikke det sidste.

Det var døden, som drev denne far, vi i dagens tekst hører om. Hans søn lå syg, havde feber, og vi hører, at han lå for døden. I teksten er det faderen, vi møder, han som var på vej til at opleve det mest forfærdelige i en forældres liv, nemlig at miste et barn.

Faderen ringer 112 – det gør mennesker, som er magtesløse, bange og fortvivlede. Han forsøger at få hjælp, dvs. han forsøger at få Jesus til at komme og helbrede drengen. Jesus er i Kana, drengen ligger i Kapernaum, 25 km derfra. Faderen må have hørt om Jesus – at han kunne helbrede, og gik af sted i tro på, at det var vigtigere at finde Jesus end at blive siddende ved drengens dødsleje.

Han gik af sted i tro. I sit forsøg på at finde Jesus. Det er dette, som er troens kendemærke: den forsøger altid at finde Jesus. Igennem bønnen, gennem bibellæsning, gennem samværet i kirken. Troen spørger: Jesus – kan du ikke hjælpe nu?

I første omgang er Jesus afvisende. ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke”. Det er sådan mange mennesker i første omgang oplevede Jesus. Han var den, der gjorde tegn og undere – vand til vin, helbredte syge – men Jesus vil, at de skal nå et skridt videre: at tro ham for det, han siger.

Faderen bliver ved: ”Herre, kom med, før mit barn dør.” Der var i hans sind et kapløb med tiden. Hvem kom først – døden eller Jesus? Faderen ønskede brændende, at Jesus skulle komme først og havde tillid til, at når blot Jesus var der, kunne han redde drengen.

Faderen får et svar, han nok ikke havde ventet. Jesus siger: ”Gå hjem, din søn lever.” Det var svaret på det, som Faderen frygtede mest af alt – at sønnen skulle dø. Din søn lever – siger Jesus – gå du bare hjem!

Det var nok ikke sådan faderen havde forestillet sig det. Han kom derhen med et brændende ønske om, at Jesus ville gå med ham. Nu går han derfra – uden Jesus. Kun med et ord – et løfte: Din søn lever. Kunne han være sikker på det? Skulle han ikke hellere blive og spørge én gang til: Følger du ikke med, Jesus?

For tænk, hvis kan kom hjem – tomhændet – og drengen alligevel døde? Vi kan levende forestille os faderens tanker og overvejelser.

Men vi læser: ”Manden troede Jesus på hans ord og gik.” Han viser ved at gå, at hans tro ikke kun var knyttet til Jesu synlige nærvær og håndgribelige undere. Han troede Jesus på hans ord.

Det var Jesu løfte, som fik ham til at gå. Han fik løfte om

det, han kom efter: at drengen skulle leve. Vi kan sige, at han fik et ord at gå på, og hele vejen hjem, hvor tvivlen og troen har kæmpet i tankerne har han mindet sig selv om dette løfte: ”Din søn lever”.

Vi ved ikke, hvor længe manden var om at komme hjem, men han har i hvert fald været undervejs nogle timer. Undervejs bliver han mødt af nogle tjenere, som kommer hjemmefra og kan fortælle, at sønnen lever.

Han gik med et ord af Jesus, et løfte, og så gik han. Måske i lang tid uden andet end ordet. Jesus havde sagt: Din søn lever. Det løfte gik han på. Det gav ham mod til at gå videre, hjemad.

Undervejs får han så en bekræftelse fra sine tjenere – men allerbedst har det været at komme hjem til sønnen og se ham leve.

En kristens liv kan sammenlignes med denne fars vandring. Kristenlivet begynder ved dåben. Her taler Gud til os, handler med os, idet han ved vandet og ordet gør os til sine børn. Ved dåben bliver vi mærket med korset – Jesu kors – og så får vi løfte om det, han vandt ved dette kors: syndernes forladelse og evigt liv.

Det er dette ”løfte-ord” fra dåben, som kan bære os hele vejen hjem. Mens vi er undervejs, er det godt at minde sig selv om det, som blev sagt, da vi blev døbt i den treenige Guds navn. Dette løfte gælder hele vejen, indtil vi skal herfra og endelig se Jesus ansigt til ansigt. Holder vi os til det ord, som blev sagt til os i dåben, holder vi os til det ved at sige tak for, at vi må være Guds børn, og takke for syndernes forladelse for Jesu skyld – da har vi virkelig noget at komme hjem til!

Det hører med til at tro på Jesus at sige tak. Jeg er sikker på, at manden sagde tak til Jesus, før han gik. Også selvom han endnu ikke havde set sønnen rask og levende med sine egne øjne. Han takkede for det, som løftet rummede.

At sige tak til Gud kan ske alle vegne. At folde hænderne og bede en lille takkebøn behøver ikke at være noget svært. Men her om søndagen har vi en særlig lejlighed til at mødes til gudstjeneste og sige tak i fællesskab. Når vi lytter til Ordet, bekender troen, beder og synger salmer – siger vi med hjertet tak for det løfte, Gud møder os med. Vi kalder det Guds-tjeneste. Men hvad har vi at tjene Gud med? Ikke andet en tak og lovsang.

Vi må takke ham for det, han gav os i dåben. Takke ham for fællesskabet med Jesus – det er noget, vi har brug for, mens vi er undervejs i livet.

Undervejs kan vi sommetider møde mennesker, som på en særlig måde giver os håb. Mennesker, som siger nogle ord, vi bliver glade for. Nøjagtig som denne far mødte nogle tjenere, som kunne fortælle godt nyt hjemmefra. Det gav faderen endnu flere kræfter til det sidste stykke vej hjem. Men allerbedst har det været at komme helt hjem og se at det virkelig var sandt – han levede.

Jesus gav drengen livet. Han kraft virkede, uanset om han var i drengens nærhed eller på afstand. Et ord af Jesus er ligeså virksomt som hans fysiske nærvær. Det er noget, vi som lever og er undervejs i dag må takke for. Vi har hans ord hos os – alle løfterne. Jesus er nær gennem sit ord, og det ord kan vi ”gå på”, hele livet, indtil vi en dag skal lægges i graven – hvorefter Gud river os ud af dødens garn. Så er vi hjemme.